En tur ud i naturen er en af de mange aktiviteter, som seniorerne fordriver corona-ventetiden med.

15 ting seniorerne laver under corona-krisen

Seniorerne bruger ventetiden under corona til masser af aktiviteter. Se hvad seniorerne laver - og bliv selv inspireret.

Senest opdateret: tirsdag 7. april 2020

For et par uger siden gennemførte Faglige Seniorer en undersøgelse om, hvad seniorerne laver, når de må holde sig mere hjemme på grund af faren for coronasmitte.

Du kan  se resultatet af undersøgelsen her

På Facebook har flere læsere delt deres aktiviteter. Her kan hente inspiration til 15 aktiviteter, seniorerne får tiden til at gå med:

1. De rydder op

Mange seniorer har fået tid til at få ryddet op.

Marianne fortæller på Facebook: “Rydder op i “gemmerne” – det tager lang tid og er også ret underholdende – hvad har man ikke gemt gennem et langt liv. Nu bliver der sorteret i bunker. 1. Kan ikke leve uden. 2. Gemmes lidt endnu. 3. Måske børnene vil have det. 4. Loppemarked. 5. Med blødende hjerte. I skraldespanden. Der går meget godt tid med det projekt. PS. Bunken med gemmes lidt endnu vokser faretruende.”

Dorit har ekstra travlt, fordi hun er ved at flytte: “Jeg er midt i en flytning, så jeg kan sagtens få tiden til at gå. Har været i gang med at vaske alle skabe, døre, vinduer m.v. ned samt male hele huset ( med god hjælp fra min datter). Nu er der en lille pause i det for alle de ankomne flyttekasser skal tømmes, og så skal jeg selv have flyttet mine ting fra min midlertidige bolig. Og så er der en spændende ny have der venter efterfølgende. Det er rigtig god terapi.”

Ingrid er nødt til at rydde op, fordi hendes bolig er ved at blive renoveret: “Vores ejendom er under renovation, så jeg rydder op til den store guldmedalje. 2 kælderrum og 1 loftsrum er tømt ved hjælp af 2 venner, og nu skal hele køkkenet tømmes. Nye vinduer skal sættes i samt nedfaldsstammer skal fornyes, så der er masser at tage fat i her indendøre. Det er både godt og ondt. Men savner den friske luft og især solen. Vores ejendom har stillads hele vejen rundt… øv øv..”

LÆS OGSÅ: Smid ud eller tjen penge? Sådan tjener du penge på dit gamle ragelse

2. De gør rent

Lene fortæller: “Jeg gør rent og pudser vinduer, så det ser pænt ud, når solen skinner ind i min lejlighed. Har gået ture i det dejlige vejr. Får leveret aftensmad hver anden dag. Følger Nyhederne og Facebook.”

For Juliane er rengøring en del af de daglige gøremål: TV, strikke, ture med hunden, rengøring, og de nødvendige indkøb.

LÆS OGSÅ: Corona-virus: Sådan holder du din bolig ren

3. De dyrker en hobby

Mange seniorer dyrker en hobby, er kreative og laver håndarbejde. Det er især populært at strikke og lave puslespil. Bodil maler og laver sjov med foto.

Jens har fået tid til at redigere smalfilm: “Haven er klar til påske, som hustruen gerne vil have den. Nu er det min tur til at redigere og se gamle smalfilm og billeder. Og tænk, at børnene også er interesseret i, hvad farfar har filmet hele sit liv. Skøn med tid til det.”

Torben hører musik: “Jeg bruger en masse tid på computeren – finder musik Pigtråd og Rockmusik på youtube og mindes den tid. Jeg laver mad og dertil får jeg et glas rødvin eller 2, og så nyder jeg efterfølgende maden sammen med min kone. Hver 3. dag bager jeg rugbrød som vi sætter stor pris på, der bliver også tid til en tur på mountainbiken ud i den fri natur, samt lidt havearbejde og bare at sidde og nyde solen. Jeg gør rent, skifter sengetøj, handler ind på nettet, og indimmellem i butik, apotek og i banken for min gamle mor på 93. Når kl. nærmer sig 19.30 står den på TV eller vi sætter en film på DVD’en.”

