Nu tvinger Facebook dig til at vælge: Betal, del dine data eller få reklamepauser
Snart vil Facebook og Instagram tvinge dig til at vælge: Vil du betale for at slippe for reklamer? Vil du acceptere, at dine data bruges til at målrette annoncer? Eller vil du fortsætte gratis – men med reklamepauser og mindre relevante annoncer?
Senest opdateret: mandag 27. oktober 2025
Det bliver ikke længere muligt bare at bruge Facebook uden at tage stilling. Meta, som ejer både Facebook og Instagram, har indført nye regler for brugere i EU.
EU har kritiseret Meta for at lægge for meget pres på brugerne til at acceptere dataindsamling, og det er endnu uvist, om deres nye model lever op til reglerne i Digital Markets Act.
Men én ting er sikkert: Du er nu tvunget til at tage stilling. Og det er vigtigt, at du vælger det, der passer bedst til dig og din tryghed online.
Her får du overblik over, hvad de tre valgmuligheder betyder for dig – og hvordan du selv vælger.
1. Betal og få ro – ingen annoncer, ingen dataindsamling
Hvis du vælger at betale, slipper du helt for annoncer, og Meta bruger ikke dine data til reklamer. Prisen ligger omkring 89 kroner om måneden, afhængigt af om du bruger app eller browser.
Det her er den eneste løsning, hvor dine oplysninger ikke bliver brugt til at målrette reklamer til dig.
2. Fortsæt gratis, men giv adgang til dine data
Du kan også vælge at fortsætte gratis, som du plejer, men så giver du Meta lov til at bruge dine personlige oplysninger til at vise dig annoncer, som passer til dine interesser. Det kan være alt fra dine likes til din aktivitet på tværs af deres platforme.
Denne model er gratis, men du betaler med dine data.
3. Gratis med begrænset data, men med reklamepauser
En ny mulighed er at fortsætte gratis uden at give fuldt samtykke til personaliseret annoncering. Du vil i stedet få reklamer, som kun i begrænset grad tager højde for din alder, køn og geografiske placering – og du vil blive udsat for reklamepauser, som ikke kan springes over.
Meta håber, at denne løsning vil leve op til EU’s krav om et “lav-datagrundlag” – altså en mere skånsom behandling af dine oplysninger.
Sådan vælger du
Når du logger ind på Facebook eller Instagram, vil du automatisk blive bedt om at vælge mellem de tre muligheder. Du kan altid ændre dit valg senere:
- Klik på dit profilbillede øverst til højre på computer og i nederste højre hjørne i appen.
- Klik på Indstillinger og privatindstillinger, og klik derefter på Indstillinger.
- Klik på Kontocenter i menuen til venstre.
- Klik på Annoncepræferencer.
- Klik på Annonceindstillinger.
- Klik på Annonceoplevelse.
- Herfra kan du vælge at se tilpassede eller mindre tilpassede annoncer.
- Klik på Bekræft for at bekræfte dit valg.
Kilde: Facebook
Først publiceret: mandag 11. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:16