Sundhedsreform: Faglige Seniorer kræver brugerråd i hele landet
De nye lokale sundhedsråd får stor indflydelse på fremtidens ældrepleje. Faglige Seniorer foreslår brugerråd i alle kommuner for at sikre, at borgernes stemme bliver hørt.
Senest opdateret: mandag 20. oktober 2025
Mens ældrereformen rulles ud, står Danmark over for en ny sundhedsreform, der skal bringe behandlingen tættere på borgerne.
Her bliver de kommende 17 lokale sundhedsråd en nøglespiller og Faglige Seniorer vil have seniorernes stemme med helt ind i maskinrummet.
”Sundhedsrådene bliver en afgørende magtfaktor i at sikre det nære sundhedstilbud. For ældreplejen bliver de en vigtig samarbejdspartner,” sagde landsformand Mette Kindberg på Faglige Seniorers kongres i Nyborg.
Faglige Seniorer foreslår, at der oprettes brugerråd, hvor seniorer og patienter kan være med til at drøfte prioriteringer og service.
”Derfor foreslår vi, at der overalt i landet oprettes brugerråd. Her skal vi give vores besyv med,” sagde Mette Kindberg.
Kritiske vagthunde
Formanden pegede i sin beretning på, at erfaringerne fra ældreområdet viser, hvor meget indflydelse borgerne kan få, når de bliver inddraget tidligt.
”Vi skal bruge de næste år på at følge, påvirke og forbedre,” sagde hun.
”Ældrepleje og sundhed er ikke bare et spørgsmål om struktur. Det er et spørgsmål om menneskesyn.”
Mette Kindberg understregede, at Faglige Seniorer både vil være konstruktive samarbejdspartnere og kritiske vagthunde.
”Vi skal sikre, at de nye sundhedsmodeller leverer nærhed, kvalitet og respekt for borgerne,” sagde hun.
Kongres 2025: Se nyhederne her
Brian, Susanne og Sultan skrev undervejs artiklerne om talerne, debatten og beslutningerne fra kongressen på Nyborg Strand 20.–21. oktober. Og om alt det andet, der skete, når 200 seniorer fra hele landet er samlet for at forme Faglige Seniorers fremtid.
Se nyhederne fra kongressen her
Få nyheder om seniorpolitik – når det sker. Tilmeld dig gratis nyhedsbrev her
Først publiceret: mandag 20. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. oktober 2025 kl. 14:32