"Kravet om handlingsplaner for de store folkesygdomme, der rammer ældre, er stadig sørgeligt aktuelt, og det er totalt overset i regeringens sundhedsreform," siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.

Staten kan tjene 350 millioner ved at hæve pensionistfradrag for job

Det vil øge statens indtægter med 350 millioner kroner, hvis folkepensionister får lov at tjene 100.000 kroner om året uden at der sker modregning i ydelser, viser beregninger fra Faglige Seniorer. Samtidig vil beskæftigelsen vokse med 3.300 fuldtidspersoner.

Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019

Der giver både flere indtægter til samfundet og flere hænder på arbejdsmarkedet at øge det såkaldte pensionisttillæg til 100.000 kroner, der er grænsen for, hvad folkepensionister må tjene uden at der sker modregning i ydelser.

Det viser friske beregninger fra Faglige Seniorer, der tidligere har foreslået, at indtægtsgrænsen hæves fra de nuværende 60.000 kroner om året.

Det er ren win-win for os alle. Øgede indtægter til statskassen, flere hænder på arbejdsmarkedet og naturligvis er det også en fordel for den enkelte pensionist.

Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer

Hæves grænsen for hvad pensionister må tjene uden modregning til 100.000 kroner om året, vil samfundet få øgede indtægter på 350 millioner kroner.

Samtidig vil antallet af beskæftigede vokse med det, der svarer til 3.300 fuldtidspersoner, fremgår det af beregningerne fra Faglige Seniorer.

Fakta om beregningerne

Fakta og antagelser bag regnestykket bag Faglige Seniorers forslag om at hæve det særlige pensionistfradrag for arbejde til 100.000 kroner.

  • 80.000 pensionister er i målgruppen. De har arbejdsindtægter omkring 60.000 eller derover.
  • 40 procent af gruppen vil i gennemsnit arbejde 5 timer mere om ugen i 40 uger om året.
  • De tjener 250 kroner i timen i gennemsnit. De betaler 40 procent i skat af arbejdsindtægten. Indtægten heraf er 640 millioner kroner.
  • 60.000 pensionister får mindre modregning og dermed stigende pensionsydelser svarende til 8.000 kroner årligt. Nettoudgiften for det offentlige er 290 millioner kroner
  • På bundlinjen stiger samfundets gevinst med 350 milliner kroner årligt.

”Det er ren win-win for os alle. Øgede indtægter til statskassen, flere hænder på arbejdsmarkedet og naturligvis er det også en fordel for den enkelte pensionist, som vælger at arbejde lidt mere ved siden af folkepensionen,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer, der har 230.000 medlemmer over 60 år fra LO-forbund.

”I dag betyder modregningen at den pensionist, der ønsker fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet, i mange tilfælde må gå stort set tomhændet hjem, fordi skat og modregning tager hele gevinsten,” siger Palle Smed, der også glæder sig over, at forslaget vil give øgede indtægter til samfundet.

”Den ekstra indtægt for statskassen vil få med forslaget kan så anvendes til at finansiere en del af de ekstra udgifter til hjemmepleje, plejecentre osv. Så der er ikke den store grund til, at politikerne ryster på hånden, når de indenfor det næste års tid skal tage stilling til en række reformer, der kan fremme pensionisternes arbejdsindsats,” siger Palle Smed.

Læs også: Faglige Seniorer: Pensionister skal kunne arbejde mere uden at blive brandbeskattet

80.000 pensionister arbejder

I dag er der mere end 70.000 pensionister som har arbejdsindtægter på over 60.000 kr. årligt.

Hertil kan man lægge yderligere 10.000, som har arbejdsindtægter under 60.000, men som vil arbejde mere under den nye grænse, ifølge beregningerne fra Faglige Seniorer.

”Nogle skeptikere vil hævde, at pensionisterne ikke vil arbejde mere. Men i de senere år er seniorerne faktisk stormet ud på arbejdsmarkedet, selv om det for mange slet ikke kan betale sig. Og da rigtigt mange pensionister kun arbejder på deltid, er der al mulig grund til at forvente, at mange flere vil tage nogle ekstra timer om ugen,” siger Palle Smed.

Læs også: 10 gode råd: Sådan får vi flere seniorer på arbejdsmarkedet

Til gavn for de mange

Faglige Seniorers forslag om at øge grænsen for, hvornår der skal modregnes for arbejdsindtægter, kommer især de pensionister til gode, som kun har begrænsede indtægter ved siden af og dem, som ikke har store arbejdsmarkedspensioner.

”Så der er ikke tale om et forslag for de allermest velbjærgede. Tværtimod. Men det vil give flere muligheder for en gruppe, som godt vil og kan arbejde mere og samtidig gøre samfundet rigere. Ikke nogen helt dårlig byttehandel,” mener Palle Smed.

Læs også: Uanstændigt: Politikere hæver pensionsalder – men glemmer de nedslidte

Opbakning fra politikere

Forslaget kommer samtidig med, at regeringens seniortænketank har sit første møde torsdag.

Formanden for tænketanken er tidligere LO-formand Harald Børsting. Tænketanken har til opgave få flere ældre til at arbejde mere, så de går senere på pension.

Hvis de bliver på arbejdsmarkedet, så synes jeg også, at de skal have en belønning.

Kristian Jensen, finansminister

Både regeringen og Dansk Folkeparti har tidligere været positive overfor at gøre det mere attraktivt at arbejde for folkepensionister.

”Jeg er meget interesseret i at kigge på, hvad der er af muligheder for at finde gode løsninger for, at de pensionister der kan og vil arbejde efter pensionsalderen, også har mulighed for det. De her personer har en utrolig stor erfaring, som de kan videregive til de næste generationer. Så hvis de bliver på arbejdsmarkedet, så synes jeg også, at de skal have en belønning, lød det i juni fra finansminister Kristian Jensen til DR.

Læs også på avisen.dk: Debat: Højere pensionistfradrag er god samfundsøkonomi

Debat: Skal folkepensionister have lov at tjene 100.000 kroner uden modregning?

Hvad mener du om forslaget fra Faglige Seniorer? Skal folkepensionister – der gerne vil og kan – have mulighed for at tjene 100.000 kroner uden modregning i tillæg og pensioner?

Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side. Din mening er velkommen. Klik her.

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/1834987069882896

Først publiceret: tirsdag 28. august 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:54

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.