Mette Frederiksen “hælder mest” til at sænke moms på alle fødevarer
Regeringen er internt splittet i forhandlingerne om lavere moms på fødevarer. Mens statsministeren hælder til en generel momsnedsættelse, står Moderaterne fast på, at frugt og grønt bør være momsfrit.
Senest opdateret: onsdag 14. januar 2026
Der er intern uenighed i regeringen om, hvad den skal prioritere i de igangværende forhandlinger om en sænket momssats for fødevarer.
Statsminister Mette Frederiksen (S) blev under en partilederdebat ved De Radikales nytårsstævne i Nyborg Strand spurgt om, hvorvidt hun hælder mest til en generel sænkelse af momsen på alle fødevarer eller en afskaffelse af momsen på frugt og grønt.
“Den generelle nedsænkelse,” svarer hun.
Mette Frederiksen tilføjer, at “der er argumenter for og imod”.
Venstre og Moderaterne er uenige
Regeringen forhandler om moms på fødevarer, men særligt Venstre og Moderaterne er uenige.
Mens Venstre ønsker en generel sænkelse af momsen på alle fødevarer, vil Moderaterne have fjernet momsen helt på frugt og grønt.
Det vil kunne mærkes i langt højere grad hos forbrugerne end Venstres alternative forslag om en sænkelse af den generelle fødevaremoms på alle varer, sagde fødevareordfører Henrik Frandsen (M) fredag til Ritzau.
“Jeg mener ikke, at det at sænke momsen fem procent giver nogen mærkbar forbedring hos forbrugerne. Men ved at sænke momsen 25 procent på udvalgte fødevaregrupper som frugt og grønt får forbrugerne mærkbar forandring,” sagde han.
Venstre har endnu ikke meldt ud, hvor mange procent partiet ønsker momsen på alle fødevarer sænket.
Ordfører: Noget vrøvl
Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, har kaldt Moderaternes fremfærd for pudsig og deres centrale argument for at fjerne momsen på frugt og grønt for ”noget vrøvl”.
“Det er noget vrøvl. Der er ikke nogen mennesker, der kun spiser frugt og grønt.”
“Hvis du er veganer, vil det sikkert give en økonomisk fordel, hvis det udelukkende er frugt og grønt, du sænker momsen på. Men så mange veganere er der ikke i Danmark,” sagde han fredag.
Jan E. Jørgensen fremhævede, at priserne på frugt og grønt er steget med 17 procent, mens mejeriprodukter og oksekød har set prisstigninger på op mod 45 procent.
Hvad mener du?
Skal momsen ned på alle fødevarer – eller kun frugt og grønt? Hvad mene du – din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Hvem mener hvad om fødevaremoms
Statsminister Mette Frederiksen (S)
Hælder til en generel sænkelse af momsen på alle fødevarer, men peger på, at der er argumenter både for og imod.
Venstre
Vil sænke momsen bredt på alle fødevarer. Afviser at fjerne momsen kun på frugt og grønt og mener, at prisstigningerne især rammer andre varegrupper.
Moderaterne
Ønsker at fjerne momsen helt på frugt og grønt. Mener, at en målrettet lettelse vil kunne mærkes mere hos forbrugerne end en mindre generel momsnedsættelse.
Først publiceret: søndag 11. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 14. januar 2026 kl. 09:08