En ældre kvinde med hvidt hår og briller, iført en blå jakke, står i en købmandsgang og sammenligner to emballerede madvarer i den ene hånd, mens hun bruger sin smartphone til at tjekke Fødevarechecken for svar.

Især pensionister har mærket på pengepungen, at priserne på fødevarer er stukket af.

Fødevarechecken: Det ved vi – og det mangler vi stadig svar på

Regeringen vil indføre en fødevarecheck i 2026 for at hjælpe pensionister, børnefamilier med lave indkomster og arbejdsløse, der er ramt af stigende priser på dagligvarer. Her er overblikket over, hvad der allerede ligger fast – og hvad der stadig mangler svar på.

Senest opdateret: tirsdag 20. januar 2026

I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen vil foreslå at indføre en fødevarecheck i 2026.

Ifølge statsministeren skal ordningen give økonomisk lettelse til borgere, der mærker de høje priser i supermarkedet, men som ikke har store opsparinger at trække på.

Fødevarechecken er tænkt som en kontant udbetaling og beløbet bliver skattefrit. Checken skal give modtagerne bedre mulighed for at betale for dagligvarer, men vil ikke i sig selv få priserne i butikkerne til at falde. Det har regeringen selv understreget.

Der er ifølge finansminister Nicolai Wammen afsat 4,5 milliarder kroner til ckecken.

Det ligger fast, at målgruppen blandt andet er pensionister uden større formuer, personer uden arbejde og børnefamilier med lave indkomster.

Flere spørgsmål end svar

Til gengæld er der fortsat en række helt centrale spørgsmål, som endnu ikke har fået svar.

Der er ikke oplyst noget om, hvor stor fødevarechecken bliver. Det er heller ikke besluttet, hvornår den skal udbetales, om der er tale om et engangsbeløb, eller om den eventuelt kan gentages.

Der er heller ingen meldinger om, hvordan beløbet beregnes for den enkelte, eller om alle i målgruppen får det samme beløb.

Det er samtidig uklart, om fødevarechecken kan få betydning for andre ydelser som boligstøtte, pensionstillæg eller kontanthjælp.

Regeringen har heller ikke meldt ud, om udbetalingen sker automatisk, eller om borgerne selv skal søge.

Endelig mangler der svar på, hvor længe den skal gælde, og hvordan effekten af fødevarechecken senere vil blive vurderet.

Det ved vi om fødevarechecken

Eksisterer der et forslag om en fødevarecheck?
Ja. Regeringen har foreslået, at der i 2026 indføres en fødevarecheck som hjælp til at dække høje fødevarepriser. 

Hvem er målgruppen for fødevarechecken?
Den er tænkt som hjælp til pensionister uden store formuer, personer uden arbejde og børnefamilier med lave indkomster. 

Hvad er formålet med fødevarechecken?
Formålet er at give de berørte grupper mere økonomisk råderum til indkøb, ikke at sænke fødevarepriserne.

Er det en kontant udbetaling?
Ja. Regeringen beskriver det som en kontant overførsel til de udvalgte grupper. 

Er fødevarechecken skattepligtig?
Fødevarechecken bliver skattefri.

Hvor stort beløb afsætter regeringen til fødevarechecken?

Finansminister Nicolai Wammen (S) har oplyst, at regeringen vil afsætte 4,5 milliarder kroner til at finansiere fødevarechecken.

Vil ordningen umiddelbart presse fødevarepriserne ned?
Ifølge statsministeren vil selve fødevarechecken ikke presse priserne ned i butikkerne.

Lavere moms på mad på vej

I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen, at en fødevarecheck ikke er en varig løsning på de høje priser. Derfor vil regeringen også arbejde videre med at sænke selve fødevarepriserne.

Det skal ske gennem en lavere moms, som regeringen vil fremlægge forslag om i en kommende økonomisk plan.

Enten så fødevarerne generelt bliver lidt billigere. Eller så momsen helt fjernes på frugt og grønt, sagde hun.

Begge modeller skal nu drøftes med Folketingets partier.

Det mangler vi svar på

Hvor stor bliver fødevarechecken?
Der er foreløbig ikke tal på, hvad beløbet bliver i kroner, og om det vil det være nok til at kompensere for prisstigninger på dagligvarer?

Hvornår udbetales fødevarechecken?
Vi har endnu ikke fået melding om nogen dato for, hvornår checken udbetales

Hvilke borgere er berettigede til at få fødevarechecken?
Det er endnu ukendt, hvilke indkomstkrav, formuegrænser eller andre kriterier der danner grundlag for at for at få checken udbetalt. Vil det for eksempel kun gælde pensionister, der i dag modtager ældrecheck?

Hvordan beregnes beløbet for den enkelte?
Vi ved endnu ikke, på hvilket grundlag checken beregnes. Er det for eksempel husstandens størrelse, indkomst, antal børn eller andre faktorer?

Skal man selv søge eller bliver checken udbetalt automatisk?
Om checken udbetales automatisk, eller om man skal ansøge om checken, er ikke afklaret. Begge modeller har være brugt tidligere ved udbetaling af ekstraordinær økonomisk hjælp til borgere.

Hvilke konsekvenser har fødevarechecken for andre ydelser?
Vil modtagelse af checken påvirke for eksempel boligstøtte, pension, SU eller andre offentlige ydelser?

Hvordan finansieres ordningen?
Kommer pengene fra besparelser, nye skatter, omlægning af budgetter eller lån?

Vil fødevarechecken gælde for alle fødevarer?
Eller er den designet til at fokusere på bestemte varegrupper som for eksempel basisvarer, sunde fødevarer, økologiske varer med videre?

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Fakta: Det sagde Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale følgende om fødevarechecken:

“Regeringen vil foreslå, at der i år indføres en fødevarecheck. Blandt andet til jer pensionister, der ikke har store formuer i banken. Jer, som står uden arbejde. Og jer børnefamilier, der ikke har høje indkomster. En kontant overførsel. Det giver dig bedre råd til at gå i supermarkedet. Men det får ikke priserne til at falde. 

Derfor vil regeringen i den økonomiske plan, vi fremlægger i det nye år, også afsætte penge til at sænke momsen. Enten så fødevarerne generelt bliver lidt billigere. Eller så momsen helt fjernes på frugt og grønt. Det går vi nu i gang med at forhandle med Folketingets partier.”

Forhandlinger igang

Der er nu igangsat forhandlinger med Folketingets partier om udmøntningen af fødevarechecken. Der er politisk debat om hvordan den skal udformes, hvem der skal have den, og hvilke kriterier der skal gælde.

Regeringen arbejder parallelt med forslag om momssænkning på fødevarer som et mere langsigtet tiltag.

Faglige Seniorers nyhedsbrev følger udviklingen med fødevarechecken. Tilmeld dig her – det er gratis.

Hvad mener du

Hvor stor mener du den kommende fødevarecheck bør være på? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: mandag 5. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 20. januar 2026 kl. 11:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen