Gratis alternativ til SMS og Messenger: WhatsApp
De fleste danskere bruger Facebooks Messenger, når vi skriver med familie og venner. Men der er en anden og gratis mulighed: WhatsApp.
Senest opdateret: onsdag 1. oktober 2025
Hvis du er i udlandet eller har familie, der bor der, kan du blive spurgt, om du har WhatsApp.
WhatsApp er nemlig næsten altid den nemmeste måde at holde kontakt. Også herhjemme.
Du undgår dyre SMS’er og telefonregninger, og du kan skrive og ringe gratis, så længe du er på wifi eller har mobildata.
Jeg bruger selv appen til kontakt med familie i Tyskland og bruger også appen, når jeg lejer en lejlighed på Airbnb.
Hvad er WhatsApp?
WhatsApp er verdens mest benyttede beskedtjeneste.
Hver måned har WhatsApp mere end 3 milliarder månedlige aktive brugere. Til sammenligning har Facebook Messenger over 1 milliard månedlige aktive brugere.
Den gratis app bruges især til beskeder og opkald, som findes både til iPhone og Android. Den fungerer via internettet, så du ikke betaler pr. SMS eller telefonopkald. Det betyder, at du kan sende beskeder, billeder, videoer og endda ringe til folk uden ekstra udgifter, også selv om de befinder sig i et andet land.
Appen er ejet af Meta, som også står bag Facebook og Messenger, men bruges helt separat.
Sådan bruger du WhatsApp
- Download appen fra App Store (iPhone) eller Google Play (Android).
- Registrér dit telefonnummer. Du får en kode via SMS for at bekræfte, at det er dit nummer.
- Find dine kontakter. WhatsApp kan automatisk se, hvem i din telefonbog der allerede bruger appen.
- Skriv og ring gratis. Du kan sende beskeder, billeder, videoer og lydfiler. Du kan også lave tale- og videoopkald – helt uden at betale ekstra, så længe du har internet.
- Opret grupper. Det er let at samle hele familien eller en vennegruppe i en fælles chat.
Hvordan adskiller WhatsApp sig fra Messenger?
Udbredelse: I Danmark bruger de fleste Messenger, fordi det hænger sammen med Facebook. Men i lande som Tyskland, Italien, Spanien og store dele af Asien og Latinamerika er WhatsApp den mest almindelige app. Derfor vil hoteller, butikker og private ofte bede dig skrive via WhatsApp.
Sikkerhed: WhatsApp har automatisk ende-til-ende-kryptering, hvilket betyder, at ingen udefra kan læse dine beskeder. Messenger tilbyder også kryptering, men kun hvis man slår det til manuelt i “hemmelig samtale”.
Telefonnummer vs. Facebook-profil: WhatsApp bruger dit telefonnummer til at finde kontakter, mens Messenger kræver, at du har en Facebook-konto.
Opkald: Mange oplever, at tale- og videoopkald fungerer bedre og mere stabilt i WhatsApp, især når man ringer til udlandet.
Først publiceret: tirsdag 30. september 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 1. oktober 2025 kl. 11:07