Fattigdom er et problem blandt ældre og det kan vi som samfund ikke være bekendt, mener Faglige Seniorer. Foto: Søren Zeuth.

Over 13.000 seniorer lever i fattigdom

Uværdigt at seniorlivet skal præges af fattigdom, mener Faglige Seniorer, der hilser debatten om ny fattigdomsgrænse velkommen: "Vi har som samfund brug for at blive mindet om vores dårlige samvittighed".

Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019

Fattiggården er afskaffet, men alligevel lever mange ældre i Danmark under fattigdomsgrænsen.

Det afslører en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Flere end 13.000 danskere over 60 år er fattige, ifølge opgørelsen. Heraf er 3.500 mellem 70 og 79 år, mens 1.700 er 80 år og derover, fremgår det af opgørelsen, der er omtalt i Jyllands-Posten.

Der er altså flere tusinde, som har mindre end folkepensionen at leve for. Det synes jeg er uværdigt.

Palle Smed, direktør hos Faglige Seniorer

Fattigdom defineres ved en indkomst på 117.000 kroner og derunder om året.

Det betyder, at en enlig har en disponibel indkomst på under 9.800 kroner om måneden efter skat.

Uværdigt at ældre er fattige

”Det er uværdigt, at seniorlivet skal præges af fattigdom. Det kan vi som samfund ikke være bekendt, ligesom vi ikke kan være det bekendt overfor unge og for børnefamilierne. Opgørelsen er med til at få fattigdommen frem i lyset og forhåbentlig få politikerne til at sætte ind,” siger direktør hos Faglige Seniorer, Palle Smed.

Fattigdomsgrænsen blev afskaffet, da Lars Løkke Rasmussen tiltrådte i 2015, men er nu tilbage.

Årsagen er, at Danmark har tilsluttet sig FN’s verdensmål om at halvere fattigdom inden 2030. I de mål skal der indregnes en fattigdomsgrænse.

Samfund med dårlig samvittighed

Palle Smed efterlyser, at der med den nye fattigdomsgrænse igen bliver lavet en fattigdomsredegørelse, som det var tilfældet tidligere.

”Vi har som samfund brug for, at blive mindet om vores dårlige samvittighed. Alt for mange ældre har kun den rene folkepension. Det er slemt nok. Men der er altså også flere tusinde, som har mindre end folkepensionen at leve for. Det synes jeg er uværdigt.”

”Og selv om statistikken ikke giver alle forklaringer, så er det vigtigt, at få beskrevet, hvem det er og hvad årsagerne er, så det politisk er muligt at bruge de rigtige redskaber til at få løst problemerne. Er det ældrechecken, der skal skrues på? Er det folkepensionens satser, der skal ændres eller er det noget helt tredje? Det skal vi gerne kunne blive klogere på,” siger Palle Smed.

226.000 danskere er fattige

Ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik lever alt 226.000 personer i husholdninger under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 4 procent af befolkningen.

Andelen af fattige falder med alderen. De ældste grupper har med 0,7 procent den lavest andel af fattige.

Debat: Kan vi være det bekendt?

Kan vi være bekendt, at 13.000 personer på 60 år og derover lever under fattigdomsgrænsen? Hvad mener du – deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.

Fattiggården er afskaffet, men alligevel lever tusinder af ældre i fattigdom. Over 13.000 personer på 60 år og opefter…

Slået op af Faglige SeniorerMandag den 16. juli 2018

Først publiceret: mandag 16. juli 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.