Medlem af Rådet for et aldersvenligt Danmark: Lad os gøre de ekstra leveår til en styrke

Rådet for et aldersvenligt Danmark har været sat på pause under regeringsskiftet. Regeringsgrundlaget lægger op til at genoptage dialogen og arbejdet. Godt. For der er en hel del, vi slet ikke er kommet i nærheden af at finde ud af endnu.

Vi ved nogenlunde, hvad vi vil med de ældre, der har brug for hjælp. Det område har både politisk opmærksomhed og et helt apparat bag sig, og sådan skal det blive ved med at være. Ældreplejen er en grundpille. Mennesker, der har behov for pleje og omsorg, skal kunne regne med fællesskabet.

Men 86 procent af de 67-årige og derover klarer sig gennem ældrelivet uden nogen som helst hjælp fra det offentlige. Dem taler vi stort set ikke om. Samtidig ændrer befolkningen sig. Der fødes færre børn, og vi lever længere. Regnestykket giver nærmest sig selv, og det er derfor, både politikere og økonomer taler om de ældre som en byrde.

Og det er dér, samtalen går skævt. For byrden findes kun, hvis man på forhånd har besluttet, at mennesker over en vis alder ikke bidrager med noget.

Det er derfor, vi har brug for et fremtidsråd. Et råd, der beskæftiger sig med, hvordan et Danmark med mange flere ældre skal se ud, og hvordan vi bruger de muligheder, der følger af, at flere lever længere og har mange aktive år foran sig.

Intet magisk ved 67 år

En af de forestillinger, vi skal have gjort op med, er, at der findes en bestemt alder, hvor mennesker skifter karakter.

Man går ikke fra at være kompetent til at være ubehjælpsom, fordi man fylder 67. Der sker ikke noget magisk ved 67 år. Jeg nærmer mig selv det tidspunkt, men sætter mig ikke tilbage i lænestolen og venter på, at kaninen springer op af den høje hat. Det magiske er alt det, jeg selv skal finde på. Hver eneste dag i resten af livet.

Man går ikke fra at være deltagende til at være passiv. Og man mister ikke evnen til at lære nye ting, fordi man passerer folkepensionsalderen.

Tværtimod, tænker jeg. Hvilken børnefamilie har ikke ringet efter hjælp hos bedsteforældrene, som dog lige skulle tjekke kalenderen først? De pensionister, jeg kender, er stærkt optaget af snart sagt alting. Også børn og børnebørn. Heldigvis. Men langtfra kun.

Brug for ny fortælling

Før sommerferien holdt vi i Faglige Seniorer to webinarer om brugen af kunstig intelligens. Der kom 10.000 tilmeldinger. Det smadrer jo fordommen om, at de ældre ikke er klar på den nye tidsalder. Men vel også forestillingen om, at vi alle er ens og kan puttes i den samme kasse.

Eller måske snarere samme skotøjsæske. For det er sådan, det føles, når man rammer en vis alder. En ganske lille æske, hvor alting er valgt for os på forhånd, og som mest handler om alt det, vi ikke kan. Men det vi skal have hjælp til.

Vi har brug for en ny fortælling om den tredje alder, eller hvad vi nu skal kalde det. De mange år, hvor et langt arbejdsliv måske er slut eller fylder mindre. Men hvor der stadig er kræfter, erfaring, nysgerrighed og brændende lyst til at være en del af samfundet.

Det kræver også, at vi holder op med automatisk at betragte en voksende ældrebefolkning som en voksende forsørgerbyrde. Vi skal bestemt ikke forsørges.

Skal rumme forskellighed

Tydeligst er det på arbejdsmarkedet. Mange seniorer vil gerne fortsætte, også når pensionsalderen nærmer sig eller er passeret. Bare ikke nødvendigvis på præcis samme måde som da de var 30 eller 45. 

Nogle vil ned i timer. Nogle vil have friheden til at sige nej til en uge i ny og næ. Nogle vil tage en vagt. Og nogle vil fortsætte på fuld tid, til der er nogen, der beder dem om at lade være. Andre bliver varme indeni, når den tidligere arbejdsgiver ringer for at høre, om man ikke har lyst til igen at give en hånd med.

Det kræver et arbejdsmarked, der bliver langt bedre til at rumme forskellige måder at arbejde på gennem hele livet. Og det kræver et opgør med aldersgrænserne. Også de uformelle, som ingen har skrevet ned, men som vi alle kender.

Næh nej. Naturligvis bliver seniorerne ikke diskrimineret på arbejdsmarkedet. Ligesom indvandrerne eller kvinderne, som også er på arbejdsmarkedet i stort tal. 

Men aldersdiskrimination lever også uden for arbejdslivet. I måden, man bliver talt til på. I hvad man bliver tilbudt, og hvad man ikke bliver tilbudt.

Og forventninger har det med at blive opfyldt. Bliver man længe nok mødt med en forventning om at trække sig, så trækker man sig. 

Et råd, der kigger fremad

Derfor er Rådet for et aldersvenligt Danmark ikke en høflig gestus over for en gruppe, der skal føle sig set. Det er et sted, hvor nogen får tid til at stille de spørgsmål, ingen andre når. Hvad skal der ske med alle de år, vi har lagt til et menneskeliv?

Det spørgsmål har vi aldrig for alvor indrettet samfundet efter. Vi har været langt bedre til at diskutere, hvad de ekstra leveår kommer til at koste, end hvad vi egentlig skal bruge dem til.

For de fleste ligger der mange år, hvor vi hverken er syge, svage eller afhængige af hjælp. År, hvor vi kan arbejde, hjælpe, lære, passe børnebørn, være frivillige, blande os og finde på noget helt andet.

Hvad vil vi med alle de år?

Jeg savner det råd, der turde stille det spørgsmål. Det råd, der ikke kun så flere ældre som en udfordring, der skulle løses, men som kiggede fremad og spurgte, hvilket samfund vi kunne få ud af det.

Først publiceret: fredag 18. september 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 25. september 2026 kl. 09:50