
Elgiganten brugt til svindel: Få bærbar computer til 22,74 kroner
Falsk forbrugerundersøgelse for Elgiganten på Facebook lokker med stor præmie. Selv om annoncen er anmeldt, reagerer Facebook ikke. Pas på: Dine oplysninger og betalingskort bliver misbrugt.
Senest opdateret: torsdag 3. juli 2025
Hvem vil ikke gerne vinde en bærbar computer til en værdi på 15.000 kroner eller mere?
Det eneste du skal gøre, er at deltage i en forbrugerundersøgelser hos Elgiganten og betale 22,74 kroner, når du har vundet.
Lyder det godt. Eller for godt til at være sandt.
Elgiganten advarer på butikskædens hjemmeside:
“Vi gør opmærksom på, at der i øjeblikket er svindel-mails, Facebook annoncer og SMS-beskeder i omløb, hvor Elgiganten står som afsender. Der står typisk at du har vundet en konkurrence. Disse mails/beskeder kommer IKKE fra os. Hvis du finder en af disse beskeder i din indbakke, anbefaler vi dig at slette den, samt undgå at klikke på evt. links i beskeden.”
Fupannonce i flere uger
Svindel-beskederne kommer typisk i form af mails, Facebook annoncer og sms’er, og indholdet er ofte enten konkurrencer, præmier, undersøgelser eller tilbud, der er for gode til at være sande (9 kr. for en fladskærm eller 5 kr. for en iPhone), skriver Elgiganten.

Annoncen på Facebook (billedet) er falsk og udgiver sig for at være fra Elgiganten.
På trods af flere anmeldelser gennem flere dage i slutningen af juni, var annoncen fortsat tilgængelig i Facebook-feedet 3. juli.
Men annoncen er altså svindel. Og selv om det går ud over et stort firma som Elgigantens ry og rygte, reager Facebook ikke.
Det populære sociale medie – der ejes af den gigantiske amerikanske multinationale koncern Meta – lader den falske annonce stå i flere dage og uger.
Misbrug af Elgigantens navn
Elgiganten skriver, at firmaet oplever en stigende tendens til, at butikskædens brand målrettet bliver brugt af kriminelle, der forsøger at udnytte navnet til økonomisk gevinst.
“Det sker ved at de kriminelle opretter lignende domæner for at udføre phising-angreb. Oftest har de lavet en kloning af vores hjemmeside, så den ligner os som afsender.”
Sådan bliver du fuppet
Først lokkes du ind ved at se annoncen fra “Elgiganten” på Facebook. Måske læser du nogle af de falske kommentarer fra “brugere”, der oplyser, at “tilbuddet er rigtigt”: Du får en MacBook Pro.

Dernæst trykker du på linket på Facebook-annoncen, og kommer på en hjemmeside, du tror er Elgiganten og forbrugerundersøgelsen.

Så udfylder du otte nemme spørgsmål om dit forhold til Elgiganten. Uanset hvordan du svarer, så når du frem til en side, der fortæller, at du nu har vundet præmien: En MacBook Pro.

Til sidst er det bare at betale et lille beløb på 22,74 kroner, og så er den bærbare på vej – tror du.
Men det er svindel.
Du har nu oplyst dine personlige data, adresse, mailadresse, telefonnummer og ikke mindst: Dit kortnummer. De kriminelle har nu adgang til din konto.

Hjælp med at advare andre
Du kan hjælp med at gøre andre opmærksom på svindlen. Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 3. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. juli 2025 kl. 20:27