Gratis håndbog kæmpe kioskbasker hos seniorer
35.000 eksemplarer af Faglige Seniorers seniorhåndbog blev revet væk på rekordtid. Over tusinde mødte op til 19 arrangementer, hvor bogen blev uddelt gratis.
Senest opdateret: tirsdag 2. april 2019
En ægte kioskbasker: Den populære Seniorhåndbog fra Faglige Seniorer er revet væk på rekordtid.
På kun lidt over to uger er oplaget på 35.000 eksempler udsolgt.
Derfor er Faglige Seniorer på vej med et nyt oplag på 15.000, der ventes at være klar omkring 1. marts.
”Der er en kæmpe interesse blandt seniorerne for at holde sig orienteret og opdateret på, hvilke rettigheder og muligheder man har som efterlønner eller folkepensionist. Alligevel kommer det lidt som en overraskelse, at vi – selv om oplaget er 10.000 eksemplarer større end sidste år – har fået udsolgt så hurtigt,” siger Ole Ibsen, landsformand for Faglige Seniorer.
Læs også: 3.000 seniorhåndbøger langet over disken første dag
Gratis bog og orientering
Håndbogen kan bestilles på nettet og er gratis, men modtageren skal betale portoen.
Samtidig er Seniorhåndbogen bogen uddelt gratis ved 19 lokale arrangementer over hele landet i slutningen af januar og begyndelsen af februar.
Over 1.500 efterlønnere og folkepensionister benyttede sig af muligheden for at få en gratis håndbog og få en orientering om, hvordan man bruger opslagsværket.
På møderne var det direktør i Faglige Seniorer Palle Smed eller Faglige Seniorers konsulenter Charlotte Schultz eller Carsten Elert, der stod for orienteringen.
600 bøger væk på en formiddag
I Randers var interessen for at deltage så stor, at arrangementet måtte flyttes fra en lokal cafe til større mødelokaler. 170 var tilmeldt op og der blev udleveret 300 bøger.
I Aalborg var der godt proppet i Fagforeningshuset, hvor 250 var mødt op for at sikre sig en gratis håndbog. Flere kom til og i løbet af en formiddag var 600 håndbøger revet væk.
Stor var interessen også på Bornholm, hvor Metals fagforeningshus lagde lokaler til 110 fremmødte.
Andre steder har interessen også været stor, så der i sidste øjeblik har måtte sættes nye arrangementer op.
Kaffe og hyggesnak
I alt blev der uddelt over 2.500 håndbøger ved arrangementerne rundt i landet, hvor der også blev serveret et rundstykke og en kop kaffe.
”Mange har villet have et gratis eksemplar i hånden, og der er sikkert også en del, der har fået en hyggelig formiddag ud af det og har fået en snak med andre seniorer. Det har i hvert fald været overvældende, at interessen har været så stor,” siger Ole Ibsen.
Mange af arrangementerne har været omtalt i lokale medier, og det har været med til at øge interessen, tilføjer Ole Ibsen.
Seniorhåndbogen 2019 er opdateret med satser for blandt andet folkepension, efterløn og en oversigt over regler og love. Ud over håndbogen på papir på 116 sider, kan håndbogen også downloades i en digital udgave.
Endvidere findes håndbogen også som en digitalt opslagsværk på www.seniorhåndbogen.dk, der hele tiden opdateres på.
Først publiceret: mandag 18. februar 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. april 2019 kl. 14:45