
Plejehjem: Kommune sætter gang i indkøb af fødevarer og vand i tilfælde af krisesituation
Aarhus Kommune køber ekstra mad og vand ind til at holde plejehjem, bosteder og døgninstitutioner forsynet i tre dage i tilfælde af en krise.
Senest opdateret: onsdag 5. februar 2025
Forhåbentligt bliver der aldrig brug for det, men det er klogt at sikre sig.
Sådan lyder det i Aarhus Kommune, der nu går i gang med at lave en plan for indkøb, så beboerne på døgninstitutioner, plejehjem og bosteder kan klare sig i tre dage i en krisesituation.
Ingen må lades i stikken
Baggrunden er Beredskabsstyrelsens udmelding i sommer, hvor alle danskere blev bedt om at sikre sig.
Det er i første omgang ekstra mad, vand og udvalgte hygiejneartikler, der vil blive købt ind.
“Ingen må lades i stikken, hvis krisen rammer, og både borgere og deres pårørende skal vide, at de kan føle sig trygge ved, at Aarhus Kommune står klar,” siger borgmester Anders Winnerskjold.
Lokale lagre
Kommunen oplyser, at der er opmærksomhed på, at lagrene ikke kun skal fyldes, men også skiftes ud løbende.
Derfor skal maden til forrådet også matche den mad, der spises i forvejen, så resultatet ikke bliver madspild.
Indkøbene forventes at koste 2,4 –3,6 millioner kroner. Udgifterne skal afholdes inden for de eksisterende budgetter.
Samtidig skal indkøbene så vidt muligt opbevares lokalt, så de er tilgængelige, hvis en krise skulle opstå.
Forbereder du dig på krig og krise?
Hvad gør din kommune?
Har din kommune forberedt lagre på plejehjem i tilfælde af krise? Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side.
Pjece fra Beredskabsstyrelsen
Sådan lyder rådene fra Beredskabsstyrelsen:
* Opbevar tre liter vand per person per døgn til både at drikke og tilberedning af mad.
* Sørg for at have mad til tre døgn i husstanden. Maden skal kunne holde sig uden for køleskab og fryser. Gerne fødevarer der ikke kræver tilberedning i ovn eller på komfur.
* Opbevar hygiejneartikler som toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter, bind og tamponer derhjemme.
* Sørg for at have nødvendig medicin til mindst tre døgn og en førstehjælpskasse. Den kan indeholde ting som eksempelvis plastre og forbindinger.
* Forsvinder varmen, kan du holde varmen ved at bruge hjemmets tæpper, dyner og varmt tøj. Derudover kan det være en fordel, at alle opholder sig i ét rum, hvis det er koldt i en længere periode.
* Mobiltelefonen er et af de vigtigste værktøjer. Ved brug af en powerbank eller batteripakke kan den lades op i tilfælde af lokale strømafbrydelser.
* Andet nyttigt at have derhjemme er ting som en lommelygte, stearinlys, tændstikker og batterier. Det er også en idé at have et eller flere fysiske betalingskort samt mindre beløb i mønter eller små sedler.
Anbefalingen og rådene er generelle og ikke målrettet særlige befolkningsgrupper. For ældre borgere kan der dog med fordel være opmærksomhed på eks. adgang til nødvendig medicin, oplyser Beredskabsstyrelsen.
De nye hjemmeberedskabsråd fra Beredskabsstyrelsen vil blive sendt til alle borgere, som har digital post. Foldere med rådene vil også være tilgængelige på offentlige institutioner som eksempelvis biblioteker, lyder det.
Først publiceret: tirsdag 4. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 5. februar 2025 kl. 22:55