Browseren er det program, du bruger, når du går på internettet.

Hvilken browser skal du vælge? Få gode råd her

Her giver IT-nørd Michael Damkjær oversigt over de bedste browsere, du kan bruge, når du skal søge og surfe på internettet.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Der er mange browsere at vælge imellem. Du skal finde den, der passer bedst til dig på din computer, tablet eller mobiltelefon.

I starten kunne browsere ikke så meget. I dag kan de meget mere. Find ud af, hvad du vil. Vælg en browser som passer til dit behov.

Hvad er en browser?

En browser er et computerprogram, der bruges til at hente og vise hjemmesider.

Ovenstående (fra gs.globalstat.com) viser ret tydeligt, hvilken browser der er markeds førende pr. marts 2020.

Her kan du se forskellige browsere og deres plusser og minusser:

Google Chrome

Google Chrome, har i de sidste 10 år været toneangivende, hovedsagelig på grund af Googles Android system til mobile enheder (mobiltelefoner, tablets), hvor de havde lært af Microsoft, at sørge for en browser i styresystemet.

Chrome, kan installeres i både MacOS, Windows, Android og Linux, og opdateres jævnligt.

Googles forretning er baseret på online annoncer, og derfor er tredieparts cookies slået til som standard. Det kan slås fra – men er lidt omstændigt. Chrome kan synkroniseres så man har samme opsætning f.eks. på både tablet og pc.

+ Der findes rigtig mange brugbare tilføjelser, som man nemt selv kan installere.

÷ Tredjepartscookies er slået til som standard.

Hent Google Chrome her

Mozilla FireFox

Mozilla FireFox er en browser, der bliver udviklet under “Open source”, og finasieres derfor af frivillig hjælp og donationer.

Open source betyder, at det er lovligt at ændre “kildekoden” – en browser er jo et program og er derfor kodet, og den oprindelige kode er det tilladt at ændre og dele (ikke sælge) med andre.

FireFox kan også installeres i både MacOS, Windows, Android, Linux, mobil og tablet, og opdateres ofte (hver 4. uge). Den seneste opdatering har gjort det nemmere at søge via adresselinjen – når man klikker på den, vises de 7 seneste søgninger. Det er en detalje, FireFox indtil videre er ene om. Kan synkroniseres så man har samme opsætning på både tablet og pc.

+ Tredieparts cookies, er som standard blokeret. FireFox går højt op i sikkerhed og privatliv og har som de andre browsere rigtig mange brugbare tilføjelser, som man selv kan installere.

Hent Firefox her

Apples Safari

Apples Safari er udelukkende tilgængelig til Apples egne produkter, men.. det er dog muligt at installere en Safari udgave til Windows XP, Vista, 7, 8 og 10. Problemet er så bare at denne udgave af Safari er fra 2012, og den forventes ikke at blive opdateret.

Safari kan ikke synkroniseres med andre enheder, men den er hurtig og fokuserer meget på privatliv. Safari var den første browser der slog tredjeparts cookies fra.

+ Tredieparts cookies, er som standard blokeret / hurtig og nem at bruge / går højt op i sikkerhed og privatliv.

÷ Fungerer kun på Apples egne produkter for opdateringer og tilføjelser.

Mere om Safari her

Edge

Edge er Microsoft Windows’ browser, og afløste Internet Explorer i 2015. Ligesom i Chrome er tredieparts cookies ikke blokeret som standard, og som hos Chrome er det lidt omstændigt at blokere dem.

Edge kan synkroniseres med både Apple og Android mobile enheder. Edge/Internet Explorer er automatisk installeret på en Windows pc. Tilføjelser er der en del af, men ikke så mange som til FireFox og Chrome. Bliver opdateret jævnligt.

+ Nem at bruge.

÷ Færre tilføjelser

Hent Edge her

Opera

Opera er en norsk browser, der har eksisteret siden 1994. En hurtig browser (fylder ikke mere end 6,5 mb), fokuserer på privatliv og tilgængelighed.

Opera er bygget på Android, så der er en del tilføjelser. Indbygget er en annonce-blokker og en gratis VPN forbindelse. Du kan have op til 4 vinduer åbne ad gangen. Opdateres jævnligt. Kan installeres på alle mobil enheder og pc.

+ Hurtig og nem at bruge / fokuserer på privatliv og tilgængelighed.

÷ Færre tilføjelser.

Hent Opera her

Om Michael Damkjær

Michael Damkjær er 65 år. Han er 3F'er og tidligere timelønnet chauffør hos Falck, men for øjeblikket sygemeldt med et dårligt knæ.

Michael arbejder ikke med IT, men han er en ildsjæl med stor interesse og viden, som han gerne deler med andre.

Når han støder på en it-udfordring, er hans første tanke: ”Hvordoe kan man ikke det? Det må jeg finde ud af”.

Michael læser Faglige Seniorers nyhedsbrev og har tilbudt at dele sin viden om browsere med andre læsere.

Har du også en masse viden, som du gerne vil dele med andre seniorer? Så send en mail til Susanne på sf@fagligsenior.dk 

Først publiceret: fredag 1. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.