Der blev anmeldt 785 indbrud i juledagene. Det laveste antal i 10 år.

Jule-tyven holdt sig hjemme: Laveste antal indbrud i 10 år

Julen 2020 har sat rekord som julen med færrest indbrud i 10 år. Corona betød, at flere danskere holdt sig hjemme. Det gav indbrudstyvene svære arbejdsvilkår.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Det er normalt lige så sikkert som amen i kirken, at antallet af indbrud i danske hjem sætter rekord i julen.

Men det blev ikke tilfældet denne jul.

På grund af corona og regeringens opfordringer holdt danskerne sig hjemme og fejrede jul.

Og det betød, at tyven ikke kom til et tomt hus eller lejlighed.

3 gode naboråd

Brug Nabohjælps app til at advare naboerne.

Sig hej til alle du møder i nabolaget.

Skab liv og aktivitet i nabolaget.

Læs mere om nabohjælp her.

I forhold til 2019 er antallet af anmeldelser om indbrud i juledagene halveret til det laveste i i 10 år, viser tal fra Rigspolitiet og Danmarks Statistik.

I alt blev der anmeldt 785 indbrud i juledagene.

De landsdækkende tal for indbrud i julen følger en generel tendens på indbrudsområdet. Antallet af indbrud er gennem en årrække faldet.

I 2017 blev der registreret 1470 indbrud, mens tallet i 2018 var 1662. I 2019 blev der registreret 1530 indbrud.

Politiinspektør i Rigspolitiet Henrik Sønderby peger på én særlig gruppe af borgere, som kan tage æren for den gode udvikling med færre indbrud.

”De borgere, som er aktive nabohjælpere til hverdag og i ferier, fortjener en tak. Vi ved fra forskningen, at Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, så det stigende antal nabohjælpere har helt sikkert en betydning for det faldende indbrudstal, siger Henrik Sønderby.

Det er Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, der står bag Nabohjælp, der er en app, der kan downloades til mobilen.

Hold tyven væk med app

I appen Nabohjælp får du mulighed for at:

  • Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere
  • Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
  • Arrangere feriehjælp
  • Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget

Appen kan downloades i App Store eller eller i Google Play

Selvom indbrudstallet går i den rigtige retning, er det vigtigt, at så mange som muligt tilmelder sig Nabohjælp.

”Vi skal holde fast i den gode nabohjælpsadfærd, som danskerne i høj grad har taget til sig i tiden med corona. Derfor opfordrer vi til, at man henter Nabohjælps app og bliver en del af det fællesskab i nabolaget, siger kommunikationskonsulent i Nabohjælp Sarah Risbøl Jacobsen.

200.000 danskere bruger allerede Nabohjælps app til at koordinere feriehjælp og advare naboerne om indbrud og mistænkelig adfærd.

Har du haft indbrud?

Har du været udsat for indbrud i dit hjem? Og hvordan var den oplevelse? Og hvad har du gjort for at forhindre det fremadrettet?

Fortæl om det og giv råd videre på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Hvis du har haft indbrud

  • Hvis du kommer hjem fra ferie og der har været indbrud i dit hjem, skal du anmelde det til politiet ved at ringe 114.
  • Du kan også anmelde indbrud på en politistation eller ved at skrive til politiet. Du kan finde adresser og åbningstider på www.politi.dk.
  • Da gerningsmanden ikke længere er til stede, kommer politiet normalt ikke med det samme. I stedet får du at vide, hvordan din sag vil blive behandlet, og hvornår politiet vil komme ud til dig.
  • For at politiet har mulighed for at sikre spor, skal du lade gerningsstedet være på den måde, det er fundet, indtil politiet har undersøgt stedet. Du kan eventuelt aftale afdækning eller lignende med politiet. Er du i tvivl, så spørg.
  • Du skal hurtigst muligt udfylde en blanket med oplysninger til politiet om, hvad der er stjålet ved indbruddet. Politiet vil udlevere en blanket til dig, men du kan også finde den på www.politi.dk under Borgerservice/Blanketter.
  • Du skal selv anmelde indbruddet til dit forsikringsselskab.

(Kilde: politi.dk)

 

Først publiceret: onsdag 6. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.