Ven eller svindler? Anette mistede 78.000 kroner i falsk konkurrence

Det hele begyndte i det små. Anette var for nylig gået på pension og havde meldt sig ind i en Facebook-gruppe for seniorer, der søgte rejsefæller. Et initiativ, der skulle gøre det lettere at rejse ud i verden sammen med andre – og skabe nye venskaber.

“Jeg havde fundet nogle rejsefæller, og vi skrev en del sammen på Messenger. Det virkede helt naturligt. Venligt. Vi havde jo en fælles interesse i at rejse,” fortæller Anette, der er 65 år.

Men så en dag dukkede en ny besked op. Den var fra en af de rejsefæller, hun havde haft kontakt med.

“Pludselig får jeg besked om, at jeg har vundet nogle penge i en konkurrence. Jeg blev overrasket – og også lidt forvirret – for det var fra den samme, der havde tilmeldt os til rejsen. Hvorfor skulle jeg have vundet?”

Men beskeden blev fulgt op af et link og nogle certifikater, der skulle bevise, at det hele var ægte. Det så officielt ud. Troværdigt, husker Anette.

“Jeg blev bedt om at trykke på et link, og så kom jeg over på en side, hvor det så ud som om, jeg havde vundet. Jeg tænkte stadig, at det var lidt mærkeligt, men der var så meget, der så rigtigt ud.”

Skulle betales med iTunes gavekort

Anette husker ikke det præcise beløb, hun fik at vide, hun havde vundet. Men det var stort.

Drømmen om alt det, hun kunne gøre med pengene, begyndte at tage form.

“Der var store drømme. Jeg så for mig, hvad jeg kunne bruge pengene til.”

Men for at få udbetalt gevinsten skulle hun først betale skat og afgifter. Ikke via netbank – men ved at købe iTunes gavekort.

“Jeg anede ikke, hvad iTunes gavekort var. Men det lød overbevisende. Jeg fik at vide, at det skulle bruges til at betale skat og gebyrer, og at en kurér ville komme til min dør med pengene, når det var i orden.”

Tiden var knap, fik hun at vide. Så Anette satte sig i bilen og kørte afsted til Kvickly, før butikkerne lukkede.

“Jeg købte en stak så stor, så stor. Jeg tænkte bare, at det var nødvendigt for at få gevinsten.”

Hun tog billeder af kortene og sendte koderne via Messenger. Men før hun nåede halvvejs hjem, kom endnu en besked: Hun skulle købe flere.

Og det gjorde hun.

“I alt købte jeg gavekort for 78.000 kroner. Det var først hen omkring midnat, at noget begyndte at ringe hos mig. Noget føltes forkert.”

Der var ikke noget at gøre

Næste morgen kørte Anette til politigården. Hun havde al dokumentation med: sin tablet med beskederne, billeder af gavekortene, de falske certifikater.

Men håbet om hjælp forsvandt hurtigt.

“De sagde bare, at det har de ikke ressourcer til. Ikke mandskab. De kunne ikke hjælpe mig.”

I stedet måtte Anette anmelde sagen digitalt – og bruge adskillige timer på at sende e-mails og vedhæfte dokumentation.

Hun kontaktede også sin bank.

“Men fordi det ikke var en bankoverførsel, og fordi jeg selv havde brugt mit hævekort, kunne de ikke gøre noget. Det samme sagde mit forsikringsselskab. Der var ikke noget at gøre.”

Efter halvandet år blev sagen henlagt.

Skam og tavshed

Pengene – 78.000 kroner – var væk.

“Som hårdtarbejdende kvinde havde jeg sparet så mange penge sammen, og så i løbet af et halvt døgn,
så var de væk,” lyder det fra Anette.

Men den økonomiske smerte var kun én del af det.

“Jeg har ikke talt med ret mange om det. Der er måske fem personer, jeg har fortalt det til. Ellers har jeg bare gået og puttet med det. Jeg har været flov.”

Hun frygtede, hvad andre ville tænke.

“Jeg kunne ikke lide tanken om, at folk skulle vide, at mine penge var væk. At de skulle se mig som dum eller naiv. Det gør ondt at skulle sige det højt.”

Når hun indimellem bliver spurgt i spørgeskemaer, om hun har været udsat for svindel, svarer hun ærligt “ja”. Men det er anderledes at skulle tale om det med naboen eller folk i omgangskredsen.

“Jeg kan godt sige det til fremmede. De har ikke fordomme om mig. Men jeg fortæller det ikke til dem, jeg kender. Jeg passer på mig selv.”

Skepsis over for digitale relationer

Siden svindlen er Anette blevet langt mere tilbageholdende, når det gælder kontakter og tilbud på nettet.

“Fysiske mennesker kan jeg se i øjnene. Jeg kan mærke, om de virker oprigtige. Men digitale mennesker – dem bag en skærm – dem stoler jeg ikke på.”

Hun har ikke fået nogen rådgivning om, hvordan hun fremover kan beskytte sig. Men hun har selv truffet en beslutning:

“Jeg har sat mit kreditkort, så jeg ikke kan hæve så meget på én gang. Så hvis noget skulle ske, kan det i det mindste ikke blive lige så slemt.”

Det er ikke nok til at genoprette trygheden. Men det er en lille foranstaltning i en digital verden, hvor det ikke længere er muligt at være helt udenfor.

“Man er jo nødt til at være med. Alt kræver en mailadresse, en profil, en konto. Men det har også gjort mig langt mere opmærksom. Jeg tænker mig om. Jeg stoler ikke længere så let,” siger Anette.

Først publiceret: fredag 2. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 2. maj 2025 kl. 17:00