Folkepensionister, der arbejder og tjener mere end 60.000 kroner om året, bliver modregnet i ydelser som for eksempel ældrecheck og varmetillæg. Det skal der laves om på, mener Faglige Seniorer.

Faglige seniorer: Pensionister skal kunne arbejde mere uden at blive brandbeskattet

Politikere og organisationer vil give ældre mulighed for at tjene 100.000 kroner om året uden at blive modregnet i pensionen.

Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019

Det skal være muligt for folkepensionister at arbejde mere uden at der bliver trukket i ydelser.

Faglige Seniorer foreslår, at ældre må tjene op til 100.000 kroner om året uden modregning. I dag er beløbet 60.000 kroner.

Gevinsten ved et job er alt for lille.

Palle Smed, direktør hos Faglige Seniorer

Ældresagen og flere politikere er positive overfor at hæve grænsen.

”Der er mange som gerne vil have et deltidsarbejde ved siden af folkepensionen for fortsat at være med i et arbejdsfællesskab, men også for at tjene nogle penge. Men gevinsten ved et job er alt for lille. Arbejder du ud over grænsen på de 60.000 kroner, som du betaler skat af, bliver pensionisten også modregnet i ydelser og ældrecheck. Det er brandbeskatning af ældre, der giver en hånd med på arbejdsmarkedet,” mener direktøren for Faglige Seniorer, Palle Smed.

Palle Smed var i Danmarks Radios P1 Morgen onsdag, hvor han blev interviewet om forslaget om at hæve indtægtsgrænsen til 100.000 kroner og om, hvilke initiativer der skal til for at få flere seniorer i arbejde.

Læs også indlægget: 10 gode råd – sådan får vi flere seniorer på arbejdsmarkedet

Ifølge DR er både regeringen og Dansk Folkeparti positive overfor at gøre det mere attraktivt at arbejde for folkepensionister.

”For de aktive pensionister, som har arbejdsevnen tilbage, har vi altså nogle modregningsregler, som gør, at man sidder og tænker,  kan den sidste time betale sig,” siger finansordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen.

Hvis de ældre bliver på arbejdsmarkedet, så synes jeg også, at de skal have en belønning.

Kristian Jensen, finansminister

Finansminister Kristian Jensen er ifølge DR også positiv overfor at lade folkepensionister tjene mere uden at ydelserne bliver beskåret.

”Jeg er meget interesseret i at kigge på, hvad der er af muligheder for at finde gode løsninger for, at de pensionister der kan og vil arbejde efter pensionsalderen, også har mulighed for det. De her personer har en utrolig stor erfaring, som de kan videregive til de næste generationer. Så hvis de bliver på arbejdsmarkedet, så synes jeg også, at de skal have en belønning, siger Kristian Jensen.

Læs også indlægget: Faglige Seniorer – seniorer i job bliver brandbeskattet

160.000 tjener penge ved siden af folkepensionen

I dag har 160.000 ældre en indkomst fra arbejde ved siden af folkepensionen. Af dem har 71.000 et arbejde, hvor de tjener 60.000 kroner eller mere, viser tal fra Finansministeriet.

Nye tal viser, at flere og flere seniorer arbejder. Alene de sidste fire år er beskæftigelsen steget med 50.000 blandt danskere over 60 år.

Ifølge de nuværende regler, kan folkepensionister arbejde et mindre antal timer, uden at det får indflydelse på størrelsen af pensionsydelserne. Man kan altid tjene 60.000 kr. ved at arbejde, uden at det fører til nedsættelse af pensionstillæg eller andre tillæg.

Mange kan også tjene mere end 60.000 kr. i arbejdsindtægter uden nedsættelse af pensionen, men det afhænger af, hvilke andre indtægter man har fra ATP, private pensioner eller andet.

Først publiceret: onsdag 4. juli 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.