Vintertarifferne gælder frem til 1. april, hvor de lavere sommertariffer igen træder i kraft. Har du mulighed for at flytte noget af dit elforbrug til de billigere timer, kan det mærkes på elregningen.

Nu stiger elregningen igen: Dyrere strøm fra 1. oktober

Når vi nærmer os de mørkere måneder, stiger også udgiften til strøm – især i de travle timer sidst på eftermiddagen og først på aftenen.

Senest opdateret: mandag 8. september 2025

Hos netselskaberne Cerius og Radius lyder rådet klart: Brug strømmen, når det er billigst og helst uden for tidsrummet klokken 17 til 21.

I de timer er priserne nemlig højest. Der er særligt meget at spare for dem, der kan lade elbilen eller sætte vaskemaskinen i gang om natten.

Derfor er strømmen dyrere om vinteren

Prisen på transport af strøm – altså tarifferne – afhænger af, hvor meget belastning der er på elnettet.

Om vinteren bruger vi mere strøm, og det kræver, at nettet kan følge med.

Det forklarer Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius:

“Den 1. oktober er hvert år ensbetydende med et prishop for elkunderne, og det betyder, at der er penge at spare, hvis man formår at flytte noget af sit forbrug væk fra de dyre timer – særligt mellem kl. 17.00 og 21.00”.

Lavere end sidste vinter

Sidste år toppede vintertarifferne med op til 2 kroner pr. kilowatttime i spidsbelastningsperioden.

Denne vinter lyder taksten på cirka 1,10-1,20 kr. pr. kWh i samme tidsrum.

Det er stadig væsentligt dyrere end i sommerhalvåret, hvor spidspriserne i Østdanmark har ligget på under 50 øre pr. kWh.

Tarifferne dækker blandt andet drift og vedligeholdelse af elnettet, samt de tab, der opstår, når strøm transporteres gennem kablerne. De er uafhængige af den statslige elafgift, som politikerne kan ændre.

Sådan er priserne fordelt

I vinterhalvåret (oktober til marts) er spidslast-tariffen hos Radius 109,85 øre/kWh, mens den hos Cerius ligger på 119,77 øre/kWh.

I lavlastperioder – typisk om natten – er prisen nede på cirka 12-13 øre/kWh hos begge selskaber.

Radius dækker elnettet, som transporterer strømmen til din bolig i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland. Cerius dækker transport af strøm i Midt-, Nordvest- og Sydsjælland samt Lolland, Falster og øerne.

Der udover er der en række selskaber, der sørger for transporten af strøm på Fyn og i Jylland.

Radius- og Cerius-tariffer

Radius-tariffer

Aktuelle priser (øre/kWh)LavlastHøjlastSpidslast
Vintertarif (oktober – marts)12,2036,61109,85
Sommertarif (april – september)12,2018,3147,60

Cerius-tariffer

Aktuelle priser (øre/kWh)LavlastHøjlastSpidslast
Vintertarif (oktober – marts)13,3139,92119,77
Sommertarif (april – september)13,3119,9651,90

Tarifferne er angivet inkl. moms, pris i øre pr. kWh.

Hvad mener du?

Fra 1. oktober stiger prisen på strøm, når der igen er vintertariffer. Hvad er din holdning til det?

Først publiceret: mandag 8. september 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. september 2025 kl. 16:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen