En hånd holder en smartphone blandt digitale ikoner, en mand i et videoopkald, en robot og skyggefulde figurer med headsets - e-mail-, alarm- og bitcoinsymboler antyder online svindel, som du skal gennemskue i 2026's udviklende cybertrusselslandskab.

Svindel i 2026 udnytter kunstig intelligens til at efterligne stemmer, ansigter og professionel kommunikation.

Pas på: Svindel bliver sværere at gennemskue i 2026

Kunstig intelligens ændrer måden, svindel foregår på. I 2026 advarer eksperter om, at opkald, mails og rådgivning kan være AI-skabt og målrettet den enkelte – og dermed særligt svær at gennemskue for seniorer og andre, der udses som ofre.

Senest opdateret: fredag 9. januar 2026

Digitale svindlere bliver klogere og smartere i 2026. Meget klogere.

Det er hovedkonklusionen i analyser fra amerikanske tech- og cybersikkerhedsmedier – og den deles af den britiske forbrugerorganisation Which?, der advarer om, at svindel i de kommende år bliver mere kompleks, mere professionel og langt sværere at gennemskue.

Kunstig intelligens, økonomisk usikkerhed, nye regler og ændrede arbejdsvaner giver svindlere nye muligheder.

Ifølge eksperterne handler svindel i 2026 ikke længere kun om hurtige fupnumre, men om langsigtet manipulation, hvor tillid opbygges over tid.

For danske seniorer betyder det, at mange af de kendte advarselstegn bliver svagere.

Stemmer og videoer som virkelige mennesker

Amerikanske techmedier peger på, at deepfake-teknologi i 2026 vil blive brugt langt bredere i svindel. Andre eksperter bekræfter samme udvikling.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Opkald kan lyde som dit barn, barnebarn, bankrådgiver eller en medarbejder fra skat eller teknisk support. Videoer kan ligne ægte videoopkald – selv om personen aldrig har sagt eller gjort det, der vises.

Samtidig vurderes det, at stemmekloning vil blive mere udbredt. Det gælder især, hvis telefonselskaberne gør det sværere for svindlere at manipulere det telefonnummer, der vises på skærmen.

Når nummeret ikke længere kan bruges til at skabe tillid, vil svindlere i stedet bruge stemmen.

Perfekt formulerede mails og beskeder

Phishing – svindel, hvor nogen forsøger at narre dig til at udlevere personlige oplysninger eller penge ved at udgive sig for at være en, du har tillid til – bliver i 2026 både personlig og fejlfri.

Ifølge amerikanske analyser vil kunstig intelligens gøre det muligt at skrive mails og sms’er, der er korrekt formuleret og tilpasset den enkelte.

Svindlere bruger i stigende grad data fra store datalæk hos virksomheder og butikker. Det betyder, at beskeder kan indeholde rigtige oplysninger om dig, dine abonnementer eller der, hvor du handler.

Eksperter advarer om, at denne form for målrettet spear-phishing – hvor svindlere bruger oplysninger om dig, som de allerede har – vil gøre beskeder mere troværdig. De bliver også sværere at opdage, fordi beskederne ligner almindelig kundekommunikation.

Falsk kundeservice i realtid

Både amerikanske techmedier og andre eksperter peger på en stigning i falsk kundeservice.

Svindlere udgiver sig for at være fra bank, pensionsselskab, teleselskab eller myndigheder. Kontakten kan ske via telefon, chat eller mail, og samtalen virker professionel og hjælpsom.

Den engelske forbrugerorganisation Which? beskriver blandt andet svindel, hvor gerningsmænd først forsøger at få adgang til en konto og derefter ringer og beder om engangskoder. Når koden udleveres, har svindleren fuld adgang.

Kærlighedssvindel og relationer, der opbygges langsomt

Kærlighedssvindlere bliver i 2026 mere tålmodige. Kunstig intelligens gør det muligt at føre lange samtaler over uger og måneder.

Eksperter fremhæver, at svindlen ofte først afsløres sent i forløbet, når relationen er stærk, og ofret bliver bedt om penge til investeringer, gebyrer eller “midlertidig hjælp”.

For seniorer, der oplever ensomhed eller savner kontakt, kan denne form for svindel være særlig svær at gennemskue.

QR-koder, betaling og nye regler

Amerikanske analyser peger på QR-koder som et voksende svindelredskab.

Brugere bliver bedt om at uploade billeder eller biometriske data, og det skaber usikkerhed. Svindlere kan udnytte dette ved at sende mails og sms’er, der beder om aldersverificering via falske sider.

Eksperter advarer også mod falske VPN-tjenester, der udgiver sig for at beskytte brugeren, men i stedet stjæler loginoplysninger og overvåger adfærd.

Svindel i flere trin

Et fælles træk er, at svindel i 2026 sjældent sker i én omgang.

Først en mail. Senere et opkald. Måske en opfølgende besked ugen efter.

Hver kontakt virker uskyldig. Samlet set opbygges tillid og pres.

Det vigtigste råd

Eksperter og amerikanske techmedier er enige om én ting: Hastværk og tillid er svindlernes vigtigste våben.

For danske seniorer er det bedste forsvar stadig: Stop op. Læg på. Klik ikke. Tal med en anden, før du reagerer på en henvendelse.

Eksperternes råd: Sådan beskytter du dig i 2026

De digitale svindlere tager de nyeste redskaber i brug, når de skal narre dig – og i sidste ende stjæle dine penge. De kriminelle blive smartere og klogere i 2026.

Her er hvad du skal gøre:

Stop op og tænk, før du reagerer
Tag altid tid, før du handler på en henvendelse om penge eller personlige oplysninger. Hastværk er et klassisk svindelgreb.

Tjek altid uopfordrede henvendelser
Får du en mail, sms eller et opkald fra bank, virksomhed eller myndighed, så kontakt selv afsenderen via et telefonnummer eller en hjemmeside, du allerede kender.

Indtast aldrig oplysninger via links i mails og sms’er
Giv ikke personlige oplysninger, koder eller betalingsdata på hjemmesider, du er ledt til via beskeder, før du har kontrolleret, at henvendelsen er ægte.

Vær skeptisk over for tilbud, der lyder for gode
Hvis en handel, investering eller gevinst virker for god til at være sand, er den det som regel. Undersøg altid ukendte webshops og tilbud grundigt.

Tjek virksomheder og rådgivere
Inden du investerer eller betaler for rådgivning, så undersøg om virksomheden er reel. I Danmark kan du blandt andet bruge CVR-registeret og Finanstilsynets advarselslister.

Kontakt banken med det samme, hvis du er blevet snydt
Har du mistet penge eller mistanke om svindel, så ring straks til din bank på nummeret bag på dit betalingskort og få kontoen sikret.

Har du ikke mulighed for at spærre dit Visa/Dankort i mobilbanken eller netbanken, så ring til Nets på 4489 2929. Du kan ringe hele døgnet.

Først publiceret: fredag 9. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 9. januar 2026 kl. 19:36

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen