Netop nu havner en e-mail i postkassen hos danskere, hvor det oplyses, at Netflix ikke har modtaget indbetaling for medlemskabet for denne måned.

Ser du film? Pas på – sådan tømmer kriminelle dit kreditkort

Ser du film fra streaming-tjenesten Netflix skal du passe på en ny mail, hvor du skal opgive oplysninger fra dit kreditkort. Se de fire trin, hvor de kriminelle tømmer din konto.

Det er en skat med tusinder af film, men har du abonnement på streaming-tjenesten Netflix skal du passe på.

Netop nu havner en e-mail i postkassen hos danskere, hvor det oplyses, at Netflix ikke har modtaget indbetaling for medlemskabet for denne måned.

“Vi skriver til dig, fordi vi ikke har kunnet registrere din betaling af abonnementet for denne måned – du er derfor i fare for at miste adgangen til vores tjeneste! Hvis du fortsat ønsker at være medlem, så vil vi bede dig om at opdatere dine betalingsoplysninger ved hjælp af linket nedenfor,” står der i mailen.

Mailen sluttes af med de lokkende ord:

“Vi sætter umådelig stor pris på dig som kunde, og vi vil blive meget kede af, at du forlod os. Mange tak for din tid – vi håber, at vi snart ser dig igen!”

Mail er svindel

Det er nu, du skal passe på. For der er tale om en mail, der ser ud til at komme fra Netflix.

Men mailen er sendt fra kriminelle, der vil franarre dig dine kreditkort-oplysninger. Og derefter tømme din bankkonto.

Har du abonnement hos Netflix, har du allerede oplyst dit kreditkort-nummer ved indmeldelsen. Netflix trækker så automatisk det beløb, dit abonnement koster.

Har du frameldt dig Netflix, skal du sikre dig, at du ikke oplyser dine kreditkort-oplysninger, fordi du får en mail.

Tjek i stedet dit abonnement på Netflix hjemmeside under din Netflix-konto.

4 trin: Sådan gør de kriminelle

Her er de fire trin, hvor mail-kriminelle får adgang til din konto uden at du aner uråd

Trin 1: Du får en mail

Du modtager en mail, hvor du bliver bedt om at klikke på et link.

Trin 2: Du udfylder kreditkort-oplysninger

Når du har klikket på linket, kommer du ud på en hjemmeside, hvor der er de samme felter, som du kender fra andre steder, hvor du betaler med dit kreditkort:

Trin 3: Du skal bekræfte oplysninger

Du må aldrig udfylde felterne med dine kreditkort-oplysninger på en side som denne fra en mail, du ikke har tillid til. Tjek altid hos den leverandør, du er kunde hos.

Udfylder du alligevel felterne på anmodningen fra de kriminelle, der udgiver sig for at være fra Netflix, får du efterfølgende dette billede. Igen ser det troværdigt og rigtigt ud, men det er svindlernes opsætning. Her bliver du bedt om at bekræfte dit køb ved at opgive dit mobil-nummer:

Trin 4: Pengene er sendt og du sendes til en Netflix-hjemmeside

Oplyser du dit mobil-telefonnummer, får du følgende billede. Alting ser rigtig ud. Og linket på dette billede sender dig videre til Netflix rigtige hjemmeside. Du føler dig måske tryg ved, at du nu har betalt for dit abonnement og aner ikke uråd.

Ikke før du næste gang tjekker din konto. Og den er blevet lænset. Ikke af Netflix. Men af mail-banditter.

4 der sikrer dig mod svindel

  1. Du skal altid forholde dig kritisk til e-mails, sms’er og beskeder, som spørger efter personlige oplysninger.
  2. Giv aldrig følsomme oplysninger i en e-mail, sms eller på sociale medier.
  3. Undgå at klikke på links i e-mails eller sms’er, som du ikke har tillid til. Hvis du er i tvivl om ægtheden af en e-mail eller sms, så kontakt afsenderen.
  4. Brug ikke ”besvar”-funktionen eller telefonnummeret i den e-mail/sms du har modtaget, for så ryger du stadig til svindlernes hjemmeside. Find i stedet for selv e-mail-adressen eller telefonnummeret.

(Fra YouSee)

Artiklen er sidst opdateret mandag 6. maj 2019 kl. 13:55