FH-formand Morten Skov Christiansen løfter triumferende knytnæven, mens han holder en buket røde blomster i hånden ved et talerstol med påskriften FH KONGRES 2026.

Morten Skov Christiansen blev kongressen genvalgt til at stå i spidsen for Fagbevægelsens Hovedorganisation de næste fire år. Foto: FH

Morten Skov Christiansen genvalgt som FH-formand: Til kamp mod nedslidning og ulighed

FH-formanden fortsætter fire år mere i spidsen for 1,3 millioner medlemmer. Muligheden for at trække sig tilbage efter et langt arbejdsliv er blandt de opgaver, han fremhæver efter genvalget.

Senest opdateret: fredag 30. oktober 2026

Morten Skov Christiansen er genvalgt som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

På kongressen på Frederiksberg har de næsten 400 delegerede også genvalgt næstformændene Nanna Højlund og Flemming Grønsund. Dermed fortsætter den samlede politiske ledelse de kommende fire år.

Efter genvalget peger Morten Skov Christiansen på nedslidning og tilbagetrækning som nogle af de opgaver, fagbevægelsen skal arbejde videre med.

”Der er alt for mange lønmodtagere, der går hjem fra arbejde med ondt i kroppen. Der er unge, som skal have en god start på arbejdslivet.”

”Og der er lønmodtagere, som efter et langt arbejdsliv skal have mulighed for at trække sig tilbage med værdighed. Det er dem, vores arbejde handler om. Det er vigtige opgaver, som jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med”.

Fremhæver pension og ulighed

Morten Skov Christiansen har været formand siden 2023. Han fremhæver blandt andet lønløftet til offentligt ansatte og en certificeringsordning for ordentlige vilkår for udenlandske kolleger som resultater fra de seneste tre år.

”Vi har taget vigtige skridt mod en mere retfærdig pension og sat ulighed på dagsordenen. Det er resultater, vi har skabt sammen, og som jeg er stolt af,” siger han.

Næstformænd fortsætter

Nanna Højlund fortsætter som næstformand og stedfortrædende formand. Hun vil især arbejde med uddannelse og arbejdsmarked.

Hun fremhæver behovet for bedre vilkår for lærlinge og gode uddannelser i hele landet. Samtidig vil hun kæmpe for en mere retfærdig tilbagetrækning og for kolleger, der bliver syge af deres arbejde.

Flemming Grønsund fortsætter som næstformand med blandt andet social dumping og udenlandske lønmodtageres vilkår som mærkesager.

FH samler 60 fagforbund med 1,3 millioner medlemmer i den private og offentlige sektor. Næste ordinære kongres finder sted i 2030.

Rød bog: FH’s politiske ledelse

Morten Skov Christiansen, formand (44 år): Uddannet elektronikmekaniker. Formand for FH siden 2023 og tidligere næstformand i LO og FH. Har også været formand for LO Hovedstaden og arbejdet i Dansk Metal.

Nanna Højlund, næstformand og stedfortrædende formand (65 år): Har baggrund som pædagogmedhjælper. Næstformand for FH siden 2019 og tidligere næstformand i LO og forbundssekretær i FOA. Har været både tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant.

Flemming Grønsund, næstformand (59 år): Uddannet væksthusgartner. Næstformand for FH siden 2023. Har tidligere været forhandlingssekretær og faglig sekretær i 3F, faglig sekretær i Gartnernes Fagforening København og tillidsrepræsentant.

Først publiceret: fredag 30. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 30. oktober 2026 kl. 15:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form