"Faglige Seniorer er på vej med initiativer målrettet ældre, der både skal forebygge at de bliver svindlet - men også advare om, når det sker, og vise, hvordan man bearbejder det, at blive udsat for avindel," fortæller landsformand Mette Kindberg

Svindel mod ældre: Nu siger regeringen stop

Regeringen vil med tre initiativer begrænse svindel med falske opkald og SMS-beskeder. Faglige Seniorer hilser det velkommen og er også selv på vej med tiltag mod IT-kriminalitet mod ældre.

Senest opdateret: torsdag 21. november 2024

En sms med et link til, hvornår din pakke bliver leveret. Eller et opkald fra et dansk nummer fra en, der udgiver sig for at være din bankrådgiver.

Det virker uskyldigt, men i mange tilfælde er det vellignende svindel, hvor it-kriminelle lykkes med at lokke personlige oplysninger og store beløb ud af uheldige danskere.

Nu har regeringen taget tre initiativ til at sætte en stopper for de it-kriminelles svindel.

  1. Filtrering af SMS’er: Der indføres en firewall, som sorterer sms’er med tegn på svindel fra.
  2. Udvidet spoofing-beskyttelse ved fup-opkald: Beskyttelsen skal mindske antallet af opkald, hvor svindlere foregiver at ringe fra et dansk nummer.
  3. Phishing-beskyttelse i MitID: Nyt sikkerhedslag i MitID, så man for eksempel bliver advaret, hvis man er ved at logge ind på en falsk udgave af MitID på en phishing-hjemmeside.
  4.  

På tide med politisk initiativ

Hos Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer hilser landsformand Mette Kindberg det velkommen, at regeringen nu har taget initiativ til at sætte en stopper for it-kriminelles svindel.

“Det er på tide, at der kommer politisk fokus på den svindel, der rammer fortrinsvis ældre, og som vi i Faglige Seniorer har påvist igen og igen de seneste år. Det koster ikke alene vores ældre medborgere penge, når de får falske opringninger fra banken og falske bankbude ringer på døren, og får udleveret dankort og koder. Det rammer også psykisk, fordi mange ældre opfatter det at blive svindlet som skamfuldt. Derfor er vi glade for, at regeringen nu – endelig – tager initiativer til at forhindre svindlen,” siger Mette Kindberg.

Hundredvis af artikler om svindel

Faglige Seniorers nyhedsbrev har gennem hundredvis af artikler de seneste år påvist, hvordan ældre udsættes for svindel på mail, sms, telefonopkald og også blive kontaktet fysisk af falske bankbude, hjemmehjælpere og andre myndighedspersoner.

“Ældre er vokset op i og har levet i et samfund, hvor der har været stor tillid til medborgere og myndigheder. Den tillid bliver misbrugt af kyniske kriminelle, og det er er på alle måder modbydeligt. Derfor er vi i Faglige Seniorer også på vej med initiativer målrettet ældre, der både skal forebygge, at de bliver svindlet – men også advare om, når det sker, og vise, hvordan man bearbejder det, at blive udsat for svindel,” fortæller Mette Kindberg.

Initiativer fra Faglige Seniorer omfatter blandt andet en hjemmeside og oplysende aktiviteter i organisationens mange lokale afdelinger over hele landet.

Værn mod skruppelløse kriminelle

I 2023 modtog dansk politi over 35.000 anmeldelser om it-relatereret økonomisk kriminalitet. Det var en stigning på 30 procent sammenlignet med året før.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Anmeldelserne viser, at der er sket en stigning i brugen af falske sms’er og fup-opkald, hvor svindlere udgiver sig for at være fra for eksempel banken eller offentlige myndigheder med henblik på at lokke personlige oplysninger ud af især ældre.

“Med de tre initiativer sætter vi et stærkt værn op mod den skruppelløse kriminalitet. Andre lande har vist, at lignende løsninger virker, og nu handler vi for at sikre, at danskerne kan føle sig trygge i deres hverdag,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Regeringens tre initiativer sker i samarbejde med Teleindustrien, Ældre Sagen, Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark.

Hvad mener du?

Har regeringen været hurtige nok til at sætte ind mod IT-kriminalitet, der rammer ældre? 

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

 

Først publiceret: torsdag 14. november 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 21. november 2024 kl. 19:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.