Udlændinge anholdt: Mistænkt for falske 20 kroner
To albanske statsborgere blev i dag varetægtsfængslet for lukkede døre ved Retten i Sønderborg
Senest opdateret: mandag 2. marts 2026
To albanske mænd på 30 og 33 år blev i dag varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Sønderborg. Begge mænd blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for pengefalsk.
De to mænd blev standset ved grænsen i Padborg torsdag ved middagstid. Ved indrejsekontrollen fik politiet mistanke til de to mænd, og der blev efterfølgende fundet 18,5 kilo 20-kronemønter i en taske i bilen, hvoraf en stor del formodes at være falske mønter.
De mange mønter svarer til 39.400 kroner.
Flere anmeldelser
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre. Begge mænd nægtede sig skyldige, men kærede ikke kendelsen. Syd- & Sønderjyllands Politi efterforsker sagen og har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer.
Syd og Sønderjyllands Politi har i den seneste tid modtaget flere anmeldelser, hvor der er blevet benyttet falske 20-kronemønter.
Det er sket forskellige steder i Syd og Sønderjyllands Politikreds i Esbjerg, Haderslev, Åbenrå og Sønderborg kommuner.
Falske mønter: Politiets gode råd
Borgerne skal generelt være agtpågivende, hvis de modtager en 20’er eller vil betale med en. Har de mistanke om, at mønten er falsk, kan de aflevere den til bank eller politi
Forretningerne har mulighed for at afvise kunder, der vil betale med et stort antal mønter. På den måde kan de beskytte sig selv og undgå, at de krimielle kan komme af med deres falske penge
Ifølge hvidvaskloven må butikker ikke modtage betaling i kontanter på 15.000 kroner eller derover
Møntloven giver butikker mulighed for at afvise at tage imod mere end 25 mønter af hver slags ved en betaling.
Hvordan kan man se forskel på en ægte og en falsk 20’er?
En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021, men virker usædvanligt nye og skinnende i forhold til, at de skulle være brugt i flere år
Portrættet af Dronning Margrethe og kongevåbnet fremstår mindre præcist, hvis du kigger grundigt og sammenligner med ægte mønter. Dronning Margrethes mund og næse kan for eksempel være mere flad end på en ægte mønt.
Skriften kan hælde forker og en falsk 20’er kan veje mindre end en ægte.
Har du mønter, du mistænker for at være falske, anbefaler politiet, at du sammenligner mønterne med andre mønter, du ved er ægte, og grundigt tjekker for fejl. Har du stadig mistanke om, at mønterne er falske, kan du aflevere dem hos politiet, så de kan blive taget ud af omløb for at forhindre, at mønten cirkulerer videre.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: fredag 13. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. marts 2026 kl. 15:42