Fagbevægelsen til S: Fortæl, hvor længe danskerne skal arbejde
Partierne må få "hovedet ud af busken" og lægge en plan for den pensionsalder frem, lyder det fra fagbevægelsens formand Morten Skov Christensen.
Senest opdateret: fredag 19. december 2025
Socialdemokratiet bør fremlægge en plan for, hvad partiet har tænkt sig at gøre ved den stigende pensionsalder. Det samme bør Folketingets andre partier.
Det siger Morten Skov Christiansen, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, til Information.
“Få hovedet ud af busken i stedet for at blive ved med at putte med det her,” siger Morten Skov Christiansen i Information.
“De unge er bekymrede for, om de skal arbejde til langt over, at de er 70 år. Og dem i 40’erne og 50’erne, som måske allerede nu kan mærke, at kroppen er medtaget, har brug for at få klarhed om deres fremtidige pension,” siger han.
Halvandet år efter: Ingen melding
Statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har lovet, at partiet vil genforhandle velfærdsforliget bag den stigende pensionsalder.
Men halvandet år efter den melding er der endnu ikke kommet en aftale om et nyt pensionssystem. Der er heller ikke kommet et bud på et alternativ til det nuværende system fra Socialdemokratiet, der åbnede ballet om pensionsalderen.
Morten Skov Christiansen er som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation talerør for 1,3 millioner danske lønmodtagere.
“Hvis man vil have deres stemme ved valget, så synes jeg også, at man må kunne fortælle dem, hvor lang tid de skal blive på arbejdsmarkedet,” siger han.
Der kommer en melding
Kaare Dybvad Bek (S) har i et interview i Information for nylig sagt, at der “kommer en melding” på pension inden et valg.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Men det er ifølge Morten Skov Christiansen ikke tilfredsstillende.
“Det skulle vi have haft i går, hvis du spørger mig,” siger han.
Information har bedt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) om en kommentar. Ministeren takker nej til at kommentere yderligere.
Fakta: Pensionsalder til debat
Mette Frederiksen (S) meldte i august 2024, at hun ønsker at ændre det eksisterende velfærdsforlig fra 2006, der automatisk hæver pensionsalderen i takt med levealderen, for at gøre den mere “retfærdig” og stoppe den gradvise stigning, som betyder 70 års pensionsalder fra 2040.
Folkepensionsalderen stiger til 68 år i 2030, til 69 år i 2035, og et flertal besluttede i 2025 at hæve den til 70 år fra 2040.
Hvad mener du?
Mener du, at det er på tide, at Mette Frederiksen og partierne på Christiansborg melder klart ud, hvor længe danskerne skal arbejde?
Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 18. december 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 19. december 2025 kl. 12:48