En ældre kvinde med kort gråt hår og briller smiler, mens hun bruger en tablet. Hun sidder i en hyggelig sofa og læser om Fødevarechecken for Faglige Seniorer, mens hun nyder det veloplyste rum med et vindue og gardiner i baggrunden.

Mange seniorer stiller spørgsmål om fødevarechecken. En detaljeret vejledning er endnu ikke offentliggjort.

Fødevarechecken: Her er svar på de spørgsmål, Faglige Seniorer får flest af

Mange seniorer stiller spørgsmål til Faglige Seniorer om fødevarechecken. Her svarer socialrådgiver Christian Dorow ud fra den politiske aftale, som foreligger nu.

Senest opdateret: fredag 30. januar 2026

Faglige Seniorer har fået mange henvendelser fra medlemmer og læsere af nyhedsbrevet med spørgsmål om den kommende fødevarecheck.

Vores socialrådgiver Christian Dorow har samlet og besvaret de mest stillede spørgsmål. Svarene tager udgangspunkt i den politiske aftale, som foreligger nu.

Der er endnu ikke udsendt en egentlig vejledning, og derfor er nogle svar forbeholdne.

Der kommer hele tiden flere spørgsmål og svar på denne side, som opdateres løbende. Så vend tilbage og tjek, hvis der er spørgsmål, du ikke har fået svar på.

Spørgsmål og svar

Bor på plejehjem

Kan jeg få fødevarecheck, når jeg er folkepensionist og bor på plejehjem

Svar: Ja, checken er ikke afhængig af boligform. Du kan få checken hvis du opfylder betingelserne. Det vil sige, at du ikke må have en likvid formue på over 350.000 kroner.

Prioritetslån

Hvis man har et prioritetslån i sit hus, og ikke har brugt af lånet – således at gæld og indestående på ens bankkonto balancerer – vil SKAT så kunne se, at pengene ikke indgår i ens likvide formue?

Svar: Så længe dit prioritetslån ikke er med i årsopgørelsen som formue, kan det ikke regnes med.

Efterløn og formuegrænse

Er det rigtigt forstået, at man som efterlønner ikke er afhængig af formuegrænsen på 350.000 kroner?
Min mand er folkepensionist. Vi er gift og har fælles økonomi, men hver sin lønkonto. Vi har begge en separat opsparing.
Vil det påvirke hans mulighed for fødevarecheck, at jeg har penge på min opsparing? Tilsammen kommer vi nemlig lige over 350.000 kroner.
I går læste jeg det som, at vi må have 350.000 kroner hver – men nu læser jeg, at efterlønnere ikke er formueafhængige.

Svar: Ja, det er lidt kryptisk. Men som vi tolker reglerne, vil du få fødevarecheck på baggrund af efterløn uanset formue. Din ægtefælle vil derimod ikke få fødevarecheck på grund af formuegrænsen.

Arbejdsmarkedspension

Nu taler man om folkepensionister med en likvid formue på højst 350.000 kroner. Hvad med folkepensionister, der får udbetalt beløb fra for eksempel en arbejdsmarkedspension?

Svar: Det er kun formuen, der afgør, om man er modtager – ikke om man modtager arbejdsmarkedspension.

Opsparing

Min kone er ikke pensionist og tjener cirka 270.000 kroner om året. Jeg er blevet folkepensionist pr. 01.01.2026 og var før det seniorpensionist i seks år. Vi har tilsammen en opsparing på cirka 500.000 kroner. Er det mine penge, der tæller i beregningen?

Svar: Det er korrekt, at hvis man som ægtepar har en samlet formue over 350.000 kroner, er man ikke berettiget til fødevarecheck.

Seniorpension

Hvad med hvis man modtog seniorpension i november 2025?

Svar: Du får også fødevarecheck, hvis du i november 2025 modtog en offentlig forsørgelsesydelse, for eksempel:
* førtidspension
* seniorpension
* tidlig pension
* efterløn
* fleksydelse
* ledighedsydelse

Ménudbetaling

Formuegrænse 350.000 kroner: Betyder det, at hvis den ene part har en formue på 375.000 kroner og den anden part 20.000 kroner, så får ingen af ægtefællerne fødevarecheck? I min formue på 375.000 kroner indgår en ménudbetaling på 150.000 kroner.
Skal dette beløb fratrækkes – ligesom ved ældrecheck, som vi jo ikke får, da formuegrænsen dér er cirka 100.000 kroner?

Svar: Det er et supergodt spørgsmål. Det kan vi for nuværende ikke svare endeligt på.
Jeg ved ikke, om de 150.000 kroner skal trækkes ud af formuebeløbet, men jeg vil umiddelbart tro det.
Det mangler vi vejledning på fra ministeriet, så jeg håber, du vil væbne dig med lidt tålmodighed.

Ægtepar og formue

Om den kommende fødevarecheck til pensionister er der en likvid formuegrænse på 350.000 kroner.
Er den grænse for hver enkelt pensionist eller for ægteparret? Typisk står der kun én ejer på værdipapirer.

