
Fleksjobber: Sådan får du genoptaget afslag på erhvervsevnetab
To domme fra Højesteret betyder, at du muligvis kan få din sag genoptaget og få erstatning, hvis du opfylder betingelserne.
Senest opdateret: tirsdag 11. marts 2025
Kan din sag genoptages?
Du kan søge om genoptagelse, hvis:
- Du fik afslag på erstatning for en periode, hvor du var visiteret til fleksjob pga. en arbejdsskade, enten helt eller delvist.
- Din indtægtsnedgang blev beregnet til 5-15 % (se afgørelsen under “begrundelse” eller “detaljeret beregning af din lønnedgang”).
- Arbejdsskaden skyldes en ulykke efter 1. januar 2006 eller en erhvervssygdom anmeldt efter denne dato.
Du skal opfylde alle tre kriterier for at få genåbnet sagen.
Du kan tjekke dine tidligere afgørelser hos www.aes.dk under Se Sag for at se, om du opfylder kriterierne.
Vær opmærksom på, at du godt kan have fået flere afgørelser med afslag. Er det tilfældet, skal du søge om genoptagelse for hver enkelt afgørelse, du har fået.
Sådan søger du
Opfylder din sag kravene? Så kan du søge om genoptagelse hos AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring), uanset om afgørelsen er truffet af AES eller Ankestyrelsen. AES vurderer din anmodning, men kan ikke automatisk finde sagerne.
”Faglige Seniorer anbefaler, at du kontakter din fagforening og får hjælp til at søge,” siger socialrådgiver Lea Munk Staugaard fra Faglige Seniorer. ”Du kan evt. ringe til AES på telefon: 72 20 60 00, hvis du vil vide mere om muligheden for at få genoptaget din sag.”

Først publiceret: tirsdag 4. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 11. marts 2025 kl. 10:50