Det er ikke længere kun kreditkort, falske bankmænd går efter. Nu er det også ofrets smykker.

Først hævekort, så smykker: 93-årig kvinde svindlet to dage i træk

Bedrager fik 93-årig til aflevere hævekort "fordi det var på tide at få det skiftet ud". Dagen efter blev smykkerne hentet, fordi "de skulle tyveriforsikres."

Senest opdateret: fredag 21. marts 2025

En 93-årig kvinde måtte opleve den tort, at blive offer for kriminelle hele to dage i træk.

Fredag ringede en kvinde på døren hos den 93-årige i hjemmet i Sønderlev ved Hjørring. Hun forklarede, at hun var fra banken. Hun var kommet for at hente den ældre kvindes hævekort, fordi “det var ved at være tid til, at det skulle skiftes ud”.

Den ældre kvinde udleverede sit hævekort til bedrageren, men hun kontaktede efterfølgende hurtigt banken og fik lukket kortet. 

Bedrageren havde heldigvis ikke nået at hæve penge på det. 

Hentede smykker

Dagen efter ringede en mand til den 93-årige kvinde og forklarede, at han også var fra banken.

Kort efter ringede en kvinde på og forklarede, at hun var kommet fra banken for at hente den ældre kvindes smykker, fordi de skulle tyveriforsikres.

Den ældre kvinde var stadig meget chokeret over episoden, der fandt sted dagen forinden, og derfor udleverede hun smykkerne til bedrageren.

Hjælp med at advare andre

Du kan hjælpe med at gøre opmærksom på svindlen ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side

Politiet: 10 råd

Politiet anbefaler, at du følger disse 10 råd fra Det Kriminalpræventive Råd.

  1. Luk kun nogen ind, du kender eller har en fast aftale med (for eksempel hjemmeplejen eller viceværten)
  2. Kender du dine naboer, kan I hjælpe med at holde øje og passe på hinanden
  3. Aftal nabohjælp med dem, der bor omkring dig
  4. Kig i dørspionen, før du lukker nogen ind
  5. Brug en sikkerhedskæde
  6. Hvis du bor alene, kan du overveje kun at skrive dit efternavn på dørskiltet
  7. Taske, pung og mobil bør ikke ligge fremme
  8. Lad være med at have for mange kontanter hjemme
  9. Betal dine regninger gennem PBS eller netbank
  10. Gem smykker og andre værdier væk, når du ikke bruger dem.

Først publiceret: onsdag 19. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. marts 2025 kl. 08:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.