
Desperate kunder efter Chromecast-fejl: Salget af alternativer eksploderer
Det har skabt panik hos mange danskere, der oplever, at Google Chromecast pludselig er holdt op med at virke. Hos elektronikforhandleren POWER har salget af alternative streamingprodukter på få dage taget et gigantisk hop på hele 1.200 procent.
Senest opdateret: fredag 21. marts 2025
Det hele startede i søndags, hvor POWERs salgschef Nicolai Ravn pludselig modtog billeder af tomme hylder fra flere af kædens butikker.
Streamingprodukter blev revet væk, men ingen vidste helt hvorfor – endnu.
“Først anede jeg faktisk ikke, hvad der skete, for på det tidspunkt havde der ikke været noget fremme i nyhederne. Men pludselig væltede der opkald ind fra vores butikschefer, som fortalte, at hylderne var tomme, og at kunderne efterspurgte flere streamingprodukter. Kort tid efter kom nyheden så frem om, at ældre Google Chromecast-enheder var holdt op med at virke,” fortæller Nicolai Ravn, salgschef for Lyd & Billede i POWER.
Det viste sig hurtigt, at det var mange Chromecast-brugere, der var ramt af problemet.
Det sendte folk på jagt efter en hurtig løsning, og POWER har haft travlt med at skaffe ekstra streamingprodukter hjem for at følge med efterspørgslen.
“Streamingprodukter er normalt ikke en kategori, vi ser så store volumener på, så vi har virkelig måtte lægge os i selen for at forsøge at følge med. Vi har allerede sendt over 2.000 enheder ud til vores butikker,” siger Nicolai Ravn.
Thomson Streaming Stick sælger bedst
I dag har de fleste nye TV indbyggede streamingfunktioner, men hvis man har et ældre TV, kræver det stadig en ekstern enhed for at kunne streame film og serier fra tjenester som Netflix og YouTube.
De mange kunder, der nu står uden en fungerende Chromecast, er strømmet ind i POWERs butikker, og især en Streaming Stick fra Thomson er blevet ekstremt populær.
Ifølge POWER forventer de, at efterspørgslen forbliver høj i den kommende tid.
“Her torsdag formiddag ligger vi 700 procent over salget sammenlignet med samme dag sidste år, så vi er ret sikre på, at den store efterspørgsel fortsætter,” siger Nicolai Ravn.

Først publiceret: fredag 14. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. marts 2025 kl. 08:42