Der bliver flere folkepensionister - men flere fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen.

Over en million: Vi bliver flere og flere folkepensionister

Folkepensionsalderen er først planlagt ændret i 2030, og indtil da vil antallet af folkepensionister stige. Flere vil dog fortsætte med at arbejde.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Der bliver flere og flere danskere, der er på folkepension.

I maj var der 1.104.226 folkepensionister. Dermed er antallet steget fire måneder i træk og med i alt 4.800 siden januar.

Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).

Seniorklar? Se her

Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist  – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.

Læs mere HER

Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar

Antallet af folkepensionister er steget hver måned siden december 2022 med i alt 31.900 personer i perioden. 

Fra 2019 til 2022 blev folkepensionsalderen gradvist forhøjet fra 65 år til 67 år, og stigningen i antallet af folkepensionister er sket herefter.

“De seneste år er folkepensionsalderen løbende steget, hvilket har bidraget til, at danskerne i stigende grad har udskudt tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, og at antallet af pensionister som følge er dykket markant. Men den tendens er nu vendt rundt. For fra i år og frem til 2030 er folkepensionsalderen uændret, og det betyder, at flere danskere har alderen til at gå på pension,” siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.

Flere fortsætter i job

Der er dog også en tendens til, at pensionister fortsætter delvist på arbejdsmarkedet.

Og det kan skyldes mere favorable vilkår, vurderer Anne-Louise Lindkvist.

“”I takt med at gruppen af pensionister er vokset herhjemme, har vi samtidig også set en betydelig stigning i antallet af pensionister, der arbejder ved siden af folkepensionen. Det hænger ikke mindst sammen med, at modregningen i folkepensionen som følge af lønindkomst blev afskaffet sidste år. Dermed er det kort sagt blevet mere økonomisk attraktivt at være i beskæftigelse i pensionstilværelsen, og det skal man holde sig for øje, hvis man gerne vil arbejde nogle timer eller flere om ugen, når man går på pension,” siger hun.

De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, antallet af danskere, som både er i beskæftigelse og samtidig får folkepension, er steget med 20 procent det seneste år.

Der er ikke planlagt yderligere stigninger i folkepensionsalderen før 2030, hvor den hæves til 68 år. 

Først publiceret: torsdag 25. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 15:34

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.