Hvad hvis den ene pensionist har en likvid formue på 500.000 kroner, mens den anden ægtefælle kun har 50.000 kroner? Skal den samlede likvide formue deles mellem ægtefællerne i opgørelsen?

Svar: Det er en samlet formuegrænse på 350.000 kroner for par. Det er den måde, vi kan tolke reglerne på nu. Formuegrænsen er således den samme for enlige og for par. Men vi må tage forbehold indtil vejledningen.

Førtidspensionist og forsørger

Min samlever har et barn på 12 år og får højeste førtidspension. Vil hun få 2.500 eller 5.000 kroner i fødevarecheck?

Svar: Jeg vil tolke det sådan, at hun som forsørger og førtidspensionist vil få 5.000 kroner i fødevarecheck.
Det er det bedste svar, jeg kan give.

Opgørelse af likvid formue

Hvordan opgør man likvide midler, når vi har en fælles budgetkonto og hver har en separat aktie- eller opsparingskonto? Hvordan påvirker en aldersopsparing opgørelsen af de likvide midler?

Svar: Likvid formue er de penge, du hurtigt kan bruge. Det er altså penge, der står klar og kan bruges med det samme – uden at du først skal sælge noget.

Likvid formue omfatter typisk:
* penge på bankkonti (lønkonto, opsparing, budgetkonto m.m.)
* værdipapirer, som er lette at sælge, for eksempel obligationer og investeringsbeviser

Likvid formue omfatter ikke:
* værdien af din bolig
* sommerhus
* bil
* indbo og andre ejendele
* pensionsopsparinger, der endnu ikke er udbetalt

Når myndighederne ser på din likvide formue, bruger de som udgangspunkt de oplysninger, der er indberettet til Skattestyrelsen og fremgår af din årsopgørelse.

I forbindelse med den skattefri fødevarecheck i 2026 betyder det: Hvis din samlede likvide formue er på højst 350.000 kroner, kan du som folkepensionist få fødevarechecken på 2.500 kroner.

Din aldersopsparing tæller ikke med, medmindre den er udbetalt til konto.

Bosat i Sverige

Får jeg de 2.500 kroner, når jeg er bosat i Sverige?

Svar: Det er et supergodt spørgsmål, som jeg desværre ikke er helt sikker på. Vi må afvente en vejledning og måske lade os glædeligt overraske. Jeg vil dog ikke forvente det.

Kan man nægte?

Kan man nægte modtagelse af fødevarecheck?

Svar: Den udbetales automatisk, hvis man er berettiget. Andet kan vi ikke sige herfra.

Kan Gældsstyrelsen modregne

Kan Gældsstyrelsen gå ind og modregne i fødevarecheck?

Svar: Det vil jeg slet ikke tro, at de kan. De to forhold omkring gæld og fødevarecheck holdes adskilt.

Brøkpension

Hvis man får brøkpension – bliver fødevarechecken så mindre?

Svar: Det vil jeg ikke tro. Jeg kan ikke forestille mig, at man udbetaler en mindre fødevarecheck, fordi man modtager brøkpension. Men vi kan være helt sikre, når vejledningen forhåbentlig er landet fra ministeriet – formentlig i april.

Har du spørgsmål om fødevarechecken, kan du skrive til Faglige Seniorers socialrådgiver via dette link.

Se aftaleteksten her

Se faktaark – skattefri check til folkepensionister

Fødevarechecken

Fødevarechecken er et skattefrit engangsbeløb, som udbetales i 2026. Formålet er at give ekstra økonomisk hjælp i en tid med høje fødevarepriser.

Som folkepensionist kan du få 2.500 kroner, hvis du fik udbetalt pension i november 2025 og har en registreret likvid formue på højst 350.000 kroner.

Førtidspensionister, seniorpensionister, efterlønsmodtagere og andre ydelsesmodtagere får også 2.500 kroner, hvis de modtog deres ydelse i november 2025.

Pengene er skattefri, udbetales automatisk og påvirker ikke pensionstillæg, boligydelse eller andre offentlige ydelser.

Udbetalingen forventes at ske i maj 2026, hvis lovgivningen vedtages som planlagt.

Læs mere om, hvad fødevarechecken betyder for dig som pensionist

Tidsplan for udbetaling af fødevarechecks

Politisk aftaleindgåelse. Januar
Udarbejdelse af lovgivning, høring med videre. Januar-marts
Fremsættelse og afstemning i Folketinget. Marts
Udbetaling af skattefri check til ydelsesmodtagere. Maj
Udbetaling af skattefri check til modtagere af SU og anden skole/uddannelsesstøtte. Maj
Udbetaling af skattefri check til folkepensionister. Maj
Udbetaling af fuld skattefri check til børnefamilier, som ikke tidligere har modtaget anden skattefri check.  Juni
Udbetaling af reduceret skattefri check til børnefamilier, som tidligere har modtaget anden skattefri. Juni

Først publiceret: torsdag 29. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 30. januar 2026 kl. 14:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen