
Minister vil ændre loven: Afdøde skal kunne begraves to steder
Der skal være større frihed til at vælge det sidste hvilested. Kirkeminister Ida Auken (S) foreslår frit valg mellem folkekirkens kirkegårde og mulighed for at dele afdødes aske mellem to kirkegårde i Danmark.
Senest opdateret: onsdag 4. november 2026
Et gravsted tæt på børnene i Jylland og et andet på Sjælland.
Det skal fremover være muligt at få sin aske delt og nedsat på to kirkegårde i Danmark. Det foreslår kirkeminister Ida Auken (S), som samtidig vil give danskerne friere valg af deres sidste hvilested.
Forslaget skal tage højde for, at familier bor spredt, og at både afdøde og efterladte kan være knyttet til flere steder.
“Jeg er meget glad for, at vi kan lave reglerne for begravelse om nu, for det er faktisk over 30 år siden, vi sidst har set på dem, og der sker jo meget i menneskers liv,” siger Ida Auken til Ritzau.
Lovudkastet er sendt i offentlig høring. Ændringerne skal efter planen træde i kraft 1. juli 2027, men er endnu ikke vedtaget.
To gravsteder tæt på familien
Tidligere var det mere almindeligt at have et familiegravsted på hjemegnen, som familien vendte tilbage til gennem generationer. Men den tradition er under forandring.
“Man vil måske hellere have sine forældres gravsted tæt på, hvor man selv bor, end i deres hjemby, hvor man ikke længere kommer,” siger Katrine Søbo Andreasen til Ritzau.
Hun er souschef og daglig leder af GiasCentret, som drives af Aarhus og Viborg Stifter og rådgiver om kirkegårdslovgivning.
Stifterne behandler allerede ansøgninger om askedeling. Det typiske ønske er ifølge Katrine Søbo Andreasen, at en del af asken spredes over havet, mens resten nedsættes på en dansk kirkegård.
Men i dag må asken ikke nedsættes på to kirkegårde i Danmark. Den mulighed skal biskoppen fremover kunne give tilladelse til, hvis afdøde har udtrykt et bestemt ønske om det.
Familien vil dermed kunne få to gravsteder at besøge. Det medfører dog også udgifter til begge gravsteder og deres vedligeholdelse, fremgår det af bemærkningerne til lovudkastet.
Friere valg af kirkegård
Muligheden for to gravsteder følges af et forslag om frit valg mellem folkekirkens kirkegårde.
I dag er der ret til begravelse i afdødes bopælssogn og i sogne, som afdøde havde særlig tilknytning til. Det kan eksempelvis være et tidligere bopælssogn eller et sogn, hvor nære pårørende bor. Andre kan også få adgang, men har ikke samme ret.
Fremover skal alle som udgangspunkt kunne vælge kirkegård uanset bopæl og tilknytning.
Ministeriet vurderer, at der generelt er plads til det. Flere bliver kremeret, og der er derfor mindre behov for de større kistegravsteder.
Enkelte kirkegårde kan dog være så efterspurgte, at de fortsat skal kunne afvise personer uden særlig tilknytning. Det skal være nødvendigt af hensyn til pladsen til sognets egne beboere og andre med tilknytning.
Prisen kan også fortsat være højere udenbys. Forslaget ændrer ikke på, at kirkegårdene kan have forskellige takster for lokale, personer udefra og personer, der ikke er medlemmer af folkekirken.
Hos Danske Bedemænd hilser branchedirektør Tomas Legarth ændringerne velkommen.
“Hele begravelsesloven trænger til en opdatering,” siger han til Ritzau.
Flere muligheder for den sidste afsked
Den større valgfrihed skal også gælde selve den kirkelige afsked. Biskoppen skal kunne tillade, at begravelseshandlingen foregår andre steder end i kirken, kapellet eller på kirkegården, hvis omstændighederne taler for det.
Præsten skal desuden kunne tillade jordpåkastelse efter kremeringen. Det kan blandt andet være relevant, hvis nære pårørende først kan deltage senere på grund af akut sygdom eller ophold i udlandet.
For familier, der ønsker urnen nedsat på privat grund, skal betingelserne fremover stå direkte i loven. Muligheden findes allerede, men kræver tilladelse.
Efter udkastet skal afdøde have udtrykt et bestemt ønske om det og have haft særlig tilknytning til ejendommen. Grunden skal være mindst 5.000 kvadratmeter, ejeren skal give sit samtykke, og der må højst nedsættes to urner på samme ejendom. Det er biskoppen, der giver tilladelsen.
Asken kan måske spredes i naturen
Ministeren vil også åbne for askespredning på land i afgrænsede områder. Det kan blive i skove og naturområder, mens flere fjorde og indre farvande også kan komme i spil.
Lovudkastet giver ministeren mulighed for senere at fastsætte reglerne. Det er endnu ikke besluttet, hvor askespredning skal tillades, eller hvilke betingelser der skal gælde.
“Det er noget af det, jeg kommer til at fastsætte regler for hen ad vejen, fordi vi skal have et overblik over eventuelle miljøpåvirkninger,” siger Ida Auken til Ritzau.
Der er dermed ikke udsigt til, at familier med lovforslaget alene får lov til at sprede asken i en skov eller i haven.
Ministeren vil heller ikke tillade, at afdødes aske bruges til smykker, og forslaget ændrer ikke reglerne for opbevaring af urner i hjemmet.
Her ønsker Danske Bedemænd dog en lempelse. Tomas Legarth peger på, at det kan være svært at hente urnen og nå at sprede asken eller sætte den ned samme dag. Kortvarig opbevaring kan desuden have betydning for de efterladtes sorgproces.
Han understreger over for Ritzau, at ønsket ikke gælder permanent opbevaring i hjemmet.
Kunne du forestille dig at blive begravet to steder, hvis det blev muligt?
Hvad mener du?
Hvilken holdning har du til kirkeministerens forslag? Di mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Det vil kirkeministeren ændre
- Frit kirkegårdsvalg: Som udgangspunkt skal alle kunne vælge mellem folkekirkens kirkegårde uanset bopæl. Pladsmangel kan dog begrunde et afslag.
- To gravsteder: Afdødes aske skal kunne deles og nedsættes på to danske kirkegårde. Det kræver afdødes udtrykkelige ønske og biskoppens tilladelse.
- Askespredning på land: Ministeren skal kunne fastsætte regler for askespredning i afgrænsede områder. Steder og betingelser er endnu ikke besluttet.
- Kirkelig afsked: Biskoppen skal kunne tillade en begravelseshandling uden for kirken, kapellet eller kirkegården. Præsten skal i særlige tilfælde kunne tillade jordpåkastelse efter kremeringen.
Lovudkastet er i høring frem til 2. december 2026. Reglerne foreslås at træde i kraft 1. juli 2027 og er endnu ikke vedtaget.
Først publiceret: onsdag 4. november 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 4. november 2026 kl. 21:58