4. De hygger sig med familie og børnebørn

Helle er sammen med sin familie: “Jeg er på tredje uge hos min datter, svigersøn og lille barnebarn…og vi hygger.”

Ester hjælper familien og passer børnebørnene: “For at aflaste min datter passer jeg børnebørn et par dage om ugen, og laver sjove aktiviteter med dem, da de jo også er isolerede. Og så bruger jeg meget tid på at træne med mine 2 hunde.”

Inger ser ikke sine børnebørn, men hygger sig med et projekt, som hun har sammen med dem: “Børnebørnene gav mig “Fortæl nu Mormor ” Efter 77 år er der til mange timers tanker. Udfyldning af bogen tager også mange timer. Satser på at være færdig, når der er styr på Corona.”

5. De lægger planer for dagen

Anette har lagt en plan for sin dag med motion og rengøring: “Jeg har lagt en plan for dagen. Om morgenen er der først yoga i en lille time – så morgenmad og nyheder ( hvor jeg sidder på en ” hoppebold” for at styyrke ryggen) så bestiller jeg indkøb og gerne går en lang tur, om eftermiddagen er del sol på min altan sidder så derude med en god bog, og aftenen er det strikketøj og fjernsyn samt knipling ind imellem. Derudover er der rengøring hver dag med ect dørhåndtag/køkkenet / toilet o a med både sæbe rodalon og sprit.”

Ulla har fået en ny start på dagen:  “Sat struktur på min morgen: Som noget helt nyt i min hverdag starter jeg med at høre klassisk på P2 kl. 7.30, derefter morgensandagt fra Københavns Domkirke, så klassisk igen og fælles morgensang med Philip Faber. Er faldet over en cellist fra Kroatien Stjepan Hauser, som jeg nu spiller rigtig meget. Når jeg savner børnebørnene al for meget, lusker jeg ind i deres have og optager en lige video af dem. Den er rigtig god til at falde i søvn på.”

Bodil gør dog det modsatte. Hun tager dagen som den kommer: “Jeg er førtidspensionist og vant til at leve ret isoleret, så det går let for mig.. Jeg gør det jeg føler for at gøre. Blot en dag af gangen…. Har jeg lyst til at cykle,,så cykler jeg. Har jeg lyst til at gå så går jeg, eller så maler jeg, strikker, hækler, ser en gammel dansk film eller en krimi.. Måske sover jeg lidt midt på dagen… Jeg gør måske rent og spritter af og vasker tøj og får det hængt op og senere lagt sammen… Måske går jeg ud og tager nogle dejlige billeder med mit kamera. Vi lejer af og til en bil og kører til Vesterhavet og hygger os helt vild meget… I dag hygger jeg mig lige nu i min stue og lytter til fuglesang…. Jeg vil bare være stille en time nu og mærke mig selv og lytte til fuglene… Jeg lever efter lyst princippet og i dag har jeg lyst til meget stille væren…. Jeg ønsker I andre alt godt. Jeg husker at elske mig selv og mine kære , men også livet trods tidens dybe alvor…”

6. De dyrker motion

Niels har fået mere tid til motion: “Jeg kommer i bedre form! Ikke at den var elendig – .en nu hvor fitnesscenteret holder lukket, har jeg downloaded app’ en ‘Endomondo’ og konkurrerer med mig selv i løb! Lidt sjovere, end bare at løbe: ser forbedring i distance, hastighed o.m.a., er nu nået op på 15,5 km på ca. 1 1/2 time! Desuden har vejret været fantastisk til havearbejde!”

Jette cykler og bader: “Jeg er vinterbader og cykler om morgenen til fjorden og får en dukkert hvis ikke vinden er for skarp. Det er en dejlig start på dagen. Ellers dyrker jeg chilier, så jeg kan få noget at stå imod med.”

LÆS OGSÅ: 15 minutters træning: Fut i formiddagen

7. De laver havearbejde

Karl har kastet sig over havearbejdet: “Jeg har været optaget af at få haven renset for synlig ukrudt, fjerne mos i græsplæne, beskære frugttræer og så vidt mulig gået nogle lange ture, det har jo trods alt været udevejr, de fleste dage.”

Bente har også travlt i haven: “Har lagt trægulv i min stue, fået fældet et træ i haven, lavet hegn i haven, så hunden bliver hjemme, laver håndarbejde og ser krimiserier i fjernsynet når jeg ikke ser nyheder.”

