Stor guide: Gode råd til dig der køber deals på nettet
Dealsites og tilbudssider er meget populære, men der er fælder, som du bør kende, inden du lader dig friste af et ”godt” tilbud.
Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020
Rabat på kroophold, faldskærmsudspring, billige håndklæder. Der er næsten ikke grænser for, hvad du kan købe billigt på et dealsite, men kan det betale sig? Og hvad der dine rettigheder.
Inden du næste gang lader dig friste til at købe noget på grund af den gode pris, bør du måske lige læse det med småt.
Vi har spurgt Camilla Post, som er chefjurist hos e-mærket om, hvad du skal holde øje med.
Hvad er deals?
En deal er slagtilbud. For eksempel rabat på oplevelser som restaurantbesøg, kroophold, koncerter og udflugter. Det kan også være rabatter på serviceydelser som klipning, fodbehandling eller massage. Når du køber dealen, betaler du forud for ydelsen ved at købe et værdibevis.
Nogle deals er til ting, du kan købe. Det kan være alt fra vaser, tøj, møbler, elektronik og meget andet.
Tilbuddene ligger på hjemmeside med deals, som ofte kun gælder i en afgrænset periode. Ofte er der en tæller på siden som viser, at nu er der kun så og så lang tid til, at det gode tilbud udløber.
Mange abonnerer på nyhedsbrev for ikke at gå glip af tilbud. Sweetdeal og SPOT-deal er nogle af de kendte dealsider.
Hvordan fungerer det med værdibeviser?
Når du har købt en deal, får du normalt en mail med et værdibevis.
Du skal have indløst værdibeviset inden for en bestemt periode. Den periode værdibeviset gælder, kan variere og i nogle tilfælde være meget kort.
Det skal fremgå klart og tydeligt, hvis værdibeviset for eksempel ikke kan anvendes bestemte dage – for eksempel, hvis et kroophold ikke kan anvendes i weekenden, uden at du betaler ekstra.
Mange glemmer at læser betingelserne, fordi der kan være mange informationer.
Men det er vigtigt, at du bruger tid på at finde ud af, hvem du køber hos, og hvad betingelserne er.
Kan jeg fortryde et køb af en deal?
Du kan godt fortryde, men dine rettigheder i forbindelse med fortrydelse afhænger af, hvad du har købt.
Hvis dealen er en vare
Hvis du har købt en vare på nettet gennem et dealsite, kan du fortryde dit køb i 14 dage fra den dag, du har modtaget varen. Du kan også benytte din fortrydelsesret inden varen er modtaget
Har du for eksempel købt en vase, kan du fortryde købet, og du skal så sende varen retur i samme stand, som du modtog den. Du skal selv betale for forsendelsen.
Hvis dealen er en ydelse – for eksempel en klipning eller massage
Dealsites udbyder også ydelser som klipning eller massage. Der kan du også fortryde købet af værdibeviset, men du skal være opmærksom på, at din fortrydelsesret på de 14 dage går i gang i det øjeblik, du har købt og modtaget værdibeviset og oplysninger om vilkår for aftalen og fortrydelsesretten.
Du kan fortryde ved at sende en mail til dealsitet og dem, der skal udføre ydelsen for eksempel frisøren.
Det skal du gøre inden din fortrydelsesfrist udløber. Det er bedst at gøre det skriftligt i stedet for at ringe, så er du sikker på, at der ikke senere opstår tvivl om, at du har fortrudt i rette tid.
Er pengene blevet trukket på din konto, har du krav på at få det fulde beløb retur.
Hvis dealen er et arrangement på en bestemt dato
Du kan desværre ikke fortryde dit køb, hvis er til et arrangement som for eksempel en koncerter, hotelophold eller restaurantbesøg, som foregår på en bestemt dato eller inden for en bestemt periode, men ofte vil du kunne fortryde selve værdibeviset inden 14 dage fra du har indgået aftalen.
Hvem skal jeg gå til, hvis der er noget galt med det jeg har købt?
Det kan være svært at gennemskue, hvem man egentligt har lavet en aftale med. Er det dealsitet eller leverandøren?
