Pengeregn over seniorer: 9.500 kroner ekstra i skattelettelse
Er du stadig i arbejde fem år inden din ret til folkepension, bliver du belønnet med stor skattelettelse. Gevinsten udbetales med tilbagevirkende kraft.
Senest opdateret: tirsdag 6. oktober 2026
Regeringen vil nu indfri det løfte, som blev givet til seniorer i arbejde for et års tid siden.
Løftet gik ud på at give en skattelettelse til dem, der stadig arbejder inden folkepensionsalderen.
Målet er at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. En ekstra økonomisk gevinst er midlet.
Loven blev udsat på grund af folketingsvalget.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil nu fremsætte lovforslaget igen i forbindelse med finansloven.
Loven kan give seniorer en skattelettelse på op mod 9.500 kr. allerede i år.
I dag omhandler ordningen seniorer, der er i arbejde to år inden folkepensionsalderen.
Den periode bliver nu udvidet til fem år.
Med tilbagevirkende kraft
Der lægges op til, at lovforslaget kommer til at virke allerede fra året 2026 med tilbagevirkende kraft. Forslaget skal først vedtages af Folketinget.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt siger om forslaget:
”Vores ældre generation besidder en uvurderlig erfaring for danske virksomheder, som har brug for arbejdskraft. Den her skattelettelse er god for den enkelte, for vores virksomheder og for dansk konkurrenceevne.”
Kan en ekstra økonomisk gevinst få dig til at blive i arbejde?
Sådan fungerer seniorbeskæftigelsesfradraget
- Seniorbeskæftigelsesfradraget er et ekstra skattefradrag til personer, der fortsætter med at arbejde tæt på folkepensionsalderen.
- Regeringens nye forslag vil udvide ordningen, så man kan få fradraget i de sidste fem år frem mod folkepensionsalderen.
- Samtidig skal fradraget hæves til 8,5 procent af arbejdsindkomsten, dog maksimalt 38.100 kroner.
- For at få det maksimale fradrag skal man have en årlig arbejdsindkomst på cirka 448.000 kroner eller mere. Det svarer til omkring 37.350 kroner om måneden før skat.
- De 38.100 kroner er den værdi, dit fradrag har. Det er ikke det beløb, man får udbetalt. Den reelle skattelettelse svarer til cirka 9.500 kroner.
- Ændringen skal efter regeringens forslag gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026.
- For at få glæde af fradraget skal man have arbejdsindkomst.
Kilde: Skat- og Vækstministeriet.
Først publiceret: tirsdag 6. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 6. oktober 2026 kl. 09:51