"Der brug for en samlet ældrepolitisk strategi, sådan at vi undgår vildskud og varm luft, men sikrer reelle forbedringer i de ældres velfærd," siger direktør i faglige Seniorer, Palle Smed.

Faglige Seniorer: Seniorer i job bliver brandbeskattet

For mange pensionister er gevinsten ved et job alt for lille. Hæv det særlige pensionistfradrag fra 60.000 kr. til 100.000 kr. årligt. Det vil give store grupper mulighed for at tjene lidt ved siden af pensionen.

Senest opdateret: onsdag 27. juni 2018

Seniorerne stormer i disse år ud på arbejdsmarkedet. Alene i de sidste fire år er beskæftigelsen for personer over 6o år forøget med over 50.000. Det er en nærmest eksplosiv stigning også sammenlignet med andre aldersgrupper.

En del af stigningen skyldes den stigende efterlønsalder fra velfærdsreformen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011. For selv om reformerne endnu ikke er fuldt indfaset, så har seniorerne fanget budskabet. Der er brug for dem på arbejdsmarkedet.

Men et andet og ikke uvæsentligt bidrag kommer fra en stigende beskæftigelse for personer, der er ældre end 65 år. De påtager sig fuldtidsarbejde og deltidsarbejde i langt større omfang end tidligere.

Men det er også en udvikling på trods. Regningen for at arbejde i pensionisttilværelsen er nemlig kæmpestor. Først mister man helt eller delvist retten til ældrecheck, og dernæst kommer der en regning i form af nedsat pensionstillæg. For nogle pensionister er den samlede marginalskat ved ekstra beskæftigelse således tårnhøj.

Derfor er der brug for nytænkning og reformer særligt med sigte på den gruppe af pensionister, som vælger at arbejde lidt ved siden af pensionen. Fordelene er indlysende. Pensionisterne får glæde ved et arbejde, og samfundet får en stigende arbejdsstyrke og flere skatteindtægter.

Vi taler ikke om pensionister med et godt fuldtidsjob. Her er det helt rimeligt, at de ikke får supplerende offentlig pension ved siden af erhvervsindtægten. Men for dem, som kun har en begrænset pensionsindtægt og en mindre erhvervsindtægt ud over folkepensionen, er der urimelige modregningskrav.

Der er mange, som, når de er nået frem til pensionsalderen, gerne vil have et lille bijob. De er interesserede i at have noget deltidsarbejde. Det kan helbredet holde til.

Og udviklingen i beskæftigelsen viser, at der er efterspørgsel på den type arbejdskraft. I en moderne og meget mere fleksibel organisering af arbejdet i virksomheder er det nyttigt at have en erfaren og stabil arbejdskraft til rådighed – selvom det er på deltid.

Det er, som om reglerne for modregning af indtægt i de offentlige pensionsydelser ikke følger med tiden. Men der er indlysende fordele ved at ændre på reglerne, så man får nedsat den alt for høje sammensatte marginalskat.

2017 modtog 267.000 eller 24 pct. af folkepensionisterne ældrecheck. Den andel påregnes allerede i 2025 at være under 20 pct. ifølge finansministeriets analyse af fremtidens pensionsystem. Og ser man endnu længere frem, så falder andelen helt ned til 10 pct.Så selvom der bliver flere i ældregruppen, så sparer staten faktisk penge på ældrechecken. Men bagsiden af medaljen er faktisk, at vi ikke får glæde af den arbejdskraft, der er blandt seniorerne.

Fordelene er indlysende. Pensionisterne får glæde ved et arbejde, og samfundet får en stigende arbejdsstyrke og flere skatteindtægter.

Selvom det kunne være nyttigt at få lavet et nyt og mere enkelt system for beregningen af ældrechecken, så er der andre løsninger, der ligger lige for.

Faglige Seniorer foreslår at hæve det særlige pensionistfradrag fra 60.000 kr. til 100.000 kr. årligt. Det vil give store grupper mulighed for at tjene lidt ved siden af pensionen.

Alternativt kan man øge bundgrænsen for supplerende indtægt fra 20.500 kr. til eksempelvis 60.000 kr. Det kommer folk til gode, som har små erhvervsindtægter eller små pensionsindtægter.

Det vil stimulere seniorernes mulighed for at arbejde. Det vil gavne samfundsøkonomien i form af stigende skatteindtægter. Og på den måde bliver vi alle vindere.

Kronikken er først bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 16. juni 2018

Deltag i debatten her

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/1719443031437301

Først publiceret: mandag 18. juni 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 27. juni 2018 kl. 12:32

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.