Det skal være tydeligt, når du køber noget, hvem du køber hos.
Normalt er dealsitet formidler, og du køber kun værdibeviset hos dem.
Det betyder, at du egentligt indgår en aftale med leverandøren. Vil du klage over ydelsen, skal du klage til frisøren, kroen eller hvem det er, der er leverandøren.
Derfor er det vigtigt, at du altid læser det med småt, så du ved, hvem du har købt hos, og hvad betingelserne er.
Står der i betingelserne, at du skal booke tid inden en bestemt dato, er det dit ansvar at få det gjort. Så booker du for sent, og der ikke er tid hos frisøren, er det dit ansvar
Er du utilfreds med klipningen eller kroopholdet, skal du klage med det samme, så leverandøren har mulighed for at rette op på fejlen.
Hvor længe gælder en deal?
Det skal fremgå tydeligt, hvor længe dealen gælder.
Indløsningsperioden vil oftest fremgå af dealen, men hvis intet er aftalt, gælder værdien af dealen som udgangspunkt i tre år.
Jo kortere indløsnings perioden er, jo større krav er der til tydelighed, så du kan se, hvor længe din deal gælder.
Kan jeg få mine penge tilbage, hvis en deal udløber?
Når du køber en deal, skal det klart oplyses, hvor længe den er gyldig og står der ikke noget, er det 3 år.
Hvis du har haft dit værdibevis liggende for længe i skuffen, er der som udgangspunkt ikke noget at gøre.
Dog er der faktisk nogle dealsites, som påtager sig et ansvar, som går længere, end de er forpligtet til.
Derfor bør du nok lige tjekke betingelserne en ekstra gang, måske kan du få en anden deal i stedet.
Men husk, dealsitet er ikke forpligtet.
Hvad er mine rettigheder, hvis stedet går konkurs?
Hvis kroen eller frisøren går konkurs, så er det konkursboet, du skal rejse dit krav overfor.
Men tjek betingelserne for købet.
Det skal være tydeligt, hvem du har indgik aftale med. Er det ikke det, så kan dealsitet være ansvarlige.
Kan det betale sig at købe deals?
Inden du lader dig friste, bør du altid undersøge, om du kan få det samme til samme pris et andet sted.
Tjek frisørens egen hjemmeside. Hvad koster en klipning der?
Tjek kroens hjemmeside, hvad er prisen for et ophold? Tilbyder de selv en lignende pakke til samme pris?
Se også grundigt på reglerne for at bruge tilbuddet. Ofte er prisen lav, fordi der er særlige betingelser for tilbuddet. Er det kun på bestemte dage eller tidspunkter? Og passer de dig?
Læs også anmeldelser på nettet? Har andre kunder været glade for denne deal eller leverandør?
Og kend dig selv: Er du typen, som falder for gode tilbud og ender med at købe deals, som ligger i en skuffe eller i din mailboks, så er det nok ikke en god deal for dig.
Læs mere om dealsites på Forbrugerombudsmandens hjemmeside
Spørg eksperten: Camilla Post fra e-mærket
Her kan du stille spørgsmål til chefjurist Camilla Post i Faglige Seniorers brevkasse om e-handel.
Her kan du se et eksempel på et af de spørgsmål, Camilla har fået om dealsites.
Hej Camilla
Jeg har købt et dealtilbud på nettet til en café for et par måneder siden. Problemet er bare, at caféen er lukket i mellemtiden. Hvad gør jeg?
Hilsen Louise
Kære Louise
Når man køber noget gennem et dealsite, er det som regel dealsitet, man indgår en aftale med. Ellers skal det være meget tydeligt, at dealsitet kun fungerer som et mellemled uden ansvar.
Da jeg ikke ved, hvilket dealsite du har handlet på, kan jeg ikke fortælle dig, om du har indgået aftalen med dealsitet eller caféen. Men prøv at se i din ordrebekræftelse. Hvis du får det indtryk, at det er dealsitet, du har handlet med, kan du bede dem om at refundere pengene for dealen.
Venlig hilsen Camilla
Du kan også spørge en af de andre eksperter:
Først publiceret: lørdag 13. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:41