Fødevarepriser presser pensionister: Faglige Seniorer vil have lavere moms på basale varer
Mens mange pensionister jagter gule mærker i supermarkedet, foreslår Faglige Seniorer at sænke momsen på de dagligvarer, der fylder mest i husholdningen.
Senest opdateret: torsdag 28. august 2025
Folkepensionister rammes hårdt af de stigende fødevarepriser. Derfor bør regeringen sænke momsen på basale fødevarer som mælk, grønt, ost og kød – helt ned til en tredjedel af den nuværende sats.
Det mener Faglige Seniorers landsformand, Mette Kindberg.
“Det hjælper ikke pensionister eller andre på overførselsindkomster, at kaffe og chokolade bliver lidt billigere. Det er luksusvarer. Det, der betyder noget, er, om man har råd til mælk, grønt og kød,” siger Mette Kindberg.
Fødevarepriser stiger
Fødevarepriserne er steget 33,1 procent siden 2021 – dobbelt så meget som priserne generelt.
Folkepensionister har mistet 3,8 procent i købekraft siden 2021.
Andre overførselsmodtagere ligger 4,7 % under niveauet fra 2021.
Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er 59 procent af befolkningen bekymrede over fødevarepriserne – især lavindkomstgrupper.
Hun sammenligner regeringens forslag om at fjerne afgifterne på kaffe og chokolade med det berømte citat fra Marie-Antoinette, der skulle have sagt: “Mangler de brød? Så lad dem spise kage”.
Fødevarepriserne er steget dobbelt så meget
En ny rapport fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) viser, at fødevarepriserne siden 2021 er steget med 33,1 procent – dobbelt så meget som forbrugerpriserne generelt.
For folk på overførselsindkomst betyder det et markant tab af købekraft, fordi pensioner og ydelser reguleres langsommere end lønninger.
Ifølge FH ligger folkepensionisternes købekraft fortsat 3,8 procent under niveauet i 2021, mens øvrige overførselsmodtagere har et efterslæb på 4,7 procent.
“Mange pensionister står klar ved køledisken, når de gule mærker sættes på varerne, fordi det er den eneste måde, de kan få råd til den mad, de plejer at købe. Det er urimeligt,” siger Mette Kindberg.
Fair pension igen aktuel
Hun ærgrer sig over, at regeringen tidligere har hældt et forslag af brættet fra Faglige Seniorer om at regulere folkepensionen i takt med den forventede lønudvikling i stedet for to år efter en lønstigning, som det er i dag.
Formålet er at at sikre, at pensionisternes indkomst følger med lønningerne, især i perioder med stigende priser.
“Så det her er også en opfordring til statsministeren om at se på forslaget om “Fair pension” igen, så pensionisterne kan få rettet op på den økonomiske skævhed, der er i den nuværende regulering af folkepensionen,” siger Mette Kindberg.
6 ud af 10 er bekymrede
For pensionister og andre med små budgetter betyder de stigende priser, at fødevarer fylder langt mere i husholdningsøkonomien end tidligere.
FH’s rapport viser, at knap 59 procent af danskerne er bekymrede over prisstigningerne på fødevarer – især blandt lavindkomstgrupper.
Mange køber mindre økologi, færre friske varer og vælger billigere, men ofte mindre sunde alternativer.
Hvis de kan i Tyskland – så kan vi også
Mette Kindberg afviser, at det skulle være teknisk umuligt at indføre differentieret moms, hvor basale fødevarer pålægges en lavere sats end i dag.
“I dag kan man programmere IT-systemer til alt muligt. Så kan man også lave en kode for grøntsager, som udløser en lavere moms. Det kan man i Tyskland og Frankrig – så kan man også i Danmark, siger hun.
Hun foreslår, at momsen på de mest almindelige fødevarer sænkes fra de nuværende 25 procent til en tredjedel.
Tyskland har en en standardsats for moms på 19 procent og en reduceret sats på 7 procent.
Et spørgsmål om retfærdighed
Ifølge Mette Kindberg handler forslaget ikke kun om økonomi, men også om signalværdi:
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
“Hvis vi tidligere kunne pålægge sukkerafgifter, fordi slik er usundt, så kan vi også give lavere moms på sunde og nødvendige fødevarer. Det er et bedre signal end at gøre chokolade billigere,” siger hun.
Hun understreger, at det er de ældre generationer, som har arbejdet lange arbejdsuger og skabt det velfærdssamfund, vi har i dag – og nu er mange af dem tvunget til at vende og dreje hver krone i supermarkedet.
“Vi er nødt til at gøre noget nu. Folkepensionister, førtidspensionister og andre på overførselsindkomster skal have råd til ordentlig mad,” siger Faglige Seniorers landsformand.
Er det en god ide at sænke momsen på udvalgte fødevarer?
Hvad mener du?
Hvad synes du om Faglige Seniorers forslag? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 27. august 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 28. august 2025 kl. 17:24