
Vacciner – hvad er fup, og hvad er fakta?
Vaccinationer beskytter mod alvorlig sygdom, men der florerer mange myter om dem. Her får du fakta og svar på de mest almindelige misforståelser.
Senest opdateret: torsdag 23. oktober 2025
Når efteråret melder sin ankomst, følger smitsomme sygdomme ofte med.
Derfor får seniorer og personer i risikogruppen tilbudt gratis vaccination mod influenza og covid-19 i perioden fra 1. oktober til 20. december.
Ifølge professor og overlæge Lars Østergaard fra Aarhus Universitetshospital er det ikke uden grund, at man opfordrer til at tage imod tilbuddet:
“Influenza og covid-19 kan føre til alvorlige forløb og i værste fald være livstruende, især for sårbare grupper.”
Hvad gør vacciner egentlig?
Vacciner styrker immunforsvaret ved at forberede kroppen på at genkende og bekæmpe smitsomme sygdomme.
Det betyder, at man opnår beskyttelse uden at blive syg.
Samtidig mindskes risikoen for at smitte andre – noget, der især er vigtigt i vintersæsonen.
Fordele vejes altid op mod ulemper
Inden en vaccine bliver tilbudt, vurderer sundhedsmyndighederne nøje fordele og ulemper.
Beskyttelse mod infektioner og følgesygdomme vejer tungt, mens udgifter og mulige bivirkninger tæller med i den modsatte vægtskål.
De bivirkninger, man kan opleve, er som regel milde – som ømhed i armen eller let feber.
Du kan også selv købe vaccinationer
Får man ikke tilbudt en vaccine, har man stadig mulighed for at få en.
Rejser du til udlandet, eller har du børn eller børnebørn, der skal på efterskole, kan det være en god idé at overveje ekstra vacciner.
Her anbefales det at tage en snak med lægen, så man får den rette beskyttelse ud fra behov og destination.
Myterne, du ikke skal tro på
Der findes mange myter om vacciner. Her er nogle af de mest udbredte, og hvorfor de ikke holder:
– “Vacciner giver autisme.”
Nej, det er en sejlivet myte, men store danske undersøgelser har påvist, at der ikke er nogen sammenhæng.
– “Det nytter ikke at tage influenzavaccinen – man ved jo ikke, hvilken type influenza der kommer.”
Forkert. Selvom vaccinen ikke dækker alle varianter, giver den stadig en væsentlig beskyttelse og kan forebygge alvorlige følgesygdomme som lungebetændelse.
– “Det er bedre for immunforsvaret at gennemgå sygdommen.”
Ikke nødvendigvis. Mange af de sygdomme, vi vaccineres mod, kan give alvorlige komplikationer. Vaccinen giver beskyttelse uden risikoen ved selve sygdommen.
– “Børnevaccinationer er unødvendige – sygdommene findes ikke længere i Danmark.”
Det er netop vaccinationerne, der har holdt sygdommene væk. Uden dem risikerer vi, at de vender tilbage.
– “HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.”
Der er ingen dokumenteret sammenhæng mellem HPV-vaccinen og de symptomer, den har været mistænkt for. Som alle andre vacciner kan den give lette bivirkninger.
– “Vaccinerede bliver oftere syge end ikke-vaccinerede.”
Der findes ingen troværdige undersøgelser, der bakker den påstand op.
– “Ingen vaccine beskytter 100 procent.”
Det er korrekt. Men mange vacciner er tæt på – og noget beskyttelse er langt bedre end ingen.
Først publiceret: torsdag 23. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 23. oktober 2025 kl. 11:39


