En ældre mand med gråt hår og skæg undersøger en tomat, mens han handler i grøntafdelingen og måske reflekterer over fødevaremoms-debatter, mens han kigger på friske grøntsager og emballerede varer.

Skal momsen skal sættes ned på alle fødevarer, eller skal den helt fjernes på frugt og grønt?

Fødevaremoms deler vandene: Så uenige er de

Et flertal i Folketinget ønsker at gøre det billigere for danskerne at købe ind fra 2028. Mens forbrugerråd er begejstret, håber økonom på tilbagetog. Og partierne er også uenige om det skal være nedsat moms på alle fødevarer - eller kun udvalgte varer som frugt og grønt.

Senest opdateret: torsdag 29. januar 2026

Varerne på kassebåndet skal ned i pris, så det gør knap så ondt på bankkontoen at svinge dankortet i supermarkedet.

Det mener et bredt flertal i Folketinget, som har givet håndslag på at afsætte seks milliarder kroner hvert år fra 2028 til at sænke momsen på fødevarer.

“Vi gør det her, fordi vi er enige om, at det skal være billigere for danskerne at fylde indkøbskurven – også på den lange bane,” sagde finansminister Nicolai Wammen (S), da aftalen blev præsenteret onsdag.

Partierne er dog splittede, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt momsen skal sættes ned på alle fødevarer, eller om den helt skal fjernes på frugt og grønt.

Partier, der vil sænke momsen på alle fødevarer generelt
* Socialdemokratiet hælder til en generel nedsættelse af momsen på alle fødevarer.
* Venstre vil sænke momsen på alle fødevarer fra 25 til 20 procent.
* Danmarksdemokraterne går ind for en generel nedsættelse af momsen på alle fødevarer.

Partier, der vil fjerne momsen på frugt og grønt
* Moderaterne går ind for at fjerne momsen på frugt og grønt.
* SF går ind for at fjerne momsen på frugt og grønt.
* De Konservative går ind for at fjerne momsen på frugt og grønt.

Partier, der vil fjerne momsen på frugt og grønt og gå videre end det
* Enhedslisten vil fjerne momsen på frugt og grønt og samtidig generelt nedsætte momsen på fødevarer.
* De Radikale går ind for at fjerne momsen på frugt og grønt samt på økologiske varer generelt.
* Alternativet vil fjerne momsen på frugt og grønt og på økologiske varer.

En arbejdsgruppe får nu til opgave at komme med forslag til, hvordan det kan gøres. Den forventes at være færdig efter sommerferien.

Forbrugeråd: Momsfri frugt og grønt batter

Hos Forbrugerrådet Tænk krydser direktør Winni Grosbøll fingre for, at det endelige valg falder på helt at fjerne moms på frugt og grønt.

“Vores beregninger viser, at en gennemsnitlig børnefamilie sparer 3.000 kroner om året, hvis momsen på frugt og grønt går fra 25 procent til 0. Så det batter noget.”

“Det er en håndsrækning til forbrugerne i en tid, hvor priserne stadig er historisk høje,” siger hun.

Sænkes momsen over en bred kam, er der en fare for, at den ikke gør den store forskel for den enkelte forbruger, påpeger Winni Grosbøll.

“Man kan være bekymret for, at hvis man kun nedsætter momsen fra 25 til 20 procent, så vil det være svært at eftervise, at den besparelse også kommer ud til forbrugeren.”

“Det er nemmere at påvise en effekt, hvis man fjerner al moms på frugt og grønt, fordi du får en markant besparelse på nogle færre varegrupper.”

Forbrugerrådets direktør tilføjer, at man i Sverige vil lave en kontrolindsats, der skal sikre, at besparelsen ved en lavere svensk moms på fødevarer når ud til forbrugeren.

Bedst for pensionisters økonomi

Faglige Seniorer, som er Danmarks næststørste ældreorganisation, mener, at det giver mest mening at fjerne momsen på frugt og grønt – og også på mejerivarer. Det er netop de fødevarer, pensionister køber mest af i hverdagen.

Ifølge Faglige Seniorer er det bedre for pensionisters økonomi at målrette momsfritagelsen mod udvalgte fødevaregrupper frem for at sænke momsen bredt.

”En generel momsnedsættelse på alle fødevarer risikerer at blive så lille, at den ikke kan mærkes i supermarkedet,” siger direktør Palle Smed.

Han peger på frugt og grønt – og også mejerivarer – som bedre løsninger, fordi en fuld momsfritagelse her vil give mere tydelige prisfald til gavn for både pensionister og børnefamilier.

”Derfor er det bedre at gå efter nogle målrettede løsninger, som også har sundhed i sig,” siger Palle Smed.

Supermarkeder: Det giver lavere priser

Flere danske supermarkedskæder har været ude at sige, at en sænkelse af momsen vil føre til lavere priser på hylderne.

“Vi vil give det direkte videre til kunderne. Vi tjener ikke noget på momsen. Det gør staten, lyder det blandt andet fra Jonas Schrøder, som er kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i Rema 1000.

Samme melding kommer fra Dagrofa og Coop.

Ekspert er kritisk

I den økonomiske verden ser man dog kritisk på udsigten til en lavere moms.

Marie Møller Kjeldsen, der er senioranalytiker ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, håber, at tiltaget bliver taget af bordet.

“Jeg er lettet over, at partierne ikke har indgået en meget konkret aftale, men at aftalen giver mulighed for, at de kan blive klogere, inden de bestemmer, hvad der skal ske,” siger hun.

Fungerer ikke godt i andre lande

Senioranalytikeren er overbevist om, at det er en dårlig idé at indføre differentieret moms.

“Der er så store administrative omkostninger ved det, at der er en reel risiko for, at de penge, man bruger på at sænke momsen, bliver spist op af administration,” lyder det fra Marie Møller Kjeldsen.

Hun giver ikke meget for argumentet om, at man har lavet lignende manøvrer i andre lande for at få priserne ned.

“Så vidt jeg ved, er erfaringen fra andre lande, at det ikke fungerer særlig godt, og at andre lande er misundelige på vores simple momssystem.”

Også Dansk Industri og erhvervsorganisationen SMV Danmark har været ude med kritik af den nye aftale om at sænke momsen fra 2028 og frem.

Fødevarecheck kom først

Bag aftalen står Danmarksdemokraterne, SF, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet samt regeringspartierne.

Den kommer i forlængelse af fødevarechecken, som regeringen tirsdag fik forhandlet i hus med SF og Enhedslisten.

Her kan over to millioner danskere se frem til at modtage en såkaldt fødevarecheck på op til 2500 kroner per person i maj eller juni.

Først publiceret: onsdag 28. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 29. januar 2026 kl. 20:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form