Ifølge de nye tal kan en 67-årig mand nu forvente at blive 84,2 år. Men kvinder lever fortsat længst.

Tjek her: Så gammel kan du forvente at blive

Mænd lever længere end før, men kvinder lever fortsat længst. Se ny overraskende opgørelse - og tjek hvor gammel du selv kan forvente at blive.

Senest opdateret: tirsdag 22. juli 2025

Danskerne lever længere end nogensinde. Det viser en ny opgørelse fra ATP, der netop har opdateret sin årlige levetidsmodel. Og det er især mændene, der trækker gennemsnittet op.

I 2024 er den forventede levetid for en 67-årig mand i Danmark steget med fem måneder. Kvinderne oplever også fremgang – med 2,6 måneders længere forventet levetid – men mændenes stigning er den største i 15 år.

Danskernes levetid gennem tiden

1850’erne: Levetiden var omkring 45 år – især pga. høj børnedødelighed og smitsomme sygdomme.

1950: Kvinder: cirka 72 år. Mænd: cirka 68 år.
Fremgang takket være sundhedsreformer og bedre levevilkår.

1980: Kvinder: cirka 77 år. Mænd: cirka 71 år
Kvinderne trak fra – mænd blev ramt af rygning og hjertekarsygdomme.

2005–2020: Stor fremgang for mænd – bedre behandling og sundere livsstil.

2020: Kvinder 83,2 år. Mænd 79,5 år

2021–2022: Levetiden faldt på grund af corona-pandemien.

2024 (ATP): Kvinder: 86,7 år. Mænd: 84,2 år
Levetiden stiger igen – mændene har haft den største fremgang i 15 år.

”En stigning på næsten et halvt år i forventet levetid for danske mænd er rigtig meget. Det er kun anden gang inden for de seneste 30 år, at levetiden for mænd er steget så meget på et enkelt år,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.

Ifølge de nye tal kan en 67-årig mand nu forvente at blive 84,2 år, mens en kvinde af samme alder i gennemsnit lever til 86,7 år.

Tilbage på sporet efter coronakrisen

Stigningen i levealder kommer efter to år med tilbagegang under og efter pandemien.

I både 2021 og 2022 faldt den forventede levetid for både mænd og kvinder. Først i 2023 vendte udviklingen, og nu er levetiden igen tilbage på niveauet fra før corona-pandemien.

”De forhøjede levetider, vi i ATP regner med at se år for år, udeblev under pandemien. Og i dag går det langsommere med at øge levetiden, end for 10 år siden, men vi er ikke færdige med at blive ældre,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Fremtiden lover flere leveår

ATP forudser, at danskerne i fremtiden vil leve endnu længere.

En 67-årig kvinde kan om få år forvente at blive 88,7 år – altså næsten to år længere end i dag. Og den samme ekstra levetid gælder for mænd.

“Vi lever sundere, og lægevidenskaben bliver stadigt dygtigere. Det er de overordnede forklaringer på, at vi som mennesker simpelthen lever længere og længere, og den udvikling, regner vi med, fortsætter i Danmark,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Danmark halter stadig efter nabolandene

Selv om udviklingen i Danmark er positiv, ligger vi stadig bagud i forhold til vores nordiske naboer.

I både Sverige og Norge er den gennemsnitlige levetid cirka et år højere – både for kvinder og mænd.

Tjek: Så gammel kan du forvente at blive

ATP’s levetidsmodel er baseret på omfattende data fra ATP Livslang Pension, hvor næsten alle danskere er inkluderet. Lige så væsentlige for ATP’s levetidsmodel er data fra 17 andre lande.

Samlet set giver det et robust grundlag for at vurdere fremtidens forventede levealder.

Hvor gammel kan du regne med at blive? Tast ind i og få svaret.

Først publiceret: fredag 18. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. juli 2025 kl. 14:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen