En ung mand med et udviklingshandicap, iført briller og afslappet tøj, sidder udendørs og kigger intenst på sin smartphone. I baggrunden ses træer og en bygning.

Det er ualmindeligt, at personer med handicap bliver svindlet af personer, som de ikke kender.

Derfor er mennesker med udviklingshandicap særligt udsatte for svindel

Svindlernes hensigter og konsekvenserne af egne handlinger kan være svære at gennemskue for mennesker med udviklingshandicap. Nu efterlyser handicaporganisationer bedre beskyttelse og hjælp fra bankerne.

Senest opdateret: onsdag 22. juli 2026

I jagten på adgang til bankkonti, NemID og andre personlige oplysninger finder telefonsvindlere typisk deres ofre blandt ældre.

Men svindlerne går også målrettet efter at narre personer med et udviklingshandicap.

Det mener Københavns Politi, der tirsdag anholdt tre mænd. Onsdag var to af dem i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet.

Ifølge Ritzaus oplysninger er den ene tidligere dømt for bedrageri i en lignende sag.

Politiet: Kynisk og umoralsk

Mændene har ifølge politiet ringet til deres ofre og udgivet sig for at være fra politiet. På den måde fik de overtalt ofrene til at overføre penge til konti kontrolleret af svindlerne.

“Det, vores efterforskning blandt andet har vist, er, at de tre mænd i forening særligt er gået efter borgere med udviklingshandicap og har svindlet dem. Det er i mine øjne et eksempel på, hvor kynisk og umoralsk den her type svindel er. Og derfor har denne type sag også en høj prioritet for os,” siger politikommissær i Københavns Politi Kasper Olander i en pressemeddelelse.

De tre blev anholdt på forskellige adresser i Storkøbenhavn, hvorfra de ifølge politiet har drevet callcentre.

Ifølge TV 2 er der på nuværende tidspunkt af efterforskningen tale om et godt stykke over hundrede anmeldelser.

Hvordan har svindlerne fundet dem?

Det er ualmindeligt, at personer med handicap bliver svindlet af personer, som de ikke kender, siger formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen.

“Det er sjældent og slet ikke i et så stort omfang som her. Når det sker, er det oftest familie, venner eller ansatte på bosteder, som begår svindlen.”

Han undrer sig over, hvordan de mistænkte har fundet frem til ofrene.

“Vi har jo ikke registre over handicappede. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at de har fundet dem på fælles adresser. Men det kunne jo lige så godt være en flok unge mennesker på et kollegium,” siger Thorkild Olesen.

Tager fat i bankerne

Han opfordrer pårørende og fagprofessionelle på institutioner og bosteder til at tale med deres familiemedlemmer og beboere om risikoen.

Samtidig vil Danske Handicaporganistioner tage kontakt til bankerne.

“Så der kan laves en eller anden form for sikkerhedssystem. Hvordan det kan gøres, må vi tale med bankerne om,” siger Thorkild Olesen.

For nogle år siden opklarede Nordsjællands Politi en sag om lignende bedragerier. En dengang 20-årig mand havde svindlet sig til 5,1 millioner kroner og blev idømt fængsel i tre år og tre måneder.

Jævnligt henvendelser om svindel

Andre sager kommer ikke til politiets kendskab. Men jævnligt hører de om dem i Lev, som er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.

“Desværre får vi i vores rådgivning og i lokalkredsene jævnligt henvendelser om svindel. Det er så kynisk at udnytte mennesker med udviklingshandicap, som kan have svært ved at gennemskue andres hensigter. Hver gang, jeg hører om det, bliver jeg lige dele vred og forarget,” siger formanden for Lev, Anni Sørensen.

“Jeg er rigtig, rigtig glad for, at politiet i den her sag er skredet til anholdelser.”

Hun forklarer, at det er en del af udviklingshandicappet, at man kan have svært ved at forstå de bagvedliggende årsager til at blive kontaktet.

Samtidig kan begrænsede intellektuelle ressourcer gøre det svært at forstå konsekvenserne af egen handling.

“Måske kan man også have et ønske om at gøre andre glade. Jeg er selv mor til et ungt menneske med udviklingshandicap, som kunne blive udsat for noget tilsvarende,” siger Anni Sørensen.

Ritzau har spurgt Københavns Politi, hvordan de mistænkte har fået kontakt med de forurettede.

I en mail svarer politiet, at den videre efterforskning skal klarlægge de nærmere omstændigheder omkring de mistænktes metoder.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Først publiceret: onsdag 22. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 22. juli 2026 kl. 22:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form