
Billig strøm hele sommeren
Der er gode nyheder til dig, der gerne vil spare lidt på elregningen. Strømmen bliver nemlig billig hen over sommeren – især midt på dagen.
Senest opdateret: onsdag 7. maj 2025
I Tyskland har man i mange år investeret stort i solenergi, og det gav pote i slutningen af 2024, hvor tyskerne nåede op på en samlet kapacitet på over 100 gigawatt solenergi.
Det betyder, at vi i Danmark ofte kan nyde godt af billig strøm fra den tyske sol, især mellem klokken 11 og 17.
“Det er ikke mindst fra den tyske sol, at vi i Danmark henter energien,” forklarer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet til Ekstra Bladet.
Vind og vejr presser priserne ned
Også vinden spiller ind, og her er Tyskland ligeledes godt med.
Samtidig bruger vi mindre strøm til opvarmning om sommeren, og det har stor betydning for prisen.
“Om sommeren er der ikke brug for energi til opvarmning, men måske snarere til lidt nedkøling. Det gælder dog kun i mindre grad i forårs- og sommermånederne i Nordeuropa,” siger Per Hansen.

Midt på dagen er strømmen billigst
Det er især midt på dagen, at priserne er lavest – nemlig der hvor solen skinner mest.
Derfor er det en god idé at vaske tøj, oplade elcyklen eller køre opvaskemaskinen netop i dette tidsrum.
Per Hansen vurderer, at vi kan forvente lave elpriser midt på dagen i de næste fire til fem måneder.
Weekenderne er ekstra gode
Det bliver ekstra billigt i weekenderne, hvor industrien holder pause. Nogle gange bliver elprisen endda negativ – men det betyder ikke, at strømmen er helt gratis.
“Der skal stadig betales transport og afgifter, men for dig som forbruger giver det stadig god mening at flytte dit strømforbrug til de billige timer,” lyder det fra Per Hansen.
Først publiceret: onsdag 30. april 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. maj 2025 kl. 10:48