Toves mand laver havearbejde, mens hun holder sig beskæftiget i huset: “Min mand har ordnet haven – dejligt at genbrugsstationen er åben igen . Jeg har ordnet ting i huset som jeg ellers ikke “har tid til”. Der bliver også tid til at læse en god bog og tage en tur på cyklen.”

Pia nyder sin kolonihave: “Jeg tager i min kolonihave, hvor jeg får renoveret/isoleret min garage, gjort mit brusebad i orden samt sat kartofler. Urtehaven er fræset.”

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til, hvordan du gør haveredskaberne klar

8. De går tur

Helene går tur hver dag: “Jeg er en pige på 82. Er heldigvis sund og rask men det kan da godt være lidt kedeligt når man som jeg er ret aktiv, så jeg strikker og går en dejlig tur hver dag så ser jeg fjernsyn og bager lidt til fryseren, til mine børn må besøge mig igen og så gætter jeg kryds og tværs, så man kan holde hjernen i gang så dagene går jo alligevel.”

Elsebeth cykler og går tur og savner samvær med familie og venner: “Jeg går tur eller cykler dagligt, strikker/hækler, læser bøger. Glæder mig til at kunne mødes med familie og venner igen.”

Jørgen nyder naturen: “Ja, vi har også mange jern i ilden, med at gå ture ude omkring i naturen og stranden, læser en del bøger og bruger pc til at lave slægtsforskning på, det er så en kæphest, så det ikke bare at bruge en på på spil og internet. Mangler den kontakt til andre mennesker vi har fælles interesser i.”

Lene går tur med hunden: “Får ryddet op i gemmerne og malet vores havestue, kryds og tværs, strikker og 1/2 times yoga hver dag dag og mange gåture med hunden.”

9. De laver mad

Hellen laver mad til sig selv og andre: “Jeg laver mad og mad og mad!!! Det elsker jeg. Så deles der ud. Jeg er senior, men kender nogen ,der er ældre end mig og ikke kan koge mere end et æg. Mit lille projekt er bl.a ,at jeg hver dag laver aftensmad til en hjertesyg ven på 85 , der mistede sin kone sidste år. Der bliver også bagt en del.”

Ella spiser god mad med sin mand: “Jeg går i haven, strikker, læser en god bog, telefonsamtaler eller spiser en god middag sammen med min mand.”

VIDEOOPSKRIFTER: Få inspiration til dejlig mad

10. De læser bøger

Birgit holder sig i gang med at læser bøger, går lange ture, hjemmegymnastik og ser tv.

Lise-Lotte snupper en bog eller podcast, når hun kommer hjem fra den daglige lange gåtur: “Jeg går Camøen hver anden dag 10 km. Sår jeg I haven, læser, ser streaming TV, hører podcasts og gør rent. Laver min egen håndsprit, da jeg ikke tåler glycerin.”

LÆS OGSÅ: E-reolen: Lån bøger på nettet 

LÆS OGSÅ: 9 gode podcasts til seniorer: Kom godt i gang med at høre podcast

11. De synger sammen

Lene synger med sine naboer hver aften: “Jeg cykler ud i naturen sidder stille og læser bager og kl 17 hver dag synger vi sammen men hver for sig i vores arkade i vores andelsforening.”

12. De ser TV

Ranja starter dagen med TV: “Jeg holder gang i både kroppen og hovedet. En typisk dag starter med morgensang med Philip Faber. Derefter en god times rask gåtur eller en cykeltur eller et par gange om ugen en luntetur. I dag har jeg feks bagt boller til fryseren. Ellers læser jeg eller hjælper min vicevært i vores fælles have. Om aftenen bliver det mest TV og strikning. Alle de nyheder egner sig fint til at strikke karklude. Selvfølgelig af øko bomuld.”

Tove ser Netflix: “Jeg er blevet alene for 2 måneder siden og så kom corona oveni, det har været tungt, men jeg får læst en masse og går lange ture, i går gik jeg fra Vanløse til Rådhuspladsen, jeg måtte ind og se, hvordan det så ud uden mennesker – en mærkelig oplevelse. Jeg taler med min søn hver dag og vi ordner hele verdenssituationen, og så må jeg sige, at jeg er utrolig glad for at vores statsminister hedder Mette Frederiksen -jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ellers ville være blevet. Og så har jeg meldt mig til Netflix, det havde jeg ellers forsværget, men det er rart at kunne se lidt andet end det stærkt beskårede DR-TV og Radio.”

