Tegnefilm: Sådan spotter du ensomhed på halvandet minut
Det anslås at 250.000 danskere over 65 år føler sig ensomme. Mange af dem modtager hjemmepleje. Ny video skal hjælpe med at spotte ensomhed hos ældre.
Senest opdateret: onsdag 13. januar 2021
Ensomhed blandt ældre er udbredt.
Det anslås, at hver fjerde ældre over 65 år ofte eller af og til føler sig uønsket alene – eller føler sig ensomme, når de er sammen med andre mennesker. Eller begge dele.
Det svarer til 250.000 personer.
Mange af de ensomme ældre modtager hjemmepleje.
Et projekt hos Hjemmeplejen Amager i København har til formål at sikre, at ingen ældre i nærområdet skal føle sig uønsket alene.
Det skriver nyhedsbrevet Viden på Tværs.
I forbindelse med projektet er der lavet en lille animations-video, der skal klæde hjemmehjælperen på til at spotte, om den ældre er ensom.
“Målet er, at de frontmedarbejdere, der dagligt kommer hos de ældre i eget hjem, skal have styrket deres kompetencer, så de i højere grad lægger mærke til de små tegn, der over tid kan udvikle sig til ensomhed,” hedder det om videoen.
5 tegn på ensomhed
Tegnene på ensomhed hos den ældre kan være:
- Manglende motivation.
- Utilfredshed og irritation.
- Savnet af nære venner.
- Manglende struktur i hverdagen.
- Følelse af ikke længere at høre til.
Se tegnefilmen her:
Projekt Tigerspring
320 medarbejdere i hjemmeplejen på Amager har været med i projekt "Tigerspring ind i nye venskaber" - et to-årigt projekt, hvor Københavns Kommune har fået støtte fra Sundhedsstyrelsens pulje "Styrket indsats mod ensomhed blandt ældre mennesker, der modtager meget hjemmehjælp".
Ud over en animationsvideo, er der også lavet et skema til ensomhedsscreening samt en liste over aktivitetstilbud i nærområdet.
Først publiceret: onsdag 15. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret onsdag 13. januar 2021 kl. 22:06