
Svend: Hackerne tog mine penge – og næsten mit liv
79-årige Svend ville bare købe reservedele til sin knallert. I stedet blev hans computer overtaget af svindlere, som viste ham krænkende billeder af børn. Det var tæt på at koste ham livet.
Senest opdateret: fredag 2. maj 2025
Svend er 79 år og pensionist. Han bor med sin kone, elsker sine børnebørn og bruger gerne timer i værkstedet på sin gamle veteranknallert.
Det var netop i jagten på nogle reservedele til knallerten, at han første gang kom ind på den hjemmeside, der skulle ændre hans liv.
”Jeg plejer at købe de stumper i Tyskland, men det er dyrt at få dem fragtet. Så jeg ledte efter en anden hjemmeside og endte på en, jeg aldrig havde set før. Og dér begyndte det. Der poppede en advarsel op om, at min computer var blevet hacket, og at jeg skulle ringe til et telefonnummer.”
Skærm fyldt med små børn
Svend slukkede computeren. Men det var ikke nok.
”Jeg tænkte, det nok bare var noget fup. Men det blev ved med at komme igen. Og så ringede jeg til telefonnummeret, der var til en såkaldt “bank” i Tyskland, som skulle have med kriminalitet at gøre.”
Manden, Svend talte med, virkede troværdig. Der var billede på, og han præsenterede sig som en bankrådgiver, der kunne hjælpe med at sikre Svends penge.
”Han så pæn og ordentlig ud. Og så sagde han: “Vil du se, hvem der har hacket dig?” Og jeg tænkte, det vil jeg jo egentlig gerne.”
Det, Svend blev præsenteret for på sin skærm, var rystende.
”Hele skærmen blev fyldt med billeder af små børn i næsten ingen tøj. og der går det helt galt for mig. Fuldstændigt. Jeg bliver nok bange over, hvad kan der ske ved det her?”
“Bankrådgiveren” overtager computeren
Fuldstændig paralyseret lod Svend “bankrådgiveren” få adgang til sin computer.
Manden overtog kontrollen, bevægede musen og bad Svend logge ind med MitID og udlevere sine kontooplysninger.
”Han får både mit banknummer og MitID. Jeg kan ikke se beløbene, men jeg kan bare se, at han er inde, og han kører med pilen hjemme fra ham selv. Han har jo overtaget hele computeren, der hvor han sidder.”
Da opkaldet var slut, fik Svend besked på ikke at åbne computeren, før banken åbnede igen. Det var op til påsken, og først tirsdag efter helligdagene tjekkede han sin netbank.
Beløb er allerede reserveret
I påsken er Svend ude hos et oldebarn for at finde et påskeæg ude i haven.
“Der har jeg det ikke ret godt,” husker han.
Da Svend om tirsdagen tjekker sin netbank, kan han se, at der var reserveret beløb på kontoen.
”Mange små overførsler. Jeg ringede straks til banken, men de sagde, man kan ikke stoppe det, når beløbene er blevet reserveret.”
Det var for sent – pengene var allerede på vej væk.
Svend mistede 9.500 kroner. Han fik kun 875 kroner tilbage.
Bange for at blive mistænkt
Men pengene var kun en lille del af tabet. Den følelsesmæssige krise, der fulgte, var hård for Svend.
”Jeg tænkte, at nu varer det sgu ikke længe, før der holder en politibil med blå blink udenfor. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive mistænkt for noget, jeg ikke havde gjort. Det knækkede mig fuldstændig.”
Svend fortæller, at han i dagene efter svindlen var tæt på at tage sit liv.
“Jeg var rigtig langt ude. Jeg var meget langt ude. Det var jeg. Men jeg valgte så at leve videre. Jeg fortalte min kone det og vores børn og familie og venner, hvad der var sket. Og det har hjulpet mig.”
”Jeg følte mig skamfuld, dum og totalt nedværdiget. Ikke kun fordi han overtog computeren – men fordi han overtog mig. Han fik mig til at tro, at det hele var ægte. Jeg troede, jeg blev hjulpet. I virkeligheden blev jeg udnyttet.”
Klump i halsen
Selvom hændelsen ligger bag ham, er Svend fortsat rystet.
Han har skiftet mailadresse, fået nyt MitID, hemmeligt telefonnummer – men stadig føler han sig ikke tryg digitalt.
”Det gamle hænger stadig fast. Den gamle mail findes stadig, den gamle Facebook-profil ligger der. Jeg ved ikke, hvordan man får det væk. Det hele er blevet noget bøvl. Og jeg er stadig nervøs for at åbne noget, jeg ikke kender.”
Svend fortæller, at han bliver mere berørt og har svært ved at holde styr på følelserne.
”Der er ting, jeg ikke har tænkt på før, som pludselig giver en klump i halsen. Sådan har det aldrig været før.
Tillid har lidt et knæk
Han har ikke genfundet tilliden til internettet.
”Jeg køber nu kun der, hvor jeg altid har købt, og så må jeg så betale den dyre fragt, som de har der. Jeg synes jeg har betalt dyrt nok for noget jeg ikke har fået.”
Hændelsen har også ændret, hvordan han ser på mennesker.
”Før stolede jeg på folk. Jeg så det gode først. Det gør jeg ikke længere. Ikke på nettet i hvert fald, fortæller Svend.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: fredag 2. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 2. maj 2025 kl. 17:51