Mange ældre har oplevet at blive ladt alene og være isoleret fra familie og venner under corona-krisen, fremgår det af ny videnskabelig undersøgelse.

Forskere: Corona har givet ældre bekymringer og ringere livskvalitet

Ældre danskere oplevede flere bekymringer og et fald i livskvalitet i de første uger af corona-epidemien, viser undersøgelse, der vækker international opsigt.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Danskerne har generelt klaret corona-nedlukninger, uden at det er gået synderligt ud over deres mentale helbred.

Men der findes undtagelser: Ældre oplevede flere bekymringer og et fald i livskvalitet i de første uger af epidemien. De mærkede desuden en stigende social isolation. Også nogle grupper af unge var ramt.

Det viser en storstilet dansk undersøgelse. Forskerne siger, at forskellene på ældre og andre aldersgrupper ikke er store, men de findes.

Politikere og myndigheder skal også fokusere på, at ældre kan få social kontakt.

Amy Clotworthy, forsker bag undersøgelsen

Undersøgelsen peger på flere forklaringer. Blandt andet at ældre måske skal udholde længere perioder med begrænsninger i deres liv på grund af corona.

Det kunne også spille ind, at de i mindre grad end andre bruger computere og anden teknik til at holde kontakt med familie og andre, fremgår det.

Barometer over velbefindende

Undersøgelsen kommer fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Her er der sat et stort projekt i gang for at følge, hvordan danskerne håndterer coronakrisen.

I projektet “Stå sammen ved at holde afstand: Danskernes håndtering af coronakrisen” spørger forskerne løbende danskere i forskellige grupper. De har ligefrem opsat et barometer over danskernes mentale velbefindende.

Indsamlingen af oplysninger har været sat i bero et par måneder, men skal efter planen snart gå i gang igen. Dermed vil det muligvis kunne ses, hvordan coronas opblussen rammer ældres og andre danskeres sindstilstand.

Det kan der gøres

Den danske undersøgelse vækker interesse internationalt. De første resultater om blandt andet ældres situation er offentliggjort i et internationalt tidsskrift om folkesundhed – Scandinavian Journal of Public Health – se den engelske tekst her.

Projektet udspørger danskerne online og telefonisk i interviews om deres mentale tilstand. Dermed er undersøgelsen måske ikke repræsentativ for alle ældre. Det advarer forskerne om.

For eksempel ældre på plejehjem kan have svært ved at deltage i den slags undersøgelser. Situationen for de ældre kan altså se værre ud.

En af forskerne er Amy Clotworthy. Hun opfordrer politikere og myndigheder til ikke bare at se på smitterisikoen. Det gælder især de ældre, der oplever et besøgsforbud på plejehjem.

”Politikere og myndigheder skal også fokusere på, at ældre kan få social kontakt. Ellers er der risiko for at udvikle eller øge ensomhed, angst og depression”, siger Amy Clotworthy.

Forskel på ældre

I undersøgelsen rubriceres ældre som personer på over 65 år. Ældreforsker Karen Munk fra Aarhus Universitet peger på, at +65 langt fra er en ensartet gruppe.

”Der er stor forskel på en 66-årig, som løber maraton, og en 85-årig i kørestol på et plejehjem. Man skal i undersøgelser begynde at skelne mellem forskellige typer af ældre i stedet for at tage dem over én kam”, opfordrer Karen Munk.

Hun snakker selv om ”ældre voksne” i alderen fra 65 til 89 og først om ”gamle” fra 90 år.

”I dag skal vi generelt op i 80’erne, før man kan begynde at tale om folk som skrøbelige”.

Psykisk robuste ældre voksne og gamle

Karen Munk siger, at ældre på nogle områder kan stå stærkere mentalt end yngre. De er mere robuste psykisk, fordi de har deres livserfaring med sig, og de har prøvet meget.

”Den nye undersøgelse viser for eksempel, at de mindre end andre aldersgrupper frygter, at corona fører til en national økonomisk krise. De har oplevet oliekrisen og nogle endda en verdenskrig. Corona er umiddelbart vand i forhold til, hvad nogle af de ældre voksne og gamle har været igennem”, påpeger Karen Munk.

”Når ældre under corona er bekymrede for deres børnebørn, er det så et skred i deres mentale sundhed? Nej, sådan vil det altid være”, siger Karen Munk.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Overser politikere og sundhedsmyndigheder ældres behov for at være sammen med andre og risiko for ensomhed, når der advares mod smittefare? Giv din mening til kende på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

CORONA: ÆLDRE OPLEVER ISOLATION OG RINGERE LIVSKVALITETÆldre oplevede flere bekymringer og et fald i livskvalitet i de…

Slået op af Faglige SeniorerOnsdag den 23. september 2020

 

Først publiceret: onsdag 23. september 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:48

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.