Fupopkald kan som regel kendes på, at nummeret er meget langt. Undlad at besvare det, lyder rådet fra TDC.

Pas på! Fremmede fupper dig på telefonen

Fupopringninger fra udlandet kan blive dyrt, hvis du tager telefonen eller ringer tilbage. Pas på svindlerne, advarer teleselskab. Se her, hvad du skal passe på.

Har du også oplevet en kort telefonopringning, som du ikke når at tage? Så pas på. Det kan være et fupopkald fra udlandet.

Og svarer du, risikerer du at komme til at betale overpris på telefonregningen. Eller i værste fald at blive franarret personlige oplysninger.

Sådan lyder advarslen fra teleselskabet TDC.

Man kan desværre ikke gøre så meget for at forhindre at blive kontaktet af svindlere.

Danmark hærges netop nu af en del fupopkald, og også Faglige Seniorer har fået henvendelser fra medlemmer om problemet.

Ring ikke tilbage

3 gode råd, når du får et telefonopkald:

  • Tjek om det er et nummer, du kender
  • Tjek antallet af cifre. Husk at et rigtigt dansk nummer indeholder otte cifre og begynder med '+45'
  • Er du det mindste i tvivl, så lad være med at ringe tilbage

(Kilde: TDC)

“Man kan desværre ikke gøre så meget for at forhindre at blive kontaktet af svindlere, men man kan lade være med at ringe tilbage til de udenlandske numre eller til numre, man ikke kender”, lyder rådet fra TDC.

På selskabets hjemmeside kan man få råd til, hvordan man skal forholde sig.

Der findes to slags svindel

Wangiri-svindel foregår ved, at man får en meget kort opringning fra et udenlandsk nummer, der lægger på igen, inden man når at besvare opkaldet. Når man ringer tilbage, er det ofte til en telefonsvarer i udlandet, som trækker en meget høj minutpris.

Spoofing-svindel  er betegnelsen for fupopkald, hvor udenlandske svindlere så at sige gemmer sig bag et dansk nummer. Når man bliver ringet op, ser det ud som om opkaldet kommer fra et dansk nummer. Besvarer man opkaldet er der oftest en udenlandsk svindler i røret, som forsøger at franarre personlige oplysninger.

Du kommer til at betale

TDC oplyser, at udgangspunktet er, at man som kunde skal betale for de opkald, man foretager. Hvis man kun  har ringet ganske kort til et udenlandsk nummer, vil der i de fleste tilfælde være tale om ganske små beløb.

“Hvis man er nervøs, er man altid velkommen til at kontakte os. Vi vurderer henvendelserne fra sag til sag,” oplyser TDC.

 

 

Artiklen er sidst opdateret torsdag 22. februar 2018 kl. 12:49