Statsministeren om omsorgssvigt af ældre: Sagerne i København er i en kategori for sig
For første gang forholder statsminister Mette Frederiksen sig åbent til omsorgssvigt i København: “Det er et ledelsesansvar – og et udtryk for forråelse.”
Senest opdateret: lørdag 15. november 2025
Statsminister Mette Frederiksen forholder sig nu direkte til de alvorlige sager om omsorgssvigt i Københavns ældrepleje.
Efter et møde med Faglige Seniorer lørdag kalder hun sagerne “i en kategori for sig” og placerer ansvaret hos ledelsen.
“Der er masser af ældre, der er tilfredse med ældreplejen. Men de sager, hvor der er tale om svigt – for eksempel i København – er i en kategori for sig. Det er et ledelsesansvar, og det er udtryk for en forråelse blandt medarbejderne,” sagde hun.
Hun understregede, at tilfredsheden med ældreplejen mange steder ikke må skygge for alvorlige problemer:
“Det skal jo ikke få os til at acceptere de steder, hvor det ikke fungerer.”
Udtalelserne kommer på bagkant af sager på blandt andet Skjulhøjgård og Bispebjerghjemmet i København, hvor ældre borgere har været udsat for groft omsorgssvigt, og hvor den ansvarlige borgmester Sisse Marie Welling (SF) er blevet kritiseret for sin håndtering af sagerne.
Også ældreminister Mette Kierkgaard (M) har tidligere reageret med skarp kritik og har understreget, at de forhold på plejehjemmene i København, der er blevet dokumenteret af Berlingske, ikke er i nærheden af at leve op til det, hun mener, ældre har krav på.
Store forskelle på plejen
Statsminister Mette Frederiksen slår samtidig fast i et interview med Faglige Seniorers nyhedsbrev, at kvaliteten i ældreplejen er for ujævn på tværs af landet.
“Jeg møder mange ældre og pårørende, der er glade. Men jeg møder også dem, der siger, at det ikke har været godt nok. Der er meget, meget store forskelle. Jeg er ikke tilfreds.”
Hun pegede på, at regeringen har styrket kommunernes økonomi og løftet løn- og uddannelsesvilkår for social- og sundhedsansatte, men mener ikke, at målet er nået.
Socialdemokratiet står til svagt valg
Målinger – senest blandt næsten 7.000 medlemmer af Faglige Seniorer – peger på, at Socialdemokratiet kan få et svagere kommunalvalg – særligt blandt seniorvælgerne.
Det vil Mette Frederiksen dog ikke kommentere før valgdagen.
“Jeg evaluerer valg efter valgdagen og ikke før. Jeg har prøvet, at man sagde, vi stod til et dårligt valg – og så fik vi et godt valg. Det er op til danskerne.”
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Alligevel sendte hun en opfordring til seniorerne:
“Jeg håber, man stemmer socialdemokratisk på tirsdag 18. november. I al beskedenhed mener jeg, at vi socialdemokrater er de bedste til at drive et velfærdssamfund. Også når det blæser. Og måske i særdeleshed for de ældre.”
Møde i Ballerup: Som at komme hjem
Mødet med Faglige Seniorer fandt sted i statsministerens gamle valgkreds, Ballerup, og der var også plads til en mere personlig refleksion.
“Det er som at komme hjem,” sagde hun.
“Jeg var en helt ung pige, da jeg kom herud for 25 år siden. Mine børn er vokset op her. Det er noget meget særligt.”
Først publiceret: lørdag 15. november 2025
Artiklen er sidst opdateret lørdag 15. november 2025 kl. 15:05