Politisk kommentator: Seniorernes stemmer til kommunalvalg er “wake-up call” til Socialdemokratiet
Ny vælgerundersøgelse viser markant tilbagegang i seniorernes opbakning til Socialdemokratriet. "Det her bør give anledning til en socialdemokratisk selvransagelse. Hvis de begynder at miste de ældre vælgere, så er det meget alvorligt,” vurderer politisk kommentator Peter Lautrup-Larsen.
Senest opdateret: fredag 14. november 2025
Faglige Seniorers nye vælgerundersøgelse – og tallene fra landets seks største byer – tegner et billede af en vælgergruppe i bevægelse. Og ifølge politisk kommentator Peter Lautrup-Larsen bør især Socialdemokratiet tage resultaterne dybt alvorligt.
“Det her er et wake-up call,” siger han.
“Medlemmerne i Faglige Seniorer har traditionelt været Socialdemokratiets kernetropper. Når man begynder at miste dem, så har man altså virkelig et problem.”
Han peger på, at undersøgelsen viser markant tilbagegang for Socialdemokratiet blandt seniorerne – både i den landsdækkende måling – hvor opbakningen falder fra over 40,7 procent til nu 29,8 procent – og i de seks største kommuner.
Her er SF nu er større hos seniorerne end Socialdemokratiet i både København og Randers, og hvor Enhedslisten også ligger foran Socialdemokratiet i hovedstaden.
“Man skal ikke sammenligne den her undersøgelse med Voxmeter eller Gallup,” understreger han.
“Man skal sammenligne den med, hvordan det normalt ser ud blandt faglige seniorer. Og der står Socialdemokratiet ikke længere så godt.”
Landspolitikken slår igennem – også lokalt
Selv om målingen vedrører kommunalvalget, er det ifølge Lautrup-Larsen ikke kun lokale forhold, der spiller ind. Han mener, at landspolitikken trænger sig mere og mere ind i lokale vurderinger.
“Valgforskere siger som tommelfingerregel, at landspolitiske tendenser slår halvt igennem i kommunalvalget. Når man lægger de kommunale resultater sammen og bruger dem som et slags landsresultat, plejer det at passe nogenlunde,” forklarer han.
Derfor mener han også, at utilfredsheden med regeringens håndtering af økonomien rammer de socialdemokratiske borgmestre indirekte.
“Det undrer mig ikke, at ældre mennesker er mere utilfredse med kommunen end borgmesteren,” siger han.
“Der er en fornemmelse af, at borgmesteren gør, hvad han kan, men at der er ting, der kommer fra Christiansborg, som trækker den forkerte vej.”
Priser, pension og frustrationer
Ifølge Peter Lautrup-Larsen spiller de stigende fødevarepriser og udviklingen i pensionerne en væsentlig rolle for ældre vælgeres opfattelse af regeringen.
“Der er en følelse af, at pengene ikke slår til, som de burde. Det rammer især pensionister,” siger han.
“Det undrer mig derfor ikke, at ældre mennesker, når de kigger på hele deres situation – ældrepolitik og økonomi – bliver utilfredse.”
Han peger på, at regeringen godt nok har gennemført skatteløftelser for folk i arbejde, men at pensionister ikke oplever samme forbedringer.
“Det er en følelse af, at der er nogen, der får noget mere. Det er svært at forklare sig ud af,” siger han.
Samtidig fylder diskussionen om fødevarepriser og moms stadig.
“Det går indtryk, når både Pelle Dragsted og Morten Messerschmidt siger, at fødevarer er blevet for dyre. Og folk kan jo se, at smørpakken er blevet mindre eller kødet dyrere. Det er den fornemmelse, der tæller.”
Seniorvælgere “stemmer med fødderne”
Peter Lautrup-Larsen vurderer, at mange ældre nu søger mod SF, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne – blandt andet i håbet om en stærkere indsats på ældreområdet.
“Jeg tror, mange stemmer med fødderne,” siger han.
“Det kan være, at en masse ældre mennesker stemmer på SF i den tro, at nu får de det her meget bedre. Men så vælger SF måske at satse mere på minimumsnormeringer i børneområdet. Sådan er politik.”
At de ældre vælgere i større omfang skifter parti, understreger efter hans vurdering alvoren.
“Det her viser, at Socialdemokratiet er presset fra to sider. De yngre vælgere har de allerede svært ved at holde fast i. Hvis de nu også begynder at miste ældre vælgere, så er det meget alvorligt.”
Kan det ryste Mette Frederiksens lederskab?
Ifølge Peter Lautrup-Larsen kan målingen få konsekvenser for Socialdemokratiets strategiske kurs hen imod næste folketingsvalg.
“Jeg siger ikke, at det vælter Mette Frederiksen af pinden i morgen,” siger han.
“Men det her bør give anledning til en socialdemokratisk selvransagelse. Det er et signal om, at der er nogle vælgere – seniorerne – som sender en meget klar besked.”
Han peger også på, at statsministerens store fokus på international politik kan spille ind.
“Nogle ældre vælgere spørger sig selv: Hvor er Socialdemokratiet i forhold til de problemer, de selv sidder med? Det er et meget sammensat billede, men det ændrer ikke ved, at der er et problem.”
Peter Lautrup-Larsen kalder undersøgelsen fra Faglige Seniorer “et wake-up call” og gentager, at det gælder både politisk og strategisk.
“Det kan godt være, at regeringen synes, kritikken er urimelig. Men sådan oplever vælgerne det ikke. Og i politik er det vælgernes opfattelse, der tæller.”
Sådan stemmer seniorerne i Faglige Seniorers undersøgelse
Faglige Seniorer spurgte i november medlemmerne, hvilke parti de vil stemme på ved kommunalvalget 18. november. Over 6.700 seniorer har svaret.
1. Socialdemokratiet går markant tilbage
– Socialdemokratiet er fortsat største parti blandt seniorerne på landsplan med 29,8 procent,
men går tilbage med næsten 11 procentpoint siden kommunalvalget i 2021.
– Også i de største byer er partiet presset, og i København og Randers er S ikke længere størst.
2. SF går frem – og overhaler Socialdemokratiet i to byer
– SF stiger fra cirka 13 til 16 procent på landsplan i forhold til kommunalvalget i 2021.
– I København og Randers får SF flest seniorstemmer (22 procent).
– I København ligger SF og Enhedslisten begge højere end Socialdemokratiet.
3. Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne står stærkt
– DF går frem fra 5,8 til 8,9 procent på landsplan.
– I storbyerne får DF markante resultater, bl.a. 13,2 procent i Randers og 11,3 procent i Esbjerg.
– Danmarksdemokraterne stiger fra 1,5 til 4 procent på landsplan og ligger stabilt mellem 4 og 7 procent i alle seks byer.
4. Venstre og Nye Borgerlige går tilbage
– Venstre falder fra ca. 9 til 7,6 procent.
– Nye Borgerlige ligger næsten i nul i flere byer.
5. Lokale lister vokser
– Lokallister går fra 1,7 til 3,5 procent på landsplan.
– Særligt stærke i Randers (8,3 procent) og Aarhus (3,9 procent).
6. Enhedslisten holder niveau – især i København
– Enhedslisten får 21 procent i København og ligger solidt i flere byer.
– På landsplan er partiets støtte blandt seniorerne næsten uændret.
7. Stor usikkerhed i flere byer
– Gruppen “ved ikke” fylder mellem 6 og 12 procent – størst i København og Randers.
– Flere seniorer er dermed i tvivl end ved tidligere valg.
Først publiceret: fredag 14. november 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 14. november 2025 kl. 23:20