Den 88-årige åbnede døren for to personer, der sagde, at de var fra politiet. Det blev fatalt.

Bad om ID: 88-årig bestjålet af falske politibetjente

Det hjalp ikke, at en 88-årig mand bad om at se ID-kort. To falske betjente maste sig alligevel ind i hjemmet og stjal.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

En 88-årig mand gjorde det helt rigtige, da to mænd ringede på døren i boligen i Aarhus og oplyste, at de var fra politiet.

Han bad om at se ID-kort, og de to mænd viste et kort med noget rødt skrift, hvor der måske stod ”college”.

Men selv om den ældre mand ikke syntes, at det så helt rigtigt ud, masede de to mænd sig alligevel ind gennem døren og skubbede den 88-årige væk.

De to kom ind i spisestuen, hvor den ene afledte ham, mens den anden stjal nogle værdier.

Kort efter ringede mandens datter på døren. Da den ældre mand gik ud for at åbne, stak de to mænd af fra stedet gennem havedøren i stuen.

De to falske politibetjente beskrives som mellemøstlige af udseende og omkring 30 år gamle. De talte begge dansk, oplyser Østjyllands Politi.

Hvad ville du gøre?

Politiet anbefaler, at man altid beder om legitimation, hvis personer siger, at de er fra politiet eller hjemmeplejen. Hvordan vil du sikre dig, hvis personen alligevel forsøger at trænge ind i dit hjem? Dit forslag og din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Sådan undgår du tricktyveri i hjemmet

Du skal være opmærksom, hvis for eksempel en eller to personer ringer på døren og beder om hjælp eller siger, at de kommer fra hjemmeplejen eller for at aflæse el, og beder om at komme ind.

Tag følgende forholdsregler, så du undgår tricktyveri.

Vær opmærksom og lav faste aftaler

  • Luk kun nogen ind du kender (for eksempel familie og naboer) eller har en fast aftale med (hjemmeplejen, viceværten eller aflæsning af elmåler).
  • Kender du dine naboer, kan i hjælpe med at holde øje og passe på hinanden.
  • Aftal nabohjælp med dem, der bor omkring dig.

Sikkerhed når du får besøg

  • Kig i dørspionen før du lukker nogen ind.
  • Brug en sikkerhedskæde og luk aldrig døren helt op før du ved, om det er en person, du kender eller har en aftale med.
  • Har du ikke dørspion eller sikkerhedskæde på din hoveddør, anbefaler vi at få det monteret. Indtil da - brug eventuelt en kileformet dørstopper, når du lukker op for fremmede.
  • Hvis du bor alene, kan du overveje kun at skrive dit efternavn på dørskiltet.

Omtanke i hverdagen

  • Taske, pung og mobiltelefon bør ikke ligge frit fremme.
  • Lad være med at have for mange kontanter hjemme.
  • Betal dine regninger gennem Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller på netbank.
  • Gem smykker og andre værdier væk, når du ikke bruger dem.

(Kilde: Det Kriminalpræventive Råd)

 

 

Først publiceret: tirsdag 22. september 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.