
Uhyggeligt tricktyveri: 91-årig frastjålet sin halskæde foran egen dør
To unge mænd henvendte sig til en 91-årig kvinde foran hendes hoveddør - og stjal hendes guldkæde direkte fra halsen, inden de forsvandt.
Senest opdateret: mandag 7. juli 2025
En 91-årig kvinde blev torsdag eftermiddag udsat for et groft tricktyveri, da hun var ved at låse sig ind i sin lejlighed i Vordingborg.
To unge mænd henvendte sig pludseligt til hende, og inden hun nåede at reagere, havde de stjålet hendes halskæde direkte fra hendes hals.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Tyveriet fandt sted omkring klokken 13.00, og gerningsmændene forsvandt hurtigt fra stedet.
Halskæden var en guldbismarckkæde – en kæde med høj affektionsværdi.
Ifølge politiets signalement var begge gerningsmænd mellem 18 og 23 år, lys i huden, med brunt hår og almindelig af bygning. De bar begge hvid T-shirt og shorts og talte et fremmedsprog.
Udnytter tillid og sårbarhed
Sagen er endnu et eksempel på den form for tricktyveri, som især rammer ældre borgere.
Gerningsmændene udnytter situationer, hvor deres ofre er alene og uforberedte – som ved indgangen til eget hjem.
Politiet opfordrer til, at man som ældre – og som pårørende – er ekstra opmærksom på personer, der kommer for tæt på uden grund. Vær kritisk over for uventede henvendelser, og søg hjælp, hvis du føler dig utryg.
Sådan beskytter du dig mod tricktyveri
Hold afstand til fremmede, der nærmer sig uden grund.
Lås døren straks, når du går ind – også midt på dagen.
Vær særlig opmærksom, hvis nogen forsøger at aflede dig eller stiller mærkelige spørgsmål.
Bed naboer eller pårørende om at være til stede, hvis du føler dig utryg.
Politiet i Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds efterforsker sagen og opfordrer borgere med oplysninger om de to mænd til at henvende sig.
Hjælp med at advare andre
Du kan gøre andre opmærksom på sagen og politiets advarsel. Kik til Faglige Seniorers Facebook-side og del artiklen.
Først publiceret: fredag 4. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 7. juli 2025 kl. 14:40