Overenskomstforhandlinger: Der skal skabes gode rammer for seniorerne
Både arbejdsgivere og lønmodtagere er enige om, at der skal være gode rammer for seniorerne på arbejdsmarkedet. Og at det er en del af de forhandlinger om nye overenskomster, der netop er skudt i gang.
Senest opdateret: mandag 13. januar 2025
Seniorernes betydning for virksomhederne i industrien er i fokus, når arbejdsgiverne i Dansk Industri og fagforeningerne i CO-industri sætter gang i forhandlingerne om nye overenskomster for 230.000 ansatte i landets industrivirksomheder.
”Vi har aldrig set så mange seniorer udgøre en del af den danske arbejdsstyrke, som vi gør nu. Seniorerne er en virkelig skattet og vigtig del af den danske arbejdsstyrke. Derfor er seniorerne i høj grad også en del af vores konkrete overvejelser, når vi sætter os ved forhandlingsbordet. Også af den simple grund, at de fylder mere og mere.”
Seniorklar? Se her
Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.
Læs mere HER
Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar
Sådan siger Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen på et pressemøde forud for de første forhandlinger.
”Det større økonomiske rådighedsrum, vi har i dansk økonomi, er skabt af international arbejdskraft og flere seniorer, der arbejder længere. Og det er klart, at man ude på den enkelte virksomhed gør rigtig meget for at skabe så gode rammer som overhovedet muligt for, at seniorerne kan blive. Også i forhold til et fleksibelt arbejdsliv; det er jo også det, som fritvalgskontoen blandt andet kan bruges til.
Mange vil gerne blive i job
Næstformand i CO-industri Mads Andersen, der er formand for 3F’s Industrigruppe, er heller ikke i tvivl om, at seniorerne har en vigtig plads i forhandlingerne om nye overenskomster.
”Vi har jo fælles interesse i at skabe nogle flere muligheder for seniorer for at blive på arbejdsmarkedet. Mange af vores medlemmer vil faktisk gerne blive på arbejdsmarkedet, men kan måske ikke være der på fuld tid. Derfor skal vi selvfølgelig også denne gang kigge på vores fritvalgskonto og vores senioraftale, og se om der skal ske nogle justeringer,” siger Mads Andersen.
Han noterer, at der blandt de 527 forslag fra CO-industris medlemsforbund til fornyelsen af industriens overenskomster også er en række ønsker og ideer på senior-området.
Mads Andersen vil dog ikke at komme ind på, hvad der kan være af konkrete forslag eller justeringer for seniorerne.
Der blev senest forhandlet overenskomster på det private område i de første måneder af 2023. De fleste aftaler løber til 1. marts i år.
Seniorordning
Industriens overenskomst indeholder bestemmelse om, at når der er fem år til folkepensionsalderen, kan man få nedsat arbejdstiden. Det kan være kortere arbejdsdage, færre timer om ugen, fri i sammenhængende perioder eller andet. Hvor meget tid, man vil bruge, skal aftales med virksomheden.
Seniorordningerne er kommet ind i overenskomsterne for at give ældre medarbejdere mulighed for at trappe arbejdslivet ned.
Finansieringen af den nedsatte arbejdstid kan ske med fritvalgskontoen eller med pensionsmidlerne.
Opsparingen til seniorfridagene kan påbegyndes, fem år før man kan benytte sig af seniorordningen, idet man kan begynde at spare værdien af de årlige fem feriefridage op.
Hvis man benytter sig fuldt ud af de muligheder, der ligger i seniorordningen, kan det betyde en væsentlig nedsættelse af arbejdstiden svarende til omtrent en ugentlig fridag.
Kilde: CO-industri
Først publiceret: mandag 6. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. januar 2025 kl. 10:58