Ved en kold lungebetændelse vil du ofte opleve symptomer som hovedpine og ondt i halsen.

Epidemi med voldsom hoste: Sådan bør du gøre

Stigningen i antallet af tilfælde af kold lungebetændelse er nu så stor, at sygdommen har nået et epidemisk niveau. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Senest opdateret: torsdag 21. november 2024

Det er stadig en god idé at holde sig til de gode råd og vaner, vi hele tiden blev mindet om, da Covid-19 ramte verden og Danmark.

Statens Serum Institut melder nemlig lige nu om mange tilfælde af Mycoplasma pneumoniae, som vi i daglig tale kalder kold lungebetændelse.

Antallet er på et epidemisk niveau, lyder det.

Infektion med mycoplasma pneumoniae

Infektioner med mycoplasma pneumoniae vil typisk vise sig ved milde influenzalignende symptomer, der går over i en langvarig tør hoste, som kan være meget udmattende, specielt om natten.

De fleste sygdomsforløb er dog milde og kun en lille andel er hospitalskrævende. Under en epidemi er der dog et betydeligt antal indlæggelser.

Mycoplasma pneumoniae-infektion er nok bedst kendt som “kold lungebetændelse”, som i virkeligheden er en dårlig betegnelse for sygdommen.

Det er de færreste med en mycoplasmainfektion, der får egentlig lungebetændelse, de fleste får øvre luftvejsinfektioner eller bronkitis. Infektionen er ofte ikke kold, idet man som regel får feber ved en mycoplasmainfektion, specielt ved lungebetændelse.

Typisk er temperaturen dog ikke så høj som ved “almindelig” bakteriel lungebetændelse eller ved influenza.

Kilde: Statens Serum Institut

I uge 45 var der 2018 laboratoriebekræftede tilfælde af sygdommen, tallet i uge 44 var på samme niveau. Det svarer til 22,7 procent og det højeste niveau i flere år.

Seniorforsker Hanne-Dorthe Emborg fra SSI siger til Sjællandske Nyheder, at sygdommen skyldes et efterslæb efter Corona.

“Det har skabt en stor smittemodtagelig befolkningsgruppe. Efter Covid-19 har den så igen spredt sig stille og roligt. Sidste efterår og vinter havde vi også en epidemi. Men den fortsatte hen over sommeren på et lavere niveau. Og nu så spreder den sig nu endnu mere igen i takt med, det er blevet lidt køligere og vi går inden for og er tæt sammen.”

Sådan smitter den

Mycoplasma pneumoniae er en bakterie, der kan forårsage luftvejsinfektioner, herunder lungebetændelse, og smitter primært gennem dråbesmitte.

Når en person, der er inficeret med bakterien, hoster, nyser eller taler tæt på andre, kan små dråber med bakterier blive spredt i luften.

Hvis en anden person indånder disse dråber, kan bakterien trænge ind i deres luftveje og starte en infektion

Fordi smitten spredes gennem dråber i luften, er tæt og langvarig kontakt ofte nødvendig for at blive smittet. Derfor er infektionen mest udbredt i tæt befolkede miljøer som skoler, børnehaver og husstande.

Efter smitte kan der gå 1-4 uger, før symptomerne udvikler sig, hvilket betyder, at smittede kan bære og sprede bakterien uden selv at være klar over det.

Symptomerne på en Mycoplasma pneumoniae-infektion kan starte mildt, med hoste og forkølelsessymptomer, hvilket gør det sværere at opdage og begrænse smitten tidligt.

Gode råd til at undgå smitte

Her er en liste med gode råd til at mindske risikoen for at blive smittet med kold lungebetændelse.

  1. God håndhygiejne: Vask hænderne grundigt med sæbe og vand, især efter kontakt med personer, der hoster eller nyser. Brug håndsprit, hvis sæbe og vand ikke er tilgængeligt.
  2. Host og nys i ærmet: Undgå at sprede bakterier ved at hoste eller nyse i ærmet eller en serviet i stedet for i hænderne. Dette hjælper med at forhindre dråbesmitte.
  3. Hold afstand: Hvis muligt, hold afstand til personer, der har symptomer som hoste og feber. Mycoplasma pneumoniae smitter ofte ved tæt kontakt, så afstand kan reducere risikoen.
  4. Undgå at dele personlige genstande: Undgå at dele ting som drikkeglas, bestik og håndklæder med andre, især dem, der har symptomer på luftvejsinfektion.
  5. God udluftning: Sørg for god ventilation i hjemmet. Frisk luft kan hjælpe med at mindske koncentrationen af bakterier i lukkede rum.
  6. Styrk immunforsvaret: Hold immunforsvaret stærkt gennem en sund kost, motion og tilstrækkelig søvn, hvilket kan hjælpe kroppen med at bekæmpe infektioner.
  7. Bliv hjemme ved symptomer: Hvis du selv oplever symptomer på luftvejsinfektion, som hoste og feber, bør du blive hjemme for at undgå at smitte andre.
  8. Regelmæssig rengøring: Rengør overflader som dørhåndtag, lyskontakter og andre ofte berørte flader jævnligt, da bakterier kan overleve kortvarigt på overflader.

Ved at følge disse råd kan du mindske risikoen for smitte og hjælpe med at beskytte både dig selv og andre.

Hjælp med at dele info

Du kan hjælpe med at give info om epidemien videre til andre. Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 14. november 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 21. november 2024 kl. 19:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.