På siden får du en oversigt over, hvilke private virksomheder, der abonnerer på dine oplysninger. Foto: Borger.dk

Få svaret her: Hvilke virksomheder har adgang til mit CPR-nummer?

Private virksomheder kan have adgang til dit CPR-nummer. Tjek hvilke det drejer sig om i guiden herunder. Og hvis du mener, at deres adgang virker unødig, kan du forsøge at få CPR-kontoret til at stoppe det.

Senest opdateret: torsdag 19. september 2024

Du vidste det måske ikke, men en række private virksomheder har med stor sandsynlighed adgang til dit CPR-nummer.

Og på borger.dk kan du se, hvilke virksomheder, det drejer sig om. 

Læs guiden, hvor du også får svar på, hvorfor de har adgangen.

Først skal du ind på borger.dk under Det Centrale Personregister (CPR).

Dette gør du ved at trykke her. Du skal bruge dit MitID.

Siden ser ud som nedenfor:

Foto: Borger.dk

Herefter bliver du ledt ind på en netside, som du ser herunder.

Du skal derefter trykke på menupunktet “Personnummerabonnementer private virksomheder”, som på billedet er markeret i en rød cirkel.

Når du har valgt menupunktet, får du en oversigt over de private virksomheder, der abonnerer på dine oplysninger.

Foto: Borger.dk

Derfor får virksomhederne adgang

Private virksomheder har efter CPR-lovens § 38 ret til at få leveret oplysninger fra CPR, som virksomheden på forhånd har identificeret enkeltvis enten via personnummer, navn og fødedato eller navn og adresse.

Sådan lyder begrundelse på Borger.dk for, at visse virksomheder har adgang til dit CPR-nummer.

“At virksomheden står i et løbende kreditforhold til dig kan eksempelvis være virksomhedens saglige grundlag for at abonnere på dine oplysninger. Dette gælder f.eks. dit teleselskab,” skriver Borger.dk.

Bankerne får oftest oplyst personnummeret direkte fra kunden og benytte dette til entydig identifikation.

Hvilke oplysninger abonnerer virksomhederne på?

Disse oplysninger abonnerer de private virksomheder på:

  • Ubeskyttede navne- og adresseoplysninger
  • Stilling
  • Markedsføringsbeskyttelse
  • Kreditadvarsel
  • Dødsfald
  • Forsvinding
  • Udrejse
  • Værgemål

Hvad betyder det når disse virksomheder optræder?

Det er forskeligt fra person til person, hvilke private virksomheder, der optræder på listen.

Herunder kan du finde dem, som er mindre kendte. 

FK Distribution omdeler reklamer, ugeaviser samt abonnements- og medlemsblade. De administrerer Nej Tak-ordningerne i Danmark og bruger adresseoplysninger til at håndtere til- og afmeldinger, herunder ved flytninger.

Experian A/S udfører kreditovervågning for pengeinstitutter, teleselskaber og andre virksomheder med abonnementsordninger. De giver besked, hvis en kunde registreres som dårlig betaler, og bruger CPR-oplysninger til denne opgave. At Experian har dine CPR-oplysninger betyder ikke, at du er registreret i RKI. 

Geomatic A/S er en data- og analysevirksomhed, der leverer it-løsninger til vedligeholdelse af kundedatabaser for tele- og forsyningsselskaber samt retailkæder. Hvis Geomatic har oplysninger om dig, er det på vegne af deres kunder fra disse brancher.

Jeg vil gerne vide hvorfor de gør det

Hvis du gerne vil vide, hvorfor en privat virksomhed abonnerer på din oplysninger, skal du rette henvendelse til virksomheden og bede dem om at forklare, hvorfor de abonnerer.

Hvis virksomheden ikke kan give en gyldig grund

Hvis virksomheden ikke kan forklare formålet med deres abonnement på dine oplysninger, kan du bede dem opsige det.

Hvis de nægter, kan du kontakte CPR-kontoret og anmode om sletning.

Tryk her for at få juridisk betjening vedrørende folkeregistrering hos CPR-kontoret.

CPR-kontoret vil herefter træffe en afgørelse om, hvorvidt abonnementet skal slettes, skriver Borger.dk.

Først publiceret: onsdag 18. september 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 19. september 2024 kl. 13:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.