"Jeg vil gøre mit til, at der kommer mere fokus på seniorerne og de allerældstes vilkår," siger den nye sundheds- og ældreminister, 44-årige Magnus Heunicke. Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Minister om arven fra Thyra: Mere fokus på seniorer

De ældre blev glemt i valgkampen, mener den nye sundheds- om ældreminister. Nu vil han gøre sit til, at der igen kommer fokus på seniorernes udfordringer.

Senest opdateret: tirsdag 13. august 2019

Hjemmepleje, plejehjem, seniorboliger, folkepension…

Det er emner, der optager mange seniorer og ældre. Men som fyldte meget lidt i valgkampen op til Folketingsvalget.

Der er ingen tvivl om, at ældreområdet trænger til et løft.

Magnus Heunicke, sundheds- og ældreminister.

”Det ærgrer mig, at ældreområdet langt fra fik det fokus i valgkampen, som det fortjener. Udfordringerne er enorme, men alligevel kom debatterne op til folketingsvalget til at handle om alt mulig andet end de ældre,” konstaterer 44-årige Magnus Heunicke, der er ny sundheds- og ældreminister.

”Det håber jeg, at jeg nu kan gøre bod på. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at der kommer det fokus på seniorerne og de allerældstes vilkår, som de fortjener. De har været med til at opbygge det velfærdssamfund, vi alle i dag nyder godt af. Derfor skal velfærden naturligvis også være der for dem, når de har behov,” siger Magnus Heunicke i et interview med Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Læs også: Seniorernes nye minister: Vi skal være der for de ældre

Ældre trænger til et løft

Han vil efter nogle uger som minister ikke nu komme med meldinger om konkrete initiativer på ældreområdet.

Magnus Heunicke

  • Sundheds- og ældreminister 27. juni 2019.
  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Sjællands Storkreds fra 13. november 2007.
  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Storstrøms Amtskreds 8. februar 2005-13. november 2007.
  • Transportminister 3. februar 2014-28. juni 2015.
  • Statsrevisor 13. august 2013-2. februar 2014.
  • Har været velfærdsordfører, kommunalordfører og ordfører vedrørende landdistrikter og øer. Tidligere politisk ordfører, trafikordfører og it- og teleordfører.
  • Født 28. januar 1975 i Næstved, søn af borgmester Henning Jensen og specialklasselærer Inger Heunicke.

 

Men I regeringens såkaldte forståelsespapir fremgår, at der er behov for at ansætte og uddanne mere personale til blandt andet plejehjem.

Der skal også sættes ind mod kontrol og minuttyranni, så der kan frigøre mere tid til arbejdet med den enkelte ældre.

Og så skal pengene følge det såkaldte demografiske træk. På dansk betyder det, at jo flere ældre, vi bliver – jo flere penge skal der sættes af til området.

”Der er ingen tvivl om, at ældreområdet trænger til et løft. Men hvordan; det vil jeg vente med at melde ud om senere,” fortæller Magnus Heunicke.

Respekt for Thyra Frank

Tidligere havde ældreområdet sin egen minister, Liberal Alliancens Thyra Frank.

Selv om hun i målinger blev placeret i bund som regeringens mest upopulære minister, siger Magnus Heunicke, at han ikke ”vil deltage i nogen ”Thyra-bashing”.

”Jeg har respekt for hendes engagement og indsats som plejehjemsleder,” siger han.

Minister på rundrejse

Magnus Heunicke har planer om en tur rundt til ældre i Danmark på blandt andet plejehjem for at få indtryk og forslag til, hvad der er behov for af initiativer.

Men ellers møder han seniorlivet lokalt i Næstved, hvor blandt andet hans far, tidligere borgmester Henning Jensen, og moren Inger bor.

”Begge mine forældre er over 70 år, så jeg kender da til de udfordringer det er at blive ældre. De bor heldigvis fortsat i egen bolig, og er selvhjulpne. Min mor har sklerose og det giver selvfølgelig nogle udfordringer,” fortæller Magnus Heunicke.

Samarbejde med ældreorganisationer

Sundheds- og ældreministeren erkender, at det er et problem, at politik – der vedrører ældre – er spredt over en række ministerier. For eksempel er arbejdet med at sikre flere seniorer på arbejdsmarkedet en opgave, der ligger i Beskæftigelsesministeriet.

Desuden er ansvaret for hjemmepleje og plejehjem en kommunal opgave.

Faglige Seniorer har foreslået, at der oprettes en nationalt ældreråd, der kan rådgive regeringen om ældrepolitik.

Rådet skal kunne samle op på forskning og viden om ældres forhold og fokusere på de store udfordringer for fremtidens ældregruppe på tværs af ministerier og ressortområder.

“Det er jeg ikke afvisende overfor at se på. Jeg glæder mig i det hele taget til samarbejdet både med Faglige Seniorer og de andre organisationer, der repræsenterer de ældre,” siger Magnus Heunicke.

læs også: Seniorer til ny minister: Vi har brug for et nationalt ældreråd.

Hvad mener du?

Er der behov for, at ældreområdet får et løft, som Magnus Heunicke påstår? Hvad mener du. Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/2288744454507153?__xts__[0]=68.ARAi-m3ZdlU9P-uPCSOdQ66B2k_hwVl_Fm8ZvV-TRs-Q2nbPfXFICFusPa2Uwwwu3O68c5dUprc03xI3GGpAXvmZOhP5iyesonRoRtROkgNTJaiZRHQyKjoZTyls7rJ3jnAtGloojqVoZAWGpIm_V_wuYfd69fpLASHFhoDzmSSC-OL8376-YU7M6xMDd14CRoe5BcyyKaKtG3t8phk7Ig_MpB96bilKvWcChRhsxwB6CSaPJq-xG77QJOBH3fEFq8xLeylZtehm3jHeoYDXhsXghcIPBPeqocr7y3pUZnSOCeRfwZZdbGOMgmvk25kcY0hP6XSn-edcgmVGP1fT_CVvrQ&__tn__=-R

Først publiceret: mandag 8. juli 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. august 2019 kl. 09:53

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.