13. De holder kontakten

Anette holder kontakten via sms, Skype og telefon: “Jeg går ekstra ture med hunden. Beskærer og ordner min gamle frugthave til forårets komme. Skype med mine børn, børnebørn og tidligere naboer. Ringer til eller SMS til mine ældre søskende mens jeg måske har boller i ovnen til min ven og mig.”

Eva bruger FaceTime: “Jeg går en tur hver dag, får læst en del bøger via e-reolen, lægger puslespil og ringer til familien via FaceTime.”

En anden Eva nyder, at der er mere tid til at tale i telefon:  “Jeg sørger for at gå eller cykle en tur dagligt derudover læser jeg gode bøger og så skal vores dejlige kolonihave have en omgang det bliver nok en præmie have i år og jeg får snakket en del i telefon med mine venner hvilket jeg ellers sjældent gør plejer at sms’e men det er så dejligt at snakke sammen.”

LÆS OGSÅ: Sådan gør du:  Snak med familien på video

14. De holder afstand

Ulla har ikke været udenfor sin dør i 3 uger: “Vi bor i et lille hus med have. Vi bruger rigtig meget tid med at gøre haven forårsklar,og nyder faktisk at have god tid til det i år, godt hjulpet af det skønne vejr vi har haft. Vi har masser af kontakt med børn og børnebørn på telefon, Messenger og sms, og ligeledes med venner og familie rundt omkring i landet. Og så hygger vi os med at gøre lidt mere ud af madlavningen end normalt. I dag skal vi mure lidt op inde i brændeovnen, og slibe og male et fodpanel under køkkenbordet. Så en stille og rolig og hyggelig hverdag, på trods af at vi ikke har været uden for en dør i 3 uger, og ingen kommer indenfor.”

15 De holder sig i gang

Hvis tiden ikke skal blive for lang, må man holde sig i gang med forskellige gøremål.

Det gør Pia: “Det er en blandet landhandel. Som altid spiser jeg morgenmad, indførte mindfull spisning lang tid siden, det giver god mening nu. Rydder op i forskellige ting alt det der bare har ligget og ventet. Gør rent, pudser vinduer. Har altid hadet det, nu er der gået sport i det. Går lange ture ved vandet, udforsker min egn. Danser 5 Rythm en mediativ danseform, flytter tankerne ud af hovedet og mærker min krop. Læser, strikker, spiller, lægger puslespil. Laver lækker mad. Bager brød/ kager. Nyder haven når vejret er til det. Telefonisk kontakt med familie. Skriver og deler tanker med en veninde. Kommer mig ovenpå en operation i februar. Er kræftpatient. Passer på mig og andre.”

Udnytter man tiden, er der også noget at glæde sig over. Som Maja skriver: “Jeg har været i haven fået ryddet op i alle rum og gjort godt rent i hele huset. Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.”

Du kan også dele dine aktiviteter på Facebook:

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/2831485646899695?__xts__[0]=68.ARCc79-I02y9GDmvT0vHQjCe3dEd6Cz-J_vYmVa7_ZAzYyN919O_pQ5QHblT8mc4x1Fzu4OXtm7VKXq2AdBaHzuoUg7gf-a63QkuEA_10pjohqH_wUhYKRlcO5uA0iXVqDdlJ7TMFilE8TUCz-beOP9LDDpzB1WCXyYXf0kuUWR6syBWeN5bIIVi9-UsxQtpFqgmobF0mSsggps7oxBCYrgD404W1G5QCcwKf_AF1r7o_cHFLIFlwl5aggcURBOwumIkgE2OqQZlac76FmY8W7zUHZRx7VsNYhSkPlOGermBLDMs1qTJ5DqVjlNXTa96kK3mc3Q-E_Hj8jXlMun4M4r4rw&__tn__=-R

Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona

Gør som over 200.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to

Tilmeld nyhedsbrevet her

Først publiceret: tirsdag 7. april 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. april 2020 kl. 